Efteråret kommer stille snigende. Endnu er det august, men om lidt er septembers himmel så blå, og både bloggen og jeg har fødselsdag. Måske fejrer jeg min fødselsdag med den bagte æblekage, for den er nem og hurtig at bage – men smager helt vidunderligt.
Æbletræerne bugner af frugt i år, hvis de har fået nok vand. Solskinstimer har de i hvert fald ikke manglet. Vi fik to store poser æbler fra min svigerinde og svoger, så vi har svælget i friskpresset juice med den fineste røde farve de seneste dage.
Jeg har tidligere skrevet om syltet æblepickles som fx burgertibehør, æblecrumble cupcakes og små æbletærter med mandelcreme. Jeg kan klart anbefale dem alle, men i dag skulle der noget andet til.
En bagt æblekage
En bagt æblekage som den her er en god hverdagskage. En kage, som man hurtigt kan bage en lørdag eftermiddag, hvis der kommer uventede gæster. En æblekage, som smager af varme efterårskrydderier, men uden at kanelen bliver overdøvende.
Du kan nemt have en bagt æblekage med på job eller i skole. Du kan bage den i en lille bradepande på 22×32 cm, hvis du fordobler opskriften. Kagen er lige så nem at bage som en kanelkage, men den ser ud af lidt mere, fordi der ligger æblebåde på toppen.
Jeg bagte kagen i en ganske almindelig, rund springform. Det ser ud som om, der er et blonde- eller flæsemønster på kanten, men det er kun, fordi jeg har lagt æblebådene tæt og regelmæssigt.
Når kagen hæver op mellem æblerne, kommer der bølger langs kanten af kagen, så den bliver fin at se på.
Du behøver ikke pynte en kage som den her. Jeg har hakket lidt hasselnødder og drysset med dem og groft perlesukker. Hvis du har lyst, kan du sagtens pynte med glasur og krymmel med let hånd. Men som sagt: Kagen er vidunderlig uden andet end kagen og æblerne.
Vil du bage en æblekage med lidt mere pynt og finesse, så bag æblekagen med marengstop.
Bagt æblekage – supernem og helt vidunderlig.
Ingredienser
- 60 g smør
- 100 g sukker
- 100 g brun farin
- 200 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 tsk stødt kanel
- ½ tsk stødte nelliker
- 1 tsk vanillesukker
- 1 tsk natron
- 2½ dl kærnemælk
- 4 æbler (ca. 500 g)
PYNT
- 10 hasselnødder, grofthakkede
- 1-2 spsk groft perlesukker
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør en springform med en diameter på 23-24 cm med bagepapir i bunden, og smør siderne med en klat smør.
- Skræl æblerne, og del dem i 8 både. Fjern kernehuset. (Jeg bruger en æbledeler, der deler æblet i 8 og fjerner kernehuset på samme tid.)
- Smelt smørret, og bland det med sukker og farin.
- I en anden skål sigter du mel, krydderier og natron sammen. Bland det godt, så krydderier og natron er godt fordelt.
- Tilsæt mel til smørblandingen, skiftevis med kærnemælken ad et par omgange. Pisk ikke i dejen, den skal kun røres og blandes godt.
- Fordel dejen i springformen, og læg æblebådene i et dekorativt mønster ovenpå dejen.
- Bag kagen i nederste tredjedel af ovnen i ca. 60-65 minutter. Mærk efter med en tandstikker af træ, om kagen er bagt, eller om der følger dej med op.
- Lad kagen køle af i formen i fem minutter, før du fjerner ringen, og lader kagen afkøle på en rist.
- Drys kagen med hasselnødder og perlesukker efter ønske.
allan
har som du ved bagt den idag , vi har lige spist kagen, den smager himmelsk .
Lene
Tak, Allan:-) Det var dejligt at høre:-)
solvej
Hvor mange gange skal den dobles til en alm bradepande ?
Lene Tranberg
Hej Solvej:-)
Som tommelfingerregel skal den ganges med 4 for at passe til en stor bradepande, men da du sikkert ikke har så høje sider på din bradepande, som der er på en springform, ville jeg måske nok nøjes med 3 gange;-)
Husk også at justere bagetiden.
Kh Lene
Birgitte
Smør, farin og smør røres vel bare i dejen? Vh Birgitte
Lene
Hej Birgitte:-)
Smør, farin og sukker røres lysere i røremaskinen eller med håndmixer, før kærnemælk og mel tilsættes.
God fornøjelse med den:-)
Kh Lene
Nathasja
Der står ikke æg i opskriften. Hvor mange æg skal der bruges?
Lene
Hej Nathasja:-)
Der skal slet ikke æg i dejen, så de er ikke glemt;-)
Håber, du har lyst til at bage den alligevel.
Kh Lene
Nathasja
Hej Lene
Jeg mente bestemt at ha læst noget om æg i beskrivelsen.
Men det kan jeg da godt se nu.
Det har jeg skam mod på. Har bagt den her til aften og skal serveres til vores gæster i morgen. Glæder mig til at smage den.
Tak for opskriften.
Lene
Velbekomme:-)
Du må gerne sende rester i denne retning;-)
Kh Lene
Frank
Hvor og hvornår skal at sukker snasket i.
Lene Tranberg
Hej Frank.
Smør, sukker og farin blandes, og det er deri, du skiftevis skal blande mel og kærnemælk.
God bagelyst.
Mvh Lene
Betina Scanlon
Jeg har bagt din hyggelige æblekage idag og den bragte lige julen tidligt med både kanel og nelliker… Tak! Dejlig smag!
Lene
Hej Betina:-)
Tak:-) Det var dejligt at høre! Ha’ en hyggelig aften:-)
Kh Lene
Naja
Yndlingsæblekagen
Lene Tranberg
Tak, Naja:-)
Kh Lene
Rikke
Hej Lene
Kan man bage æblekagen dagen før, den skal serveres?
Lene Tranberg
Hej Rikke:-)
Det kan du sagtens:-) Bare pak den godt ind i husholdningsfilm eller en plasticpose og lad den stå på køkkenbordet.
God fornøjelse:-)
Kh Lene
Sonja Larsen
Skal der æbler både i bunden og ovenpå? Kan man servere flødeskum eller creme fraiche til? Eller er det ikke nødvendigt. På forhånd tak for et svar. Mvh Sonia
Lene Tranberg
Hej Sonja:-)
Der er kun æbler ovenpå kagen. De ligger helt tæt.
Man kan sagtens servere creme fraiche eller flødeskum til, hvis man vil. Jeg gjorde det ikke, men man må gerne:-)
God bagelyst.
Kh Lene
Hanne Scherrebeck
Fantastisk god kage Jeg lavede en 4x portion til en stor bradepande i går aftes, og har bare haft bradepanden stående på køkkenbordet dækket med et viskestykke natten over. Den blev spist på arbejde i dag – og med stor ros. Saftig, krydret og bare mums. Tak for den gode opskrift Lene
Lene Tranberg
Kære Hanne:-)
Tusind tak for din søde besked:-) Det er så fedt, at opskrifterne også lykkes for andre end mig…
Kagen er altså også virkelig lækker, så jeg kan godt forstå, at kollegerne blev glade.
Ha’ en dejlig weekend!
Kh Lene
Connie Hauerslev
Tak for en super lækker opskrift.
Lene Tranberg
Velbekomme, Connie:-)
Det glæder mig, du kunne li’ den.
Kh Lene
Lene Gram Møller
Hej Lene. Vi er ved at drukne i blommer. Kunne de bruges i stedet for æblerne. Der er 3 æbler i vores træ i år kagen ser mums ud
Lene Tranberg
Hej Lene:-)
Ja, det kan du godt. Du kan også bage den her blommetærte. Den er VIRKELIG lækker.
https://bagvrk.dk/blommetaerte
God bagelyst!
Kh Lene
Lene Gram Møller
Tak Lene. Både kage og tærte afprøves.
Linda Hestbech
Kan jeg bruge havremælk eller yoghurt
i stedet for kærnemælk ?
Lene Tranberg
Hej Linda:-)
Beklager det sene svar.
Du kan sagtens bruge yoghurt i stedet for kærnemælken. Da der er natron i dejen, skal der være syre til stede for at kagen kan hæve.
God bagelyst.
Kh Lene