Hvis du leder efter en opskrift på lækre, store havregryncookies med blød midte, et lidt sejt bid, masser af smag, valnødder og chokolade, skal du blive hængende. Hvis du derimd er på udkig efter en sund opskrift på havregryncookies, kigger du det forkerte sted;-)
Havregryncookies
Solskin og tørvejr er kommet for at blive. Håber jeg. Hvis man skal finde noget positivt i disse coronatider, er det, at dagene bliver lysere, og solen skinner mere. Den evigt silende regn, som lå tungt over os de sidste mange måneder, er endelig holdt op. Jorden er atter tør i haven.
Selv i solskin kan man have lyst til kage. Havregryncookies er nemme at bage og superfleksibelt bagværk. Du kan lave dejen i god tid og sætte den i køleskabet. Du kan fryse dejen ned i kugler og bage dem en anden dag. Eller du kan gøre som jeg: Lave dejen, bage cookies – og spise dem med det samme!
Kan cookies blive for store? Nej, vel? Selvfølgelig kan du lave mindre cookies af den her dej, det bestemmer du selv. Jeg vil bare anbefale dig at bage dem så store som mine. Ellers kan du umuligt nøjes med to.
Brug de nødder og den chokolade, du har i huset. Eller undlad det, hvis du ikke har nogen af delene. Resten af ingredienserne har du helt sikkert. Bag, bag, bag;-)
I modsætning til mange andre cookies, er de her lige så gode dagen efter, som den dag de blev bagt. Det er havregrynene, som holder på fugtigheden.
Har du lyst til andre slags cookies end de her, skal du bage mine nutellacookies eller chokoladecookies. De kan også varmt anbefales.
Havregrynscookies
Ingredienser
- 200 g smør, let blødt
- 130 g brun farin
- 170 g sukker
- 2 tsk vanillesukker
- 2 æg, str. M/L, stuetemperatur
- 225 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 tsk natron
- 100 g grofthakket chokolade
- 100 g grofthakkede valnødder (eller andre nødder)
- 175 g havregryn
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør bageplader med bagepapir.
- Rør smør, farin, sukker og vanillesukker godt sammen (med røremaskine eller håndmixer). Tilsæt æggene et ad gangen, og rør godt imellem hvert æg.
- I en skål blander du melet godt med natron. Hæld det i røreskålen sammen med nødder og chokolade. Rør det ind i dejen. Tilsæt havregrynene og rør igen, til de er godt fordelt. Dejen skal ikke æltes eller røres længe. Den skal bare samles.
- Sæt evt. dejen på køl. (Så bliver den nemmere at lave kugler af.)
- Sæt 9 kugler dej på hver bageplade med god afstand. Bag dine havregryncookies i nederste tredjedel af ovnen i ca. 12 minutter, til kanten bliver gylden.
- Lad kagerne køle af på bagepapiret, før du flytter dem til en rist og lader dem afkøle helt, før du putter dem i en kagedåse (eller bare spiser dem direkte fra pladen).
Mirah
De smager sindssygt godt ❤️
Helt klart de bedste Cookies jeg har smagt
Og ja lave dem store man kan ikke nøjes med end nå man først er igang
Elsker den her opskrift bager dem hele tiden til min familie og venner
Lene Tranberg
Hej Mirah:-)
Tusind tak for din søde besked:-)
Men du har ret. En er aldrig nok;-)
Ha’ en dejlig dag!
Kh Lene