• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bøger
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Kager / Pastel de Nata – sprød butterdej, silkeblød creme og smagen af Portugal

Pastel de Nata – sprød butterdej, silkeblød creme og smagen af Portugal

10. februar 2026 af Lene Tranberg

Køb Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Hvis du har været i Portugal, har du helt sikkert spist nationalkagen Pastel de Nata. Hvis ikke du nåede det dernede, må du afsted igen eller bage dem selv. Det er ikke så svært.

Pastel de Nata er en sprød skal bagt med en lækker creme af æggeblommer, citron, kanel, vanille og en næsten urimelig mængde sukker.

Pastel de Nata nem opskrift Bagvrk.dk

Pastel de Natas oprindelse

Den lille, sprøde kage er egentlig et godt eksempel på undgåelse af madspild. Den blev bagt af munkene i klosteret Hieronymus i Belém, Lissabon før 1800-tallet. Man brugte store mængder æggehvider til at stive tøj, og de tiloversblevne æggeblommer brugte munkene til at lave de små, søde kager.

Da klostrene lukkede i 1830’erne, solgte munkene opskriften til en lokal sukkerfabrikant. Den originale opskrift er en velbevaret hemmelighed, som føres videre af sukkerfabrikantens efterkommere.

Det er et helt håndværk at lave de små kager, som stadig bliver lavet i hånden i bagerierne. Da jeg var i Porto i efteråret, stod jeg i lang tid og betragtede de hurtige hænder, som formede dejen i en lille metalform. En for en og enkeltvis. Af en lille kugle dej, som var smidig og beklædte formen på et øjeblik.

Mine Pastel de Nata

Dette er ikke den originale opskrift fra Belém, men en hjemmekøkken-version, som giver sprød butterdej og en creme med den helt rigtige smag – uden specialudstyr og uden at være besværlig. Den er stykket sammen af brudstykker af forskellige (portugisiske) opskrifter på nettet.

Den største mangel er de små, enkelte forme, som man traditionelt bager dem i. Sådan nogle har jeg ikke, og jeg har ikke lyst til at investere i specialudstyr, som kun bruges få gange og til noget meget specifikt. Derfor bager jeg kagerne i muffinforme af metal. Du ved, sådan en med 12 huller i.

Da jeg smagte på cremen, fik jeg næsten tårer i øjnene. Den smagte præcis, som jeg huskede den. Den er sød, blød og har noter af både vanilje, kanel og citron, men uden at nogen af smagene overdøver de andre.

Dejen er en færdigkøbt, frossen butterdej. Den giver den sprøde skal, hvor cremen er hovedstjernen. Bag kagerne og drøm dig tilbage til Portugal. (Og man må gerne drikke portvin til;-))

Kort fortalt:

  • Sprød bund af færdigkøbt butterdej
  • Cremet fyld med æggeblommer, vanilje, kanel og citron
  • Bages i almindelige metal-muffinforme
  • Klar på under 1 time

Herunder finder du min version af Pastel de Nata – enkel, hjemlig og fuld af smag.

Længes du efter mere Portugal, bør du lave denne portugisiske suppe.

Pastel de Nata udvalgt nem opskrift Bagvrk.dk

Pastel de Nata

Pastel de Nata er små portugisiske tærter med sprød butterdej og et cremet æggeblommefyld smagt til med vanilje, kanel og citron. Her er min nemme hjemmeversion uden specialudstyr.
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 30 minutter min
Tilb. tid 20 minutter min
Samlet tid 50 minutter min
Ret Kage
Køkken Portugisisk
Antal 12 stk.
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 2 plader butterdej (frossen)
  • 4 dl sødmælk
  • 40 g hvedemel
  • 250 g sukker
  • Korn af ½ vanillestang eller 1½ tsk. vanillesukker
  • 1 usprøjtet citron, skyllet
  • 1 kanelstang
  • 6 æggeblommer

Sådan gør du
 

  • Tø butterdejspladerne op på køkkenbordet. Skræl citronen med en kartoffelskræller, så så lidt som muligt af den hvide hinde kommer med.
  • Hæld melet i en gryde. Tilsæt mælken lidt efter lidt og pisk, indtil det er uden klumper. Hæld sukker, vaniljekorn, kanelstang og citronskrællen i og bring det i kog under stadig omrøring.
  • Lad cremen simre under omrøring i et par minutter, indtil den tykner let. Tag gryden af varmen og lad cremen trække i 10 minutter.
  • Imens rulles butterdejspladerne ud til ca. 15×25 cm. Rul den ene plade til en pølse fra den smalle ende. Rul den anden plade udenom og del pølsen i 12 lige store skiver.
  • Tænd ovnen på 250° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt ovnens rist ind midt i ovnen. Smør en muffinform af metal med 12 huller godt med en lille klat smør.
  • Rul hver skive butterdej ud til en cirkel med en diameter på ca. 10 cm på et let meldrysset bord og beklæd muffinformen med de 12 cirkler.
  • Passer cremen gennem en fintmasket sigte, så citronskal og kanelstang kan tages fra. Rør æggeblommerne i cremen.
  • Fordel cremen i de 12 skaller og bag kagerne i ca 20 minutter midt i ovnen, til der er gyldentbrune pletter på toppen af kagerne. Hold ovnen lukket under bagningen.
  • Lad kagerne afkøle let i formen, før de tages ud og afkøler helt på en bagerist. Løsn dem evt med en lille paletkniv, hvis de sidder fast i formen.

Noter

Pastel de Nata er allerbedst og sprødest samme dag, som de er bagt.
Får du nogen til overs, skal de opbevares i køleskabet eller fryses ned.
Tags Butterdej, Citron, Creme, Kanel, Vanilje, Vanille
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!
Følg mig på Instagram

Tags: Æggeblommer, Butterdej, Citron, Creme, Ferieminde, Kanel, Portugal, Vanille

Previous Post: « Langtidssimret portugisisk suppe med svinekæber, chorizo og hvide bønner
Next Post: Lykkekager – en kærlighedskage til Valentinsdag, bryllup eller babyshower »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Lisbeth Skaalum

    10. februar 2026 kl. 19:40

    Bruger du almindelige muffinsforme eller miniforme?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      11. februar 2026 kl. 9:11

      Hej Lisbeth:-)
      Det er en almindelig muffinform med 12 huller i.
      God bagelyst.

      Kh Lene

      Besvar
  2. Ulla Olsen

    2. marts 2026 kl. 16:00

    Hej Lene

    Kan man bruge frisk butterdej, jeg har en sådan rulle i køleskabet

    Besvar
    • Lene Tranberg

      2. marts 2026 kl. 16:34

      Hej Ulla:-)
      Ja, det kan du sagtens. Du skal rulle den ud, så du kan udstikke 12 cirkler med en diameter på 10 cm.
      God bagelyst.

      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Hindbærsnitter – små, mundrette kager uden snit
  • Fristende chokoladesmåkager: Én bid, og du er afhængig;-)
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Ciabattabrød – opskrift på hurtigt eller…
  • Verdens bedste blommemarmelade med rosmarin og…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme