• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Forudbestilling
  • Opskrifter
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Marengs & småkager / Mariekiks – historien og en nem opskrift

Mariekiks – historien og en nem opskrift

11. juni 2017 af Lene Tranberg

Forudbestil Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Jeg skulle bruge små Mariekiks i weekenden, ikke standardstørrelsen på 6,6 cm i diameter. De ville være alt for store til de midsommer cupcakes, jeg havde planlagt. Men hvorfor er der ikke nogen, der har delt opskrifter på kiksene nogen steder? I hvert fald ikke nogen, som ud fra opskriften kommer til at minde om de Mariekiks, man køber.

Mariekiks
Hjemmebagte Mariekiks.

Er det, fordi Mariekiks er svære at bage? Fordi man køber dem så billigt, at det ikke kan betale sig? Eller fordi ingen har tænkt over, at de kunne bruges på andre måder?

Tænk, hvad denne opskrift giver af muligheder: Du kan bage store kiks til store skumfiduser. Du kan også bage kiks, som passer til den form, du vil lave kiksekage i. (Lige pludselig kan man lave en pæn kiksekage i en springform, hvor stykkerne bliver pæne, fordi kiksene er store med samme diameter som kagen.)

Eller du kan som jeg få opfyldt dit behov for små Mariekiks;-) (Men helt ærligt tror jeg, at det er fordi de fabriksfremstillede er så billige.)

Historien om Mariekiks

Jeg troede, Mariekiks var en dansk opfindelse og opkaldt efter en dansk prinsesse eller en datter af producenten. Men kiksene hedder Marie i hele verden! Selv i Japan, Mauritius og Uruguay. Mariekiks er navnet på denne runde, lyse kiks med smag af vanille, uanset fabrikat, og alle kiksproducenter må kalde deres kiks Marie.

Mariekiks

Mariekiks er opkaldt efter en russisk storhertuginde, Maria Alexandrovna, datter af den russiske zar, Alexander den 2. Hun blev gift med dronning Victorias søn, hertug Alfred i 1874, og for at fejre denne begivenhed og hendes popularitet, lavede kiksefabrikken Peek Frean & Company i London en ny kiks. Kiksen blev meget populær, og blev kort efter produceret i mange andre lande.

I 1940’erne kunne man i Danmark samle på påklædningsdukker og -tøj med Store Marie og Lille Marie, og senere også Sorte Marie. Man kunne hente et ark med dukkerne hos købmanden og i kiksrullerne var der tøj til påklædningsdukkerne, som man kunne samle og bytte med veninderne.

Man kunne endda blive medlem af Marie-klubben og få et lille emblem, så andre kunne se, at man samlede på Marie-dukker og ville bytte kjoler. Den sidste dukke kom i 1964.

(Kilder: Wikipedia og Oxfordbiscuits.com.)

Hjemmebagte Mariekiks

Der er ikke smør i Mariekiks, derfor har jeg brugt margarine. Du kan også bruge en neutral olie. Husk at prikke huller i kiksen, så den ikke buler op under bagningen. Dampen skal kunne slippe ud…

Mariekiks

Jeg brugte mel med lavt glutenindhold, blandet sammen med Maizena for at få den fine, sprøde krumme, som er karakteristisk for Mariekiks. Det er vigtigt, at dejen ikke æltes for meget, for så bliver dine kiks seje i stedet for at være sprøde og porøse.

Brug flormelis for at sikre, at du ikke støder på sukkerkorn i dine kiks. Så bliver de som de originale, bare mindre.

Prøv også at bage de helt vidunderlige, små hindbærsnitter.

Mariekiks, Bagvrk.dk

Mariekiks

Opskrift på hjemmebagte Mariekiks, hvor du bestemmer størrelsen.
Udskriv Gem på Pinterest
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 200 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
  • 35 g Maizena majsstivelse
  • 50 g flormelis
  • ¼ tsk natron
  • ¼ tsk hjortetaksalt
  • 2 tsk vanillesukker
  • 25 g lys sirup
  • 25 g margarine, stuetemperatur
  • ca. ½ dl vand

Sådan gør du
 

  • Ovnen opvarmes til 190°. (Alm ovn, ikke varmluft.)
  • Sigt alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Tilsæt sirup og margarine og rør, indtil det ligner groft sand. (Brug foodprocessor, K-spaden i din røremaskine eller håndmixer for at ælte dejen mindst muligt.) Tilsæt vandet lidt ad gangen, til du har en dej, der let samler sig, når du trykker den sammen mellem fingrene.
  • Del dejen i tre. Rul dejen ud i 2 milimeters tykkelse mellem to stykker bagepapir. Sørg for at flytte på bagepapiret ofte, så dejen ikke klistrer fast imellem dem. Udstik kiks i den ønskede størrelse. (Jeg skulle bruge nogle, som var 3 og 4 centimeter i diameter.)
  • Læg dem med lidt afstand på en bageplade med bagepapir eller en silikonebelagt bagemåtte. Hvis du bruger bagemåtten, får kiksene den karakteristiske ternede underside.
  • Den dej, som ikke rulles ud med det samme, lægges i en frysepose imens, så den ikke tørrer ud. Fordi du ikke ruller ud i mel, kan du samle den fraskårne dej og rulle den ud igen, så du får brugt al dejen uden at ændre på konsistensen.
  • Husk at prikke kiksene med et grillspyd eller en stegenål, så dampen kan slippe ud, når de bages.
  • Bag kiksene i 6-8 minutter midt i ovnen, til de er gyldne og sprøde. Lad Mariekiksene køle af på en bagerist.

Noter

Bagetiden varieres efter kiksenes størrelse.
 
Mariekiks opbevares i en tætlukket kagedåse, så de ikke bliver bløde.
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!
Følg på Instagram

Tags: Bagværk, Billig, Børnevenlig, Dansk klassiker, Familiefavorit, Kiks, Nem, Nem opskrift, Småkager, Vanille

Previous Post: « Fru Winthers kage – en giftkage i en ny version
Next Post: Mortens koldskål – nem kærnemælkskoldskål »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Lise

    11. juni 2017 kl. 14:50

    Spændende med historien bag

    Besvar
    • LT

      11. juni 2017 kl. 14:51

      Ja, jeg kendte den heller ikke:-) Ha’ en dejlig søndag! Kh Lene

      Besvar
      • Lise

        11. juni 2017 kl. 18:00

        Tak og i lige måde

        Besvar
        • Mia

          19. juni 2022 kl. 20:08

          Jeg ELSKER Marie-kiks – mine favoritter er faktisk dem fra Lidl der hedder Maria men jeg skal da helt klart prøve at bage nogen selv engang. Ku’ man ikke – i disse nymodens tider – bruge en Airmat til at lægge ovenpå kiksene inden de bli’r stillet ind i ovnen for at bage? Det synes jeg at ha’ set flere gøre i andre sammenhænge men måske er det at skyde gråspurve med kanoner

          Besvar
          • Lene Tranberg

            19. juni 2022 kl. 20:32

            Hej Mia:-)
            Jo, det kan du sikkert godt, men så kommer der jo også gittermønster på toppen af dem:-)
            Jeg synes, det er nemmere bare at prikke huller i dem.

            Rigtig god bagelyst:-)

            Kh Lene

      • Elsr

        14. juni 2025 kl. 12:57

        Hej lene
        Har du en glutenfri version af marie kiks.
        Mvh Else

        Besvar
        • Lene Tranberg

          3. februar 2026 kl. 20:42

          Hej Else.
          Beklager det sene svar.
          Nej, jeg bager aldrig glutenfrit, så jeg kan desværre ikke hjælpe.

          Kh Lene

          Besvar
  2. Susanne

    25. oktober 2017 kl. 11:01

    Jeg har næsten lige fundet din dejlige blog, i jagten på en opskrift til Mariekiks.
    Mine 2 voksne sønner, var på besøg en dag og den yngste spurgte, hvorfor jeg aldrig lavede kiksekage. Han havde ret, for var nok mindst 10 år siden. Jeg satte mig for, at tage denne opskrift op. Ved den lejlighed fandt jeg ud af, at firkantede kiks er blevet noget af en mangelvare i løbet af de år. Efter besøg i 4 supermarkeder, fandt jeg dem endelig i Kvickly, til en pris af over 1.40kr pr. kiks.
    Så jeg blev superglad, da jeg fandt din opskrift på Mariekiks, som man jo kan skære i firkanter, selv om din idé, da er alle tiders.
    Glæder mig helt, til det skal afprøves, her op til weekenden, hvor mine sønner kommer på besøg.
    Så tusind tak her fra 🙂

    Besvar
    • LT

      25. oktober 2017 kl. 14:12

      Hej Susanne:-)
      Tak for din søde besked:-) 1,40 pr. kiks, så er kiksekage pludselig en luksusspise… Jeg håber, den stadig smager lige så godt, som dine drenge husker den;-)
      God fornøjelse med kiksebageriet og god dag.
      Kh Lene

      Besvar
  3. Britta Kristensen

    7. januar 2025 kl. 15:23

    Hov – Jeg mente hvorfor er det IKKE godt at bruge smør i stedet for margarine ?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      18. januar 2025 kl. 16:20

      Hej Britta:-)
      Smør har en anden smag end margarine, så de smager anderledes end de originale Mariekiks.
      Hvis du bedre kan li’ smør, så gør du bare det;-)

      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Jordbærtærte som Lagkagehusets – verdens…
  • Ciabattabrød – opskrift på hurtigt eller…
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Hindbærsnitter – små, mundrette kager uden snit
  • Napolitansk pizza – den bedste pizzadej til…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme