Nej, nej, jeg har ikke glemt, at min blog hedder Bagvrk som i bagværk:-) Jeg har masser af opskrifter på brød og kager, som er på vej ud gennem mine hænder og andre ting, som jeg skal have prøvet af. Men der er to årsager til, at jeg i dag giver dig en opskrift på salat i glas:
- Jeg er, som jeg nævnte forleden i indlægget om avocadomilkshake, gået med på opfordringen fra The Little Plantation om at øve mig i at tage billeder af mad.
Opgaven i dag er “en grøn salat”. Jeg har tænkt over mit billede i et par dage nu, men åbenbaringen kom til mig på Instagram forleden. (Mere om det om lidt.) Jeg er kørt lidt træt i, at mange madbilleder tages oppefra (men nogle gange er det den eneste løsning) – og et billede af en skål salat oppefra, havde jeg lidt svært ved at synes, var vildt spændende… - Jeg trænger i dén grad til forår og flere farver! I lang tid syntes jeg, at uanset hvad jeg kiggede på, havde det toner af brunt og efterår i sig. (Nu er mange kager og brød jo brune, men lad det nu ligge.)
En salat som denne er da lige til at blive mild og glad af!? Lidt orange gulerødder og den orange gummiring på glasset… Så behøver jeg ikke mere:-)
Tilbage til det med Instagram… Da jeg var indretningsarkitekt, indrettede jeg den smukkeste lejlighed i København sammen med Bodil og Jesper. De er nogle af de sødeste mennesker og uden tvivl mine yndlingskunder. Bodil faldt senere over min blog, og vi genoptog kontakten via Instagram.
Bodil har også en blog, Muttionline, som du burde kaste et blik på. Hun tager de skønneste madbilleder, og er tilligemed en dygtig tekstforfatter. Men altså, Bodil tog et lækkert billede af en flot salat i et glas, lagde det på Instagram – og vupti kom løsningen på min “fotoopgave”: “Selvfølgelig skal min salat da fotograferes i et glas!”
Spilleregler for salat i glas
- Salat i glas er nemt at have med på madpakken, og er et lækkert alternativt til fire halve med leverpostej. (Svært at sammenligne, jeg ved det godt.)
- Salaten skal lægges i glasset i den rigtige rækkefølge:
- Dressingen skal i bunden af glasset.
- De tunge ting skal ligge nederst.
- Salaten skal ligge øverst sammen med evt. topping, der ikke må blive våd.
- Når du skal spise, kan du enten hælde salaten ud på en tallerken (og så er dressingen øverst) eller blande salaten rundt i glasset, hvis dit glas er stort nok.
- Du kan godt lave salat til 2-3 dage og opbevare det i køleskabet, når du pakker det på denne måde.
- Du kan finde god inspiration i de måltidssalater, der kan købes i butikkerne.
Min salat
Jeg har selvfølgelig ikke bare kopieret Bodils salat. Jeg har lavet min egen salat i glas med nogle af de ting, som jeg holder meget af. Set fra bunden har jeg dressing, strimlede gulerødder, couscous, edamamebønner, bladselleri, græskarkerner, forårsløg og bønnespirer, før jeg fylder resten af glasset op med salat.
Du kan fint lave denne salat uden at fylde den i glas. Altså, bare som en almindelig salat til aftensmaden, måske med et stykke kød eller lækkert brød til.
Min dressing er ikke hjemmelavet. Min yndlingsdressing i hele verden er den italienske dressing, man kan købe på flaske, og det har det altid været. Jeg er vild med smagen af mild olie, blandet med kryddereddike, lidt hvidløg og rød peber. Den er SÅ anvendelig, også til en hurtig tomatsalat til pastaen. Men du bruger bare den dressing, du bedst kan li’;-)
Couscous er en traditionel ret fra Nordafrika og er lavet af semulje, som er det inderste, hårde af hvedekernen. Couscousgrynene skal kun overhældes med kogende vand og trække lidt, før de bliver møre, så det er nemt og hurtigt at lave en portion til salaten
Edamamebønnerne er rige på proteiner. Jeg bruger de frosne, som jeg lader trække i en skål sammen med lidt kogende vand. (Jeg bruger samme metode, når vi skal have frosne ærter som tilbehør. De skal kun lige tøes op, så smager de allerbedst.)
Du bruger ikke alle de ristede græskarkerner i salaten, men det er en lækker snack eller drys på salat, så lav du bare hele portionen. De skal nok forsvinde af sig selv. Der er flere måder at riste græskarkerner på. Jeg beskriver min herunder.
Jeg skriver, at salaten er til fire personer. Det passer, hvis du ikke får noget til, men fx har en portion med til frokost. Hvis du serverer salaten som tilbehør til aftensmaden, er der til seks personer.
Salat i glas
Ingredienser
Couscous
- 2 dl couscousgryn
- ½ tsk groft salt
- 2 dl kogende vand
Ristede græskarkerner
- 1 tsk olie
- 1½ dl græskarkerner
- 1 tsk fint salt
Salaten i øvrigt
- 2-3 mellemstore gulerødder
- 150 g edamamebønner
- 2 stilke bladselleri
- 3 forårsløg
- 75 g bønnespirer
- 150 g blandet salat
- Evt. en god dressing
Sådan gør du
Couscous
- Couscousgryn blandes med salt og kogende vand og trækker i en skål med låg i 10 minutter. Bland det godt med en gaffel, så grynene skilles ad. Rør med gaflen efter 5 minutter og igen efter 10 minutter, så grynene ikke klumper. Lad det afkøle.
Ristede græskarkerner
- Varm olien op på en pande. Hæld græskarkerner og salt på panden og rør godt. Vend kernerne rundt engang imellem, så de ikke bliver mørke. Når kernerne syder, skruer du ned for varmen, og lader dem riste, indtil de begynder at tage farve.
- Hæld græskarkernerne ud på dobbelt lag køkkenrulle, og lad dem køle af. De popper, og giver sig under afkølingen.
Salaten
- Hæld dressing i bunden af glasset.
- Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde juliennestrimler eller riv dem groft på et rivejern. Læg dem ovenpå dressingen i glasset.
- Fordel den færdige couscous ovenpå gulerødderne.
- Overhæld edamamebønnerne med kogende vand, og lad dem trække nogle minutter, før du hælder bønnerne i en sigte, og lader dem dryppe af. Hæld de afdryppede bønner ovenpå couscouslaget.
- Snit bladsellerien i tynde skiver, og fordel dem på bønnerne.
- Drys med græskarkerner.
- Skær forårsløgene i tynde skiver, og læg dem på græskarkernerne.
- Skyl bønnespirerne grundigt, lad dem dryppe godt af, og hæld dem i glassene.
- Til sidst skyller og tørrer du salaten, snitter den, og fylder resten af glassene op med den.
- Sæt låget på glasset, og opbevar din salat i glas i kølekabet, indtil den skal spises.
Bodil Villumsen
Hey altså, nu får jeg jo lyst til at lave mange flere salater i glas (og salater uden glas). Tak for udvikling og leg med konceptet 🙂 Og tak for i dag! Kh Bodil
LT
Selv tak for i dag, Bodil☺️ ALLE salater burde serveres i glas, hvis de bliver så pæne af det Kh Lene