Kanelkage og kanelmuffins er en af de hurtigste kager, du kan bage. Der skal ikke engang bruges æg i dejen. En saftig kanelkage bages med kærnemælk.
“Mor, tror du, spejderne opdager, hvis der mangler et hjørne af den kanelkage, du har bagt til dem i morgen?” “Øh ja, det tror jeg helt bestemt!”
Når en 20-årig står med savlen hængende ud af mundvigen, mens han egentlig er på vej ud af døren, så er der kun ét at gøre. – Det er at sige: “Øjeblik, min søn, giv mig lige en halv time, så er der kage!” Og det var der vitterlig.
Kanelmuffins er hurtige og nemme at bage. Det lover jeg:-) Selvfølgelig tog det mig lidt længere tid, fordi jeg skulle tage billeder undervejs, men du kan sagtens gøre det hurtigere end mig.
Kanelmuffins uden æg
Kanelmuffins er egentlig bare kanelkage, bagt i en mindre portion. Kanelkage er en af de nemmeste kager at bage, hvis man har kærnemælk i huset. Der skal ikke engang æg i. Jeg havde opskriften på kanelkage i min gamle, håndskrevne kogebog, men jeg blev helt i tvivl, fordi der ikke stod æg nogen steder i opskriften. Men da jeg spurgte min ven, Google, kom han frem til samme resultat. Det er nemt: Ingen æg – og ingen piskning!
Har du ingen kærnemælk, kan du bruge creme fraiche, ymer, syrnet fløde eller et lignende surmælksprodukt.
Dejen skal bare røres sammen. Det tager ikke mange minutter. Der er natron i som hævemiddel. Natron kræver et surmælksprodukt for at virke (eller en anden syre). Til gengæld hæver det lynhurtigt og kraftigt, så det er vigtigt, at du bager kanelmuffins ved en lav temperatur, hvis du ikke vil have revnede muffins og vulkaner.
Jeg har skrevet et indlæg om fejlfinding i forbindelse med kager. Det er en del af Bagvrks Bageskole. Der kan du bl.a. læse om, hvordan du undgår høje toppe på dine muffins, men også hvordan du kan undgå, at dine kager falder sammen. Læs hele indlægget her og brug det som opslagsværk, så du kan lære af dine fejl:-)
I glasuren er der smør, vanille, kakao og lidt kaffe til at fremhæve kakaosmagen. Kan du ikke li’ kaffe, undlader du den bare og bruger vand. Du kan også bruge kanel i stedet for vanille, hvis du vil have endnu mere kanelsmag. Som pynt brugte jeg små stykker hel kanel. De kan ikke spises, det er jo bark. Men de er godt nok dekorative:-)
Laver du dobbeltportion af dejen, passer den til en lille bradepande på ca. 23×33 cm. Kagen skal så bages ved 200° i 25-35 minutter.
Kanelmuffins
Ingredienser
Kager
- 50 g smør
- 180 g sukker
- 180 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 spsk stødt kanel
- 1 tsk natron
- 2¼ dl kærnemælk
Glasur
- 30 g smør
- 1 tsk vanillesukker
- 2 tsk mørk kakao
- 2 spsk stærk kaffe
- ca. 160 g flormelis
- Krymmel eller hel kanel (bark)
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft) og læg 12 papirforme i en fast muffinform med 12 huller.
- Smelt smørret i en gryde og bland det med sukkeret i en skål. Du kan nøjes med at røre dejen sammen med en grydeske.
- Bland de tørre ingredienser godt i en anden skål. Du kan evt. piske mel, natron og kanel sammen med et piskeris, så du er sikker på, at natronen er godt fordelt i melet.
- Hæld 1/3 af melet ned til smør og sukker ad gangen, skiftevis med kærnemælken, og rør godt, indtil alt er blandet. Fortsæt, indtil du har rørt det hele i. Mel skal i sidst.
- Fordel dejen i de 12 papirforme. De må kun fyldes ⅔ op.° Bag dine kanelmuffins midt i ovnen i 20-22 minutter. Mærk efter med en tandstikker, om de er gennembagte, eller der følger dej med op.
- Lad dine kanelmuffins afkøle i den faste muffinform i fem minutter, før du tager dem ud og lader dem afkøle helt på en bagerist.
Imens rører du glasuren
- Smelt smørret i en lille gryde. Bland det godt med vanillesukker, kakao og kaffe, før du rører flormelis i, til du har en tyk, men blød glasur.
- Fordel glasuren ovenpå dine kanelmuffins med en ske og pynt med et stykke hel kanel eller krymmel.
Heidi
Wow, de var lækre og meganemme at lave! Dem vil jeg bage snart igen. Tak for opskriften, Lene.
Emilie Jørgensen
Hej.
Jeg overvejer at bage dem her til weekenden. Når du skriver “Stærk kaffe” Er det er bare stærkt blandet (og nedkølet) Instant kaffe? Altså i flydende format? 🙂
Mvh. Emilie
Lene Tranberg
Hej Emilie:-)
Ja, det er nemlig flydende kaffe. Du behøver såmænd ikke køle det af, før du bruger det.
Rigtig god bagelyst:-)
Kh Lene
Emilie Jørgensen
Hej igen!
Tusind tak for svar! Jeg vil give mig i kast med disse lækre muffins!
Og tak for diverse lækre opskrifter på bagværk og middagsretter!
Rigtig god dag 🙂
Mvh. Emilie
Lene Tranberg
Også dejlig dag til dig, Emilie:-)
Anja
Kan man bage den på alm mælk eller skal det være kærnemælk
Lene Tranberg
Hej Anja:-)
Det skal være et surmælksprodukt, så du kan fx bruge yoghurt, creme fraiche eller ymer i stedet for kærnemælk. Kærnemælken erstatter også æggene i dejen, så du vil ikke få et godt resultat med mælk.
Natron skal bruge syre i dejen for at hæve.
God bagelyst!
Kh Lene
Sanne
Kære Lene.
Åh, disse muffins er strøget til tops på hitlisten herhjemme, og jeg har efterhånden bagt dem rigtig mange gange.
Tak for en nem opskrift på de lækreste muffins
Bedste hilsner Sanne
Lene Tranberg
Kære Sanne:-)
Kanelkage er også en klassiker, som ALTID lykkes:-)
Tak for din søde besked<3
Kh Lene
Bente
De smager virkelig godt og er dejligt svampede.
Bedste hilsner Bente
Lene Tranberg
Hej Bente:-)
Det glæder mig, du også er fan af kanelkage.
Ha’ en dejlig sommer!
Kh Lene