• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Kager / Flagkage som Dannebrog – til fødselsdage og landskampe

Flagkage som Dannebrog – til fødselsdage og landskampe

13. januar 2024 af Lene Tranberg

Gå direkte til opskrift

Drømmer du om at bage den perfekte fødselsdagslagkage, som overrasker, når den skæres ud? En neutral, hvid kage udenpå, men med Dannebrog indeni? Her er den eneste opskrift på en flagkage, du nogensinde behøver.

Flagkage udvalgt høj Bagvrk.dk

Kagen består helt simpelt af drømmekagebunde, som farves knaldrøde og en frisk, hvid hyldeblomstmousse, som danner de hvide striber indeni.

Det er ikke så svært, som du tror, at samle den. Jeg har endda lavet en skabelon, som du kan skære kagen ud efter, så du får de rigtige forhold mellem rød og hvid.

Du skal bruge tålmodighed, når du laver kagen. Ellers får du ikke samme resultat, for jo færre røde krummer, der kommer i moussen, jo skarpere står flaget.

Stykke af flagkage Bagvrk.dk

EM i fodbold

Danmark sitrer lige nu af rød-/hvid fodboldfeber. Herrelandsholdet skal i aften spille mod England i semifinalen, og størstedelen af os vil sidde klinet til skærmen og krydse fingre for, at de går videre til finalen.

Kagen her er den helt rigtige at servere til kampen i aften, men går det, som vi håber, kan du bage den til på lørdag, når de spiller finalen;-)

Pynt kagen med rigeligt med jordbær, røde, spiselige blomster (som fx tallerkensmækker), hyldeblomster og evt. flag. En flagkage skal være festlig:-)

Flagkage oppefra Bagvrk.dk

Flagkage som Dannebrog

For at få flaget frem, når man skærer i en flagkage, består kagen af to bunde, som hver skæres ud i to cirkler med et mellemrum imellem. En ydre og en indre cirkel.

Al dejen laves på én gang, så du er sikker på, begge lag bliver den samme røde farve, selvom bundene bages hver for sig. Det gør ikke noget, at dejen skal stå og vente en halv time, mens den første bund bages.

Kagen her er en tilpasning fra min Stars and Stripes kage, som ligner det amerikanske flag. Hvis man kan bage det amerikanske flag, kan man også bage det danske…

Selvom min kage overholdt målene og forholdene fra vores Dannebrog, har jeg i opskriften valgt at lave de hvide striber lidt bredere. Det gør flaget tydeligere, og der er ingen, der måler efter, om kagen nøjagtigt overholder de korrekte flagmål.

Flagkage udenpå Bagvrk.dk

Når du samler kagen, så sæt prikker på ydersiden af kageplasten, så du kan se, hvor meget mousse der skal i, før den næste bund skal lægges i.

Vær forsigtig med ikke at “krydskontaminere” den hvide hyldeblomstmousse med krummer fra de røde bunde. Sørg for at børste løse krummer af, når du har skåret bundene ud og vær omhyggelig med at fjerne dem, du kan se. På den måde får du et finere snit.

Lagene i flagkagen Bagvrk.dk

Stars and Stripes kagen var smurt op med en hyldeblomstsmørcreme. Flagkagen er smurt op med hyldeblomstmousse. Næste gang støber jeg en ydre cirkel med mousse rundt om kagen. Det er nemmere at have med at gøre end at smøre den op med mousse. (Og det er sådan, det er beskrevet i opskriften nedenfor.)

Få helt lige bunde

Når man vil have så skarpt et snit, som der er brug for i en flagkage, vil jeg anbefale dig at bage med et bagebælte. På den måde får du nemlig helt lige bunde, uden at der er en hvælvet top på.

Bagebælte omkring springform Bagvrk.dk

Når man bager kager i en springform, bages kagen udefra og ind. Det betyder, at kanten af kagen sætter sig først, mens midten bliver ved med at hæve op. På den måde får man en hvælvet kage med en buet top og en lav side.

Et bagebælte skal gøres plaskvådt, før det fastgøres rundt om formen, der sættes på en bageplade. Den våde bomuld gør, at bagningen af kanten forsinkes (og holdes let afkølet undervejs), så den hæver op sammen med midten af kagen, og du får en lige top på kagen.

Du behøver ikke bruge et hæklet/strikket/syet bagebælte, som det jeg har. I stedet kan du bruge et par bomuldsviskestykker eller strimler af et gammelt frottéhåndklæde, som du vikler omkring formen. Det har samme effekt. Bagebæltet er bare nemmere at fastgøre.

Læg bagebæltet eller viskestykkerne i blød i koldt vand i fem minutter, så du er sikker på, det er gennemblødt og kan indeholde mest muligt vand.

Vil du ikke bruge bagebælte, skal du skrue ned for ovnens temperatur og forlænge bagetiden.

EM kage flagkage Bagvrk.dk
Tryk på billedet herover for at downloade skabelonen til flagkagen. Print den i A4.
Flagkage udvalgt billede Bagvrk.dk

Flagkage som Dannebrog

En flagkage, som er hvid udenpå, men når du skærer i den, bliver hvert stykke et dansk flag.
5 fra 3 stemmer
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 1 time t
Tilb. tid 1 time t
Køletid 3 timer t 30 minutter min
Samlet tid 5 timer t 30 minutter min
Ret Lagkage
Køkken Bagværk, Dansk
Antal 20 stykker

Udstyr

  • Springform, Ø25 cm.
  • Justerbar kagering.
  • Kageplast, H8 cm.
  • Lille knækspatel.
  • Engangssprøjteposer.

Ingredienser
  

Røde bunde

  • 6 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 500 g sukker
  • 4 tsk vanillesukker
  • 500 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
  • 4 tsk bagepulver
  • 100 g smør
  • 4 dl yoghurt naturel
  • Rød pastafarve, ca. ¾ glas

Hyldeblomstmousse

  • 7 blade husblas
  • 3½ dl koncentreret hyldeblomstsaft, så lys som muligt (Fx. fra Den Gamle Fabrik)
  • 250 g hvid chokolade, finthakket
  • 8 dl piskefløde
  • 2 tsk vanillesukker

Pynt

  • 500 g jordbær
  • Spiselige blomster, fx tallerkensmækker og hyldeblomster

Sådan gør du
 

Start med bundene

  • Opvarm ovnen til 180° (alm. ovn, ikke varmluft). Beklæd en springform med en diameter på 25 cm med bagepapir i bunden og smør siderne godt. Læg bagebæltet i blød i koldt vand.
  • Pisk æg, sukker og vanillesukker lyst, tykt og skummende.
  • Sigt hvedemel og bagepulver sammen i en skål. Bland det godt, så bagepulveret er jævnt fordelt.
  • Smelt smørret og bland det med yoghurt og så meget rød pastafarve, at du får en meget rød blanding.
    Rød dej til flagkage Bagvrk.dk
  • Vend mel i dejen skiftevis med yoghurtblandingen. Brug lange tag med en dejskraber, så du ikke kommer til at piske dejen. Rør evt. mere pastafarve i, hvis kagen ikke er rød nok.
  • Del dejen i to lige store dele, og hæld den ene halvdel i den forberedte springform. Vikl det meget våde bagebælte rundt om formen, sæt den på en bageplade og bag den første bund i nederste tredjedel af ovnen i ca. 30 minutter.
    Bagebælte omkring springform Bagvrk.dk
  • Mærk efter med en tandstikker, om kagen er gennembagt, eller om der følger dej med op.
  • Lad kagen afkøle et par minutter i formen, før du løsner den med en skarp kniv langs kanten og tager den ud af formen, så du kan bage den næste kage.
  • Lad kagerne afkøle helt på en bagerist, men lad bagepapiret sidde på. Så er de nemmere at håndtere.

Hyldeblomstmousse

  • Læg husblassen i blød i koldt vand i 20 minutter.
  • Bring hyldeblomstsaften i kog i en lille gryde. Hæld den finthakkede, hvide chokolade i saften, lad det stå lidt, før du rører den smeltede chokolade ud i saften. (Varm evt. saften op igen, hvis du ikke har fået hakket chokoladen fint nok til, at den smelter.)
  • Knug vandet af husblassen og smelt den i den varme hyldeblomstsaft. Lad blandingen afkøle, indtil den lunken. (Den må ikke være varmere end lillefingervarm/35°.)
  • Pisk vanillesukker og fløde til bløde toppe. Den må ikke være for stiv, men der må heller ikke være flydende fløde i bunden af skålen.
  • Når chokoladen er lunken, tager du ¼ af fløden over i gryden med chokoladen og blander det godt, til det er helt jævnt. Hæld derefter chokoladeblandingen i fløden ad et par omgange, og bland det godt med lange tag med en dejskraber, så luften ikke røres ud af fløden. Lad blandingen køle yderligere af på køkkenbordet. Den skal begynde at sætte sig lidt og blive lidt tykkere.

Samlingen af kagen

  • Skær kagebundene til i højden, hvis de er højere end tre cm. Print PDF-skabelonen ovenfor i to eksemplarer i A4. Skær eller klip de to cirkler ud i papirskabelonen.
  • Mens moussen køler af, skærer du to cirkler ud i kagebundene efter skabelonen. Husk at holde kniven lodret, så kanterne bliver lige. Ringen mellem de to cirkler skal du ikke bruge, så frys den ned til fremtidige popcakes/romkugler.
    Udskæring af røde bunde med skabelon Bagvrk.dk
  • Børst så mange løse krummer af bundene som muligt, så du ikke får krummer i din hyldeblomstmousse.
  • Fyld din mousse i en engangssprøjtepose og klip spidsen af.
  • Læg en yder- og en indercirkel på et lagkagefad. Der skal være 1½ cm mellemrum mellem de to cirkler. Det bliver den lodrette streg i dit flag. Fjern løse krummer i mellemrummet, evt. med en pincet.
  • Tegn prikker på ydersiden af din kageplast: 3 cm fra den ene kant og 1½ cm længere inde. Det er dine guidelines, når du skal fylde mousse i kagen. Den justerbare kagering og kageplasten sættes om kagen, så der er et mellemrum på ca. en cm hele vejen rundt om kagen.
    Markeringer på kageplast Flagkage Bagvrk.dk
  • Hæld hyldeblomstmousse ovenpå den første bund og fordel den, så moussen er jævn og når op til den anden markering. Bank kagefadet lidt ned i bordet, så du er sikker på, moussen er fordel i mellemrummet mellem de to bunde og langs kagens kant.
  • Glat overfladen med en knækspatel. Læg de to næste bunde ned ovenpå moussen, så mønsteret fra før gentages. Husk at fjerne røde krummer;-)
  • Fyld resten af hyldeblomstmoussen ned imellem og undenom bundene og fordel resten ovenpå. Glat overfladen, så den er så glat som muligt.
  • Sæt husholningsfilm henover kagen og sæt den i køleskabet i minimum tre timer, men gerne natten over, så moussen sætter sig.

Pynt og servering

  • Skyl og rens jordbærrene og lad dem dryppe godt af på et stykke dobbelt køkkenrulle. Du vil ikke have våde bær på din kage. Pil de små hyldeblomster af stilkene.
  • Fjern samlering og kageplasten på den nu faste kage. Glat evt. overfladen med knækspatelen, som du dypper i kogende vand og tørrer af i en tør klud.
  • Pynt kagen med jordbærrene, sæt et par spiselige blomster (eller papirflag) i mellem og drys rundhåndet med hyldeblomsterne.
  • Hvis du "kaster" hyldeblomsterne ind på siden af kagen, kan de sagtens sidde fast i moussen.
  • Tag din flagkage ud af køleskabet en halv times tid før servering, så bærrene ikke er iskolde.

Noter

Du kan godt lægge kagen sammen i god tid og opbevare den i fryseren, indtil dagen før den skal spises. Lad den tø op i køleskabet og pynt den på selve dagen.
Tags Dansk Klassiker, Fest, Fødselsdag, Lagkage, Mousse
Flagkage snit Bagvrk.dk
Flagkage Følg Bagvrk på IG

Tags: Bagværk, Bagvrks bedste, Børnevenlig, Dansk kage, Dansk klassiker, Fest, Fødselsdag, Gæster, Lagkage, Moussekage, Student

Previous Post: « Pølsebrød, der holder – fantastisk streetfood for naboerne
Next Post: Nemme Sarah Bernhardt kager, som alle kan bage »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Anette Boesen

    23. august 2021 kl. 13:40

    Kan man lave moussen og lade den stivne i en skål, for så at komme den i et lag i en kage?

    Svar
    • Lene Tranberg

      23. august 2021 kl. 13:45

      Hej Anette:-)
      Du kan sagtens bruge moussen som et lag i en kage. Det har jeg fx gjort her: https://bagvrk.dk/stars-and-stripes/
      Du skal dog ikke lade den stivne helt, for så er den svær at fordele i kagen

      God bagelyst!

      Kh Lene

      Svar
  2. Lene Gram Møller

    27. august 2021 kl. 14:18

    Kære
    Jeg synes godt nok det varer længe med moussen at sætte sig?
    Har brugt det du skriver til moussen.

    Svar
  3. Lene Gram Møller

    27. august 2021 kl. 14:34

    Hej igen Lene
    Øv øv min mousse bliver ikke stiv. Kan det skyldes at husblasen har ligget for længe i vandet?
    Og hvad gør jeg nu ved min kage? Vi skal ha bagedyst i morgen og jeg har kommet moussen i det første lag? Der kan jeg jo ikke sætte resten af kagen ovenpå. Hjælp hjælp

    Svar
    • Lene Tranberg

      27. august 2021 kl. 14:40

      Hej Lene:-)
      Har du prøvet at sætte moussen i køleskabet? Så skulle den gerne stivne. Hvis du har travlt, kan du også sætte kagen i fryseren, men det burde være alt rigeligt med køleskabet.
      Jeg hepper på dig:-)
      Kh Lene

      Svar
      • Lene Gram Møller

        27. august 2021 kl. 14:49

        Tak Lene. Det prøver jeg. Det er jo ikke et lille job, så håber meget det lykkes.
        Knus Lene

        Svar
      • Lene Gram Møller

        27. august 2021 kl. 15:14

        Hej igen igen. HURRAAAA. det hjalp. Hold op hvor er jeg glad for dig. ❤️❤️

        Svar
        • Lene Tranberg

          27. august 2021 kl. 15:15

          Jaaaah, hvor er det godt at høre, Lene:-)
          Tillykke med det<3

          Svar
  4. Anja Kastrup Schødt

    20. maj 2022 kl. 10:28

    Hej. Vanillesukker i mousse-delen – hvornår skal det i?
    Mvh anja

    Svar
    • Lene Tranberg

      20. maj 2022 kl. 13:55

      Hej Anja:-)
      Tak for din besked:-) Den havde jeg misset med vanillesukkeret, så det er godt, du har skarpe øjne, så jeg kan rette det til:-)
      Vanillesukkeret skal i fløden, før den piskes.
      God bagelyst og dejlig weekend.

      Kh Lene

      Svar
  5. Hanne Larsen

    20. maj 2022 kl. 13:57

    5 stars
    Smuk og festlig kage, som gjorde lykke til min fars fødselsdag.
    Tak for opskriften.

    Mvh Hanne

    Svar
    • Lene Tranberg

      20. maj 2022 kl. 15:21

      Hej Hanne:-)
      Tillykke med din far.
      Dejligt, du havde succes med kagen:-)

      God weekend!

      Kh Lene

      Svar
  6. Agnete

    27. januar 2024 kl. 17:21

    5 stars
    Hej Hanne.
    Kagen skal først spises i morgen aften, kan jeg godt lave den i dag og så lade den stå i køleskabet, indtil den skal spises om et døgns tid?

    Mvh Agnete

    Svar
    • Lene Tranberg

      31. januar 2024 kl. 18:06

      Hej Agnete:-)
      Beklager det sene svar.
      Ja, kagen kan godt laves dagen før og stå i køleskabet indtil servering.

      Kh Lene

      Svar
  7. Johan

    27. november 2024 kl. 20:06

    5 stars
    Hey Lene,
    Mange tak for opskriften på kagen.
    Jeg bor i Belgien og lærer dansk, alle medestuderene spiser dannebrogkage.
    Rød farve er ikke så rød som jeres,
    Men kagen smager rigtig gode.
    Må jeg vaere at dele din opskrift i en Fb fra hobbybageren.

    Med venlig hilsen, Johan Moons

    Svar
    • Lene Tranberg

      16. februar 2025 kl. 16:21

      Hej Johan:-)
      Beklager det meget sene svar.
      Du må gerne dele et link til opskriften i en Facebookgruppe.

      Kh Lene

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er surdejsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Instagram

Hvad er det første ord, du får øje på? ☀️⛱️😎

#sommersjov #sudoku #godsommer
Den italienske dessert, der altid imponerer 🇮🇹
Tiramisu er blød, luftig og fuld af smag - og med min udførlige opskrift får du den helt rigtige balance mellem kaffe, marsala og mascarpone.

Den er nem at lave, kan fryses og bliver kun bedre af at trække natten over.

Swipe gennem karrusellen og se, hvordan du lykkes med den klassiske dessert - uden at stå med smattede kager eller skilt creme.

♥️ Gem opslaget, så du altid har opskriften ved hånden - og del det gerne med en, der fortjener en skefuld italiensk lykke😉

#tiramisu #nemopskrift
Der findes én eneste pizzadej, hvor du må svinge Der findes én eneste pizzadej, hvor du må svinge kagerullen:
Flammkuchen! (Som jo ikke er en rigtig pizza, vel?)
(Uden hævemiddel = ingen risiko for at ødelægge lufthullerne.)

Alle andre gange?
Kagerullen bliver i skuffen, og du former pizzaerne med hænderne🙌🏻🫶🏻
Ellers kommer jeg efter dig - med min marmorkagerulle til en alvorlig snak 😅

Find opskriften i et tidligere opslag👌🏻

#flammkuchen #pizzaregler #kagerullenbliveriskuffen #allekanbage #bagvrk #hjemmebag #hjemmebagt #bageglæde #bagværk #aftensmad #aftensmadinspiration #kagerullen #lækkersulten #nemmeopskrifter #bagvrkssmåtipsstorforskel
Det tog kun et par tørre boller, tre sammenfaldne Det tog kun et par tørre boller, tre sammenfaldne vandbakkelser og en dej, der nægtede at hæve😅

Men nu har jeg knækket koden og deler alle mine bedste opskrifter og tips her og på Bagvrk.dk.

Så du (forhåbentlig) slipper for at begå de samme fejl👌🏻

Følg med, hvis du også elsker duften af hjemmebag - og gerne vil lykkes hver gang♥️

#allekanbage #bagvrk #succesikøkkenet #bageglæde #hjemmebag #hjemmebagt #bagværk #nemmeopskrifter
Denne pizza vil din kagerulle elske!🍕 Flammkuch Denne pizza vil din kagerulle elske!🍕
Flammkuchen er den eneste pizzadej, der skal rulles tyndt ud – og gerne helt ud over kanten.

Fyldet? Creme fraiche, løg, bacon og emmentaler. Det bliver ikke mere klassisk – eller lækkert!

Gem den, og send den til en, du gerne vil dele den med 😍

#kagerullevenlig #flammkuchenelskere #sprødpizza #flammkuchen #tarteflambée #nemaftensmad #aftensmadinspiration #hjemmelavetpizza #allekanbage #bagvrk
God karma til alle - undtagen dig, der skriver ops God karma til alle - undtagen dig, der skriver opskrifter uden at skrive, om det er varmluft eller over-/undervarme😉

Alle mine opskrifter er testet i en almindelig ovn, og jeg skriver ALTID, hvad ovnen skal indstilles på, så du aldrig skal gætte dig frem eller være i tvivl😊

Rigtig god bagelyst🥐

#allekanbage #bagvrk #bageglæde #bagværk #bagvrkssmåtipsstorforskel
Hej og velkommen til Bagvrk.dk♥️ Her finder d Hej og velkommen til Bagvrk.dk♥️

Her finder du:
🥐 Gennemtestede opskrifter. 
💡 Små tips, der gør en stor forskel. 
😃 Masser af bageglæde. 

Følg med, hvis du også elsker duften af nybagt brød og kage i køkkenet og gerne vil have succes med dine bageprojekter. HVER gang👌🏻😉

#allekanbage #bagvrk #bagværk #hjemmebag #hjemmebagt #bageglæde #nemmeopskrifter
Sådan tænder du et godt bål🔥 Her er opslage Sådan tænder du et godt bål🔥

Her er opslaget, som du skal gemme, så du er klar til Skt. Hans i morgen og alle de andre aftener, hvor du gerne vil vise, at du er en sand bålmester💪🏻🔥

🔥 Lad være med at bruge tændvæsker til at starte bålet😉 Det er pivfarligt!

🔥 Lav dine egne optændingsblokke af vatrondeller, som du dypper i stearin (fx et fyrfadslys uden alukappe, som du lader smelte i en underkop). Riv små flænger i kanten på den størknede vatrondel og sæt ild til den. 

🔥 Mens du bygger bålet op, så husk, at du skal starte med grenkvas og pinde på tykkelse med din lillefinger. Derefter skal du bruge pinde som din tommelfinger, pinde som dit håndled og først derefter de store kævler.

🔥 Du skal lade bålet brænde så længe, at der er gløder, som du kan bage dit snobrød henover. Det duer ikke at bage snobrød i flammer.

Huskede du at gemme opslaget?

#bålihaven #bål #skthans #skthansaften #skthansbål #midsommer #midsommar #sommer #sommeraften #engangspejder #hygge #havehygge #havedrømme #bålhygge #iminhave #bagvrkshave
Lavendelsaft smager blødt, sødt og krydret👌🏻🩷 Til gengæld har det en syret, næsten selvlysende, pink farve😍

Forestil dig de endeløse, duftende lavendelmarker i Sydfrankrig. Hvis du så forestiller dig duften i de mange souvenirbutikker med sæber og cremer, tager du FULDSTÆNDIG FEJL😃

Lavendelsaft er helt sin egen, men den smager hverken parfumeret eller “sæbeagtigt”😶‍🌫️

Det er nemt at lave saften, så du kan overraske med en saft, som ingen andre har smagt☺️😉 
Swipe blot for opskriften, hvor du også får opskriften på at lave resterne til likør👉🏻🩷

Hvem ville du servere lavendelsaft for i varmen?😅🩷

#lavendelsaft #lavenderlemonade #lavendel #lavendula #hjemmelavetsaft #saft #sommerdrik #bagvrkssaft #bagvrksdrikke #sommerstemning #lavendelduft #lavendler #gemsmagenafsommer #sommerhygge #sommerdrinks #bagvrksdrinks #madblog #bageblog #madblogger #nemmeopskrifter #opskrift #bagvrkshave #havedrømme #iminhave
Følg på Instagram

Søg

Andre læser også:

  • Jordbærtærte som Lagkagehusets – verdens…
  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Fødselsdagsboller – de bedste og blødeste bamseboller
  • Gulerodsboller med kærnemælk og chia – verdens…
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Ciabattabrød – opskrift på hurtigt eller…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2025 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme