• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Grej / Test af Cozze 17 pizzaovn – min anmeldelse og anbefaling

Test af Cozze 17 pizzaovn – min anmeldelse og anbefaling

11. september 2022 af Lene Tranberg

En pizzaovn står på manges ønskeseddel, så man kan konkurrere med pizzamanden om at bage den bedste pizza. Her er min test af Cozze 17 pizzaovnen.

Test af Cozze 17 Bagvrk.dk
Cozze 17″ pizzaovnen, som den står på vores terrasse.

En napolitansk pizza er som ingen anden pizza. Luftig, sprød skorpe og en gylden bund, der er smidig og kan foldes. Der må endelig ikke være for meget fyld på. Når den bages i en Cozze 17″ pizzaovn, er den mange gange bedre end pizzamandens.

Husk, at øvelse gør mester. Måske lykkes den første pizza ikke, men jo mere du øver, jo bedre en pizzaiolo (pizzabager) bliver du.

Inden længe deler jeg opskriften på napolitansk pizza, men imens kan du hente inspiration i surdejspizzaen eller den bedste hjemmelavede pizza.

  • Om Cozze pizzaovnen
  • Hvilken ovn skal du vælge?
  • Hvilket ekstraudstyr skal du have?
  • Hvordan bages pizzaen i en pizzaovn?
  • Test af Cozze 17
  • Fordele og ulemper
  • Min konklusion
Test af Cozze 17 pizzaovn Bagvrk.dk
Cozze pizzaovn med varmeregulator på siden, så den er nem at komme til.

Om Cozze pizzaovnen

Blogindlægget her er ikke mærket med reklame, for jeg har selv købt min ovn. Jeg undersøgte selvfølgelig markedet grundigt, læste omtaler af de forskellige ovne og kiggede på priserne.

Valget faldt på en Cozze dels ud fra prisen, men efter at have prøvet at bage i en i sommer, var der ingen tvivl om, at det skulle være en 17″, vi skulle have.

Cozze pizzaovnene har en U-formet brænder, så stenen varmes op fra tre sider.

Når ovnen først er varm, kan du bage pizza på 2-3 minutter! Der kan din lokale pizzamand knap nok være med. Og du slipper for at køre hjem med pizzabakkerne i bagagerummet, så din bil lugter af pizza dagen efter;-)

Cozze pizzaovnen fås i to størrelser: En 13″ og en 17″. Derudover skal man vælge, om der skal være udvendigt termometer på toppen af ovnen eller ikke.

Min bedste anbefaling er at tilkøbe et infrarødt termometer, som kan gå op til 550°, så temperaturen måles på selve stenen. Det er mere nøjagtigt end termometeret på toppen. Stenen skal nemlig være helt gennemvarm. Derfor mener jeg, det er ligegyldigt, om du vælger ovnen med udvendigt termometer.

Hvilken ovn skal du vælge?

Der findes mange forskellige pizzaovne til ligeså mange forskellige priser. Nogle er brændefyrede, andre er eldrevne eller varmes op med flaskegas.

Kig først og fremmest på dit behov. Er I kun to i familien, er det sikkert rigeligt med en 13″. Har I nogle gange gæster, som du gerne vil servere pizza for, er en 17″ måske mere dig.

Bager du pitabrød eller naanbrød, vil du måske blive gladere for den store, fordi det er nemmere at få brødene ud af den lidt større åbning foran.

En el-ovn skal stå indenfor, mens både de gas- og brændefyrede modeller skal stå udenfor. Husk også, at der skal være god afstand til brændbare materialer, så du ikke uforvarende futter plankeværket af.

Ekstraudstyr købt til Cozze pizzaovn Bagvrk.dk Test af Cozze .
Ekstraudstyr til Cozze pizzaovn: Stor pizzaspade, pizzavender med lille hoved, infrarødt termometer, stålbørste med skraber.

Hvilket ekstraudstyr skal man have?

Du har fundet ovnen på tilbud hos en forhandler, men hvor meget ekstraudstyr skal du købe med? Igen: Kig på dit behov. Du kan altid tilkøbe mere udstyr senere eller ønske dig det i gave.

Fordi jeg havde prøvet ovnen, inden jeg købte den, vidste jeg lidt om, hvad jeg ville få brug for. Derfor så min liste sådan her ud:

  • Overtræk til ovnen, så den kan stå udenfor og være beskyttet mod vind og vejr.
  • En stor pizzaspade med langt skaft, men jeg kunne godt have nøjedes med alupladerne fra mit bagestål (og et par handsker) til at skubbe pizzaen ind og ud med.
  • En pizzavender med lille hoved. Jeg valgte en Ooni, da Cozze ikke laver en lignende model. Det er nemmest at dreje pizzaen inde i ovnen med den lille spade. Alternativt kan man tage pizzaen ud med den store spade, dreje den på spaden og skubbe den ind igen.
  • Infrarødt termometer, så jeg kan måle temperaturen direkte på stenen.
  • En stålbørste med skraber, så evt. fastbrændte rester kan tages af stenen.
  • Gasregulator med spændebånd. Det medfølger ikke.

Der fås meget andet tilbehør til pizzaovne, men det her var min personlige liste.

Pizza bagt i Cozze pizzaovn Bagvrk.dk
Min første pizza i Cozze pizzaovnen. Fyldet kom lige lovlig tæt på kanten, så tomatsaucen er løbet ud over kanten. Den smagte godt alligevel;-)

Hvordan bages pizzaen i en pizzaovn?

Stenen i ovnen skal være brandvarm, gerne 400 grader. Ellers vil kanterne på pizzaen blive mørke, før bunden bliver bagt.

Ovnen varmes op ved fuld varme, indtil stenen har nået den rigtige temperatur. Pizzaen skubbes ind på stenen, og der skrues ned for varmen. Du lærer hen ad vejen, hvor meget der skal skrues ned. Jeg skruer næsten helt ned, så bunden bliver bagt samtidig med, at kanterne er færdige.

Da der er varme på de tre sider i ovnen, men ikke foran, skal pizzaen drejes undervejs for at blive jævnt bagt. Jeg vender første gang efter ca. 30 sekunder, når bunden er fast nok til at kunne drejes med pizzavenderen. Samtidig er den inderste kant boblet fint op.

Herefter drejes pizzaen jævnligt, indtil bunden er gylden med brune pletter, og kanten har leopardprikker.

Når man finder sit flow i pizzabagningen, kan man godt være med ved bordet, mens der spises pizza, så du behøver ikke stå ved siden af ovnen og stresse over at bage pizza til familien, mens du selv sulter.

Læg fyld på to pizzaer og bag den ene. Mens ovnen varmer op til pizza nummer to, kan du være med ved bordet, før du bager pizzaen.

Man kan også fortage bundene med tomatsauce, så de ikke skal bage så længe, før de er færdige.

Et rigtig godt tip er at gemme din yndlingspizza til sidst. Så er alle andre mætte, og du får det meste af pizzaen for dig selv;-)

Cozze 17 pizzaovn Bagvrk.dk

Test af Cozze 17″

En Cozze pizzaovn er en god begynderovn. Den er prisbillig i forhold til mange sammenlignelige ovne og leverer varen i form af lækre pizzaer, der kan måle sig med de napolitanske pizze, du får på italienske restauranter. (Ja, en pizza hedder pizze i flertal på italiensk.)

Begejstringen ville ingen ende tage, da jeg havde trykket “køb” på webshoppen. Jeg ventede utålmodigt på postbudet, mens jeg gjorde pizzadejen klar. (Mere om pizzadejen i et andet indlæg.)

Cozzeovnen er i princippet bærbar, så du kan tage den med dig, men tag stenen ud, når du transporterer den. Den vejer godt til. Forestil dig at bage pizza på campingpladsen, i sommerhuset eller hos gode venner? Du kan sagtens se det for dig;-)

Der er gasrør på alle tre sider i ovnen. Det giver en god varmefordeling. Varmeregulatoren sidder på siden af ovnen, så du nemt kan skrue op og ned for gassen og dermed temperaturen i ovnen.

Stenen medfølger, men det gør gasregulatoren ikke. Altså, den regulator, der skal sættes på gasflasken. De fås heldigvis til en billig penge, der hvor du køber din ovn. Du skal dog huske at tage stilling til, om du vil tilslutte den almindelig flaskegas eller de små campingdåser. (Køb roligt en almindelig gasflaske (5 eller 10 kilo), så du ikke så nemt løber tør for gas;-))

Det tager ca. 20 minutter at varme pizzaovnen op i stille vejr. Blæser det meget, eller er din terrasse vindomsust, tager det længere tid. Vigtigst er det ikke at kigge på uret eller termometeret på toppen af ovnen. Det er stenens temperatur, som du skal gå ud fra.

Lad stenen varme op mellem hver pizza, så du får samme gode resultat hver gang. Mål temperaturen på stenen, så du er sikker på, den er varm nok, før du smider den næste pizza ind.

Brug aldrig vand eller sæbe, når du rengør stenen! Stenen vil suge vandet og risikerer at flække, næste gang, du bruger den. Lad stenen blive i ovnen, når du er færdig med at bage pizzaer, så evt. madrester brændes af.

Pizza bagt i Cozze 17 pizzaovn Bagvrk.dk
Pizza nr. to i en Cozze ovn.

Fordele ved Cozze 17″:

  • Ovnen er forholdsvis billig sammenlignet med lignende ovne.
  • Varmeregulatoren sidder på siden af ovnen, så den er nem at komme til.
  • Ovnen kan flyttes, så du kan tage den med rundt i haven eller på tur.
  • Det er nemt at tage pizzastenen ud og gøre den ren.
  • Der er en bred åbning og plads til pizza op til 42 cm i diameter.
  • Man kan bage calzone, naanbrød eller pitabrød i ovnen.
  • Der kan tilkøbes pander i støbejern, så man kan tilberede kød, fisk og grønsager i ovnen.
  • Stenen er en fødevaregodkendt cordierite sten, så den er mere holdbar og varmefast end almindelige, keramiske pizzasten.

Ulemper:

  • Ovnen er lidt vindfølsom, så den er længere om at blive varm i blæsevejr.
  • Den er mindre god til langtidsbagning eller store brød.

Min konklusion på test af Cozze 17

Jeg er vild med Cozze pizzaovnen og er glad for, at jeg valgte den store. Den lille ville være for lille til vores behov. Den får min varmeste anbefaling.

Jeg øver mig stadig. Selvom jeg kan bage gode pizzaer med boblet kant og lækkert fyld, vil jeg gerne blive bedre til at lave runde pizze. Det er ikke så nemt, som man tror.

Skæve pizzaer har også sin charme og smager ikke dårligere, fordi de er lidt ude af facon.

Kast dig ud i dit eget pizzaeventyr. Jeg hepper på dig!

Tags: Anbefaling, Grej, Pizza, Produkttest

Previous Post: « En skøn duft af efterår: En bagt æblekage er supernem og helt vidunderlig
Next Post: Farverigt og festligt: Bag det lækreste rødbedebrød til fest eller buffet og imponer dine gæster! »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Allan Mogensen

    11. september 2022 kl. 9:50

    Hvis man har en gas grill og en pizza sten der kan komme op på 300 grader , så kan man lave en perfekt pizza på ca. 8-9 minutter.

    Svar
    • Lene Tranberg

      11. september 2022 kl. 9:53

      Hej Allan:-)
      Ja, det kan man. Så bliver den som pizzeriaernes. Sådan har jeg også bagt pizza i lang tid.

      En napolitansk pizza kræver højere varme, og det er det, man får i en pizzaovn som den her. Så bliver kanten tyk og luftig, mens bunden stadig er lidt blød.

      De eneste pizzaskorper, jeg spiser, er dem på den napolitanske.
      De almindelige skorper er ret kedelige efter min mening;-)

      God søndag.

      Kh Lene

      Svar
  2. Ea

    14. maj 2023 kl. 8:29

    Hej Lene
    Kan den stå på et alimindeligt bord, eller skal det være varmefast?

    Tak for gode tips, jeg er på vej til at købe en efter din anmeldelse 😊

    Mange hilsner Ea

    Svar
    • Lene Tranberg

      24. maj 2023 kl. 9:49

      Hej Ea:-)
      Beklager det sene svar.
      Vores Cozze står på et træbord, for den bliver ikke særlig varm under ovnen.
      God fornøjelse med pizzabagningen:-)

      Kh Lene

      Svar
  3. Danni Coelet

    14. juni 2023 kl. 17:07

    Hej Lene
    Har du prøvet at bage andet end pizza i ovnen, eks naan eller pitabrød ?

    Mvh. Danni

    Svar
    • Lene Tranberg

      4. juli 2023 kl. 12:44

      Hej Danni:-)
      Beklager det sene svar.
      Ja, ovnen er perfekt til både naan og pitabrød. Der er fin plads til, at brødene kan hæve op i ovnen.
      Ha’ en dejlig dag.

      Kh Lene

      Svar
  4. Karin

    25. juli 2023 kl. 10:50

    Hej Lene.
    Overvejer at købe en Cozze 17.
    Kan du fortælle mig, hvor varm ovnen kan blive ?
    Har læst, at ovnen helst skal op på 450-500 grader, men jeg kan ikke læse hvor varm Cozze 17 kan blive ?
    Vh Karin

    Svar
    • Lene Tranberg

      9. august 2023 kl. 14:14

      Hej Karin:-)
      Beklager det sene svar.
      Temperaturen på stenen når snildt op over 400 grader i min ovn, så det tager 1,5-2 minutter at bage en pizza:-)
      Jeg vil anbefale dig at købe et infrarødt termometer, for selvom der er termometer ovenpå ovnen, angiver den ikke temperaturen på selve stenen.

      God fornøjelse.

      Kh Lene

      Svar
  5. Marie

    13. oktober 2023 kl. 16:48

    Hej Lene
    Jeg er ikke blevet helt gode venner med min Cozze endnu. Jeg oplever, at den ser fin ud, men når jeg vil vende den, er den alligevel ikke nok i midten, og det hele ender med at være klistret ind i dej og fyld. Den får lov til at varme op i laaang tid. Hvad i alverden gør jeg forkert? Har du mon en idé? Og tusind tak for alle dine opskrifter!

    Svar
    • Lene Tranberg

      20. oktober 2023 kl. 10:30

      Hej Marie:-)
      Jeg tror ikke, din sten er varm nok, når du sætter pizzaen ind.
      Har du et infrarødt termometer? Ellers vil jeg anbefale dig at købe et (Cozze laver bl.a. et.) Når du måler temperaturen midt på stenen, er du sikker på, din ovn er varm nok (ca. 400° C), før du sætter pizzaen ind.
      Et andet bud på besværet med at vende pizzaen er, at din pizzabund er for tyk/der er for meget fyld på, så den ikke når at blive bagt i midten.

      Jeg hepper på, at det lykkes dig næste gang:-)

      Kh Lene

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er surdejsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Instagram

Hvad er det første ord, du får øje på? ☀️⛱️😎

#sommersjov #sudoku #godsommer
Den italienske dessert, der altid imponerer 🇮🇹
Tiramisu er blød, luftig og fuld af smag - og med min udførlige opskrift får du den helt rigtige balance mellem kaffe, marsala og mascarpone.

Den er nem at lave, kan fryses og bliver kun bedre af at trække natten over.

Swipe gennem karrusellen og se, hvordan du lykkes med den klassiske dessert - uden at stå med smattede kager eller skilt creme.

♥️ Gem opslaget, så du altid har opskriften ved hånden - og del det gerne med en, der fortjener en skefuld italiensk lykke😉

#tiramisu #nemopskrift
Der findes én eneste pizzadej, hvor du må svinge Der findes én eneste pizzadej, hvor du må svinge kagerullen:
Flammkuchen! (Som jo ikke er en rigtig pizza, vel?)
(Uden hævemiddel = ingen risiko for at ødelægge lufthullerne.)

Alle andre gange?
Kagerullen bliver i skuffen, og du former pizzaerne med hænderne🙌🏻🫶🏻
Ellers kommer jeg efter dig - med min marmorkagerulle til en alvorlig snak 😅

Find opskriften i et tidligere opslag👌🏻

#flammkuchen #pizzaregler #kagerullenbliveriskuffen #allekanbage #bagvrk #hjemmebag #hjemmebagt #bageglæde #bagværk #aftensmad #aftensmadinspiration #kagerullen #lækkersulten #nemmeopskrifter #bagvrkssmåtipsstorforskel
Det tog kun et par tørre boller, tre sammenfaldne Det tog kun et par tørre boller, tre sammenfaldne vandbakkelser og en dej, der nægtede at hæve😅

Men nu har jeg knækket koden og deler alle mine bedste opskrifter og tips her og på Bagvrk.dk.

Så du (forhåbentlig) slipper for at begå de samme fejl👌🏻

Følg med, hvis du også elsker duften af hjemmebag - og gerne vil lykkes hver gang♥️

#allekanbage #bagvrk #succesikøkkenet #bageglæde #hjemmebag #hjemmebagt #bagværk #nemmeopskrifter
Denne pizza vil din kagerulle elske!🍕 Flammkuch Denne pizza vil din kagerulle elske!🍕
Flammkuchen er den eneste pizzadej, der skal rulles tyndt ud – og gerne helt ud over kanten.

Fyldet? Creme fraiche, løg, bacon og emmentaler. Det bliver ikke mere klassisk – eller lækkert!

Gem den, og send den til en, du gerne vil dele den med 😍

#kagerullevenlig #flammkuchenelskere #sprødpizza #flammkuchen #tarteflambée #nemaftensmad #aftensmadinspiration #hjemmelavetpizza #allekanbage #bagvrk
God karma til alle - undtagen dig, der skriver ops God karma til alle - undtagen dig, der skriver opskrifter uden at skrive, om det er varmluft eller over-/undervarme😉

Alle mine opskrifter er testet i en almindelig ovn, og jeg skriver ALTID, hvad ovnen skal indstilles på, så du aldrig skal gætte dig frem eller være i tvivl😊

Rigtig god bagelyst🥐

#allekanbage #bagvrk #bageglæde #bagværk #bagvrkssmåtipsstorforskel
Hej og velkommen til Bagvrk.dk♥️ Her finder d Hej og velkommen til Bagvrk.dk♥️

Her finder du:
🥐 Gennemtestede opskrifter. 
💡 Små tips, der gør en stor forskel. 
😃 Masser af bageglæde. 

Følg med, hvis du også elsker duften af nybagt brød og kage i køkkenet og gerne vil have succes med dine bageprojekter. HVER gang👌🏻😉

#allekanbage #bagvrk #bagværk #hjemmebag #hjemmebagt #bageglæde #nemmeopskrifter
Sådan tænder du et godt bål🔥 Her er opslage Sådan tænder du et godt bål🔥

Her er opslaget, som du skal gemme, så du er klar til Skt. Hans i morgen og alle de andre aftener, hvor du gerne vil vise, at du er en sand bålmester💪🏻🔥

🔥 Lad være med at bruge tændvæsker til at starte bålet😉 Det er pivfarligt!

🔥 Lav dine egne optændingsblokke af vatrondeller, som du dypper i stearin (fx et fyrfadslys uden alukappe, som du lader smelte i en underkop). Riv små flænger i kanten på den størknede vatrondel og sæt ild til den. 

🔥 Mens du bygger bålet op, så husk, at du skal starte med grenkvas og pinde på tykkelse med din lillefinger. Derefter skal du bruge pinde som din tommelfinger, pinde som dit håndled og først derefter de store kævler.

🔥 Du skal lade bålet brænde så længe, at der er gløder, som du kan bage dit snobrød henover. Det duer ikke at bage snobrød i flammer.

Huskede du at gemme opslaget?

#bålihaven #bål #skthans #skthansaften #skthansbål #midsommer #midsommar #sommer #sommeraften #engangspejder #hygge #havehygge #havedrømme #bålhygge #iminhave #bagvrkshave
Lavendelsaft smager blødt, sødt og krydret👌🏻🩷 Til gengæld har det en syret, næsten selvlysende, pink farve😍

Forestil dig de endeløse, duftende lavendelmarker i Sydfrankrig. Hvis du så forestiller dig duften i de mange souvenirbutikker med sæber og cremer, tager du FULDSTÆNDIG FEJL😃

Lavendelsaft er helt sin egen, men den smager hverken parfumeret eller “sæbeagtigt”😶‍🌫️

Det er nemt at lave saften, så du kan overraske med en saft, som ingen andre har smagt☺️😉 
Swipe blot for opskriften, hvor du også får opskriften på at lave resterne til likør👉🏻🩷

Hvem ville du servere lavendelsaft for i varmen?😅🩷

#lavendelsaft #lavenderlemonade #lavendel #lavendula #hjemmelavetsaft #saft #sommerdrik #bagvrkssaft #bagvrksdrikke #sommerstemning #lavendelduft #lavendler #gemsmagenafsommer #sommerhygge #sommerdrinks #bagvrksdrinks #madblog #bageblog #madblogger #nemmeopskrifter #opskrift #bagvrkshave #havedrømme #iminhave
Følg på Instagram

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Jordbærtærte som Lagkagehusets – verdens…
  • Fødselsdagsboller – de bedste og blødeste bamseboller
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Ciabattabrød – opskrift på hurtigt eller…
  • Focaccia med oliven og surdej – det luftigste brød

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2025 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme