Der er uendelige muligheder med cookies, og hvad man kan putte i dem. Man kan lave traditionelle chokoladecookies. Man kan putte en klat Nutella i til Nutellacookies. Eller man kan bage cookies med skumbananer.
Cookies med skumbananer
Opskriften er ret simpel. Jeg vil stærkt anbefale dig, at lade dejen hvile i køleskabet, før du pakker skumbananerne ind i dej. Ellers bliver det noget lidt klistret stads, du får på fingrene, og det er svært at trille dejen til kugler.
Cookies med skumbananer
Simple cookies med chokolade og skumbananer.
Ingredienser
- 100 g blødt smør, stuetemperatur
- 110 g brun farin
- 45 g sukker
- 1 æg
- 1 nip groft salt
- 150 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 spsk Maizena majsstivelse
- 1 tsk natron
- 100 g grofthakket, mørk chokolade
- 80 g skumbananer
Sådan gør du
- Rør smør, farin og sukker godt sammen, til det er lysere og mere luftigt. Tilsæt ægget og salt, og rør igen.
- Sigt mel, Maizena og natron sammen. Bland den grofthakkede chokolade med melet og rør det i dejen. Dæk skålen til og lad den hvile i køleskabet i minimum en time.
- Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør to bageplader med bagepapir.
- Del hver skumbanan i to. Del dejen i 24 lige store klumper. Pak hver halve skumbanan ind i cookiedej, tril dem til kugler og fordel dem på de to bageplader.
- Bag dine cookies med skumbananer i ca. 13 minutter i den nederste tredjedel af ovnen. Lad småkagerne køle på bagepladen i fem minutter, før du lader dem afkøle helt på en rist.
- Opbevar de afkølede cookies i en tætsluttende kagedåse.
Noter
Cookies med skumbananer kan fryses i ubagte kugler.
Skriv et svar