Nogle gange skal en klassens-time-kage kunne noget særligt. Fx når en af juniors kontaktlærere går på barsel, og der går et helt år, før hun er tilbage. Derfor bagte jeg lyserøde babyshower cupcakes sidste fredag.
Klassen har haft Christina, siden de gik i 4., og hun er noget af det sødeste, du kan forestille dig. Selv når hun sender beskeder i kontaktbogen, at der har manglet lidt med lektierne, kan man (næsten) mærke, at hun smiler imens.
Klassen havde forberedt en hemmelig afslutning i ledtog med deres anden kontaktlærer, Anne: En video, en sang og kage.
Den lyserøde dej
Christina ved, at det bliver en pige, så hendes babyshower cupcakes skulle være lyserøde. Derfor skulle jeg bruge en hvid dej, som kan farves, uden at den bliver gullig.
Jeg brugte samme trick i min påskeharekage, hvor jeg indbagte en chokoladekage i en hvid kage. Man skal bare lave dejen uden æggeblommer, så den bliver helt lys. Så kan den farves, som du har lyst til.
Cremen er et alternativ til smørcreme
Disse babyshower cupcakes skulle spises af en 7. klasse. Jeg kender min søns forbehold overfor smørcreme, så mon ikke der var andre i klassen, som heller ikke brød sig om det?
Jeg har flere gange brugt konditorcremen fra min talkage, hvor det er muligt at sprøjte cremen ud og få den til at blive stående.
Hvad nu, hvis man brugte koncentreret saft i stedet for mælk i vanillecremen? Kunne man så lave en jordbær-konditorcreme? Altså en jordbærmousse, som kan sprøjtes ud som topping på en kage. Kunne det gøres så simpelt? Og hvorfor var der ikke nogen, der havde tænkt på det før?
Jeg prøvede først at lave creme med en enkelt æggeblomme. Det gik fint:-) Saften skal være koncentreret for at give nok smag til cremen. Det almindelige blandingsforhold til saften skal være 1:5 eller 1:4. Og farven blev hjulpet lidt på vej med pink pastafarve.
Skulle du have lyst til en anden smag end jordbær, så bruger du selvfølgelig bare en anden saft;-) Hvad med rabarber eller hindbær?
Babyshower cupcakes til en dreng?
“Jamen, jeg skal lave babyshower cupcakes til en dreng…” Altså, den hvide vanilledej kan nemt farves lyseblå. Og til toppingen bruger du bare konditorcremen fra min talkage. Den kan nemlig også farves lyseblå, hvis det det, du skal bruge.
De her blå cupcakes fik en hyldeblomstmousse på toppen. Kagen blev farvet blå og toppingen fik også et skud blå farve.
Du kan også nemt farve dejen i andre pastelfarver, eller lave cremen multifarvet til enhjørningecupcakes.
Opskriften er så heldigt skruet sammen, at du hverken får æggehvider eller -blommer til overs. Medmindre du vil have en højere top på end den rose, jeg har på mine. Det passer nemlig lige med to hvider i dejen og to blommer i cremen.
Babyshower cupcakes
Ingredienser
Jordbærcreme
- 2 blade husblas
- 1,6 dl koncentreret jordbærsaft (1:4 eller 1:5)
- 2 æggeblommer
- 50 g sukker
- 15 g Maizena
- 1,6 dl piskefløde
- Lidt pink pastafarve
Kagedej
- 125 g blødt smør
- 125 g sukker
- 1½ tsk vanillesukker
- 2 æggehvider, stuetemperatur
- 125 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 tsk bagepulver
- 60 g yoghurt naturel
- Pink pastafarve
Pynt
- 3 jordbær
- 24 sukkerkugler
- 24 sukkerhjerter
Sådan gør du
Start med jordbærcremen
- Udblød husblassen i koldt vand i minimum 20 minutter.
- Varm jordbærsaften op til kogepunktet i en lille gryde. Imens pisker du æg, sukker og vanillesukker tykt i en skål. Sigt Maizenaen over i æggemassen og bland det godt uden at piske.
- Hæld den varme saft i æggemassen i en tynd stråle. Bland det godt og hæld det hele tilbage i gryden. Kog massen op under omrøring. Pas på, den ikke brænder på.
- Først skummer cremen op, og derefter tykner den. Juster evt. med lidt pink pastafarve.
- Knug husblassen fri for vand, og lad den smelte i den varme creme.
- Bland det godt, før du hælder cremen over i en flad skål (eller en tallerken), dækker den med husholdningsfilm helt ned på overfladen og lader cremen afkøle til stuetemperatur.
- Når cremen er kølet af, pisker du fløden til bløde toppe. (Fløden må ikke være stiv, men der må heller ikke være flydende fløde i bunden af skålen.)
- Pisk jordbærcremen godt igennem. Bland først 1/4 af flødeskummet i cremen, til det er blandet godt. Derefter vender du resten af flødeskummet i cremen ad et par omgange. Dette gøres nemmest med lange tag med en dejskraber, så du ikke slår luften ud af flødeskummet.
- Klargør en engangssprøjtepose med en åben tyl med takker. Sæt en klemme på forneden på posen, så den bløde jordbærmousse/-creme ikke løber ud af posen. Hæld cremen i sprøjteposen, luk med en klemme foroven, og læg sprøjteposen i køleskabet i minimum en time, til jordbærcremen er stivnet og klar til at tylle ud på kagerne.
Lyserøde babyshower cupcakes
- Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør en fast muffinform med 12 huller ved at sætte papirmuffinforme i hullerne.
- Pisk smørret lyst og let med sukker og vanillesukker. Tilsæt æggehviderne en ad gangen og pisk godt imellem hver. Skrab skålens sider ned, så alt bliver blandet godt.
- Bland yoghurt med lidt pink pastafarve. Der skal ikke ret meget i, så brug en tandstikker til at dosere farven. (Du kan altid justere farven til sidst, hvis den bliver for bleg.)
- Sigt mel og bagepulver sammen i en skål. Bland det godt med et piskeris, så bagepulveret bliver jævnt fordelt.
- Rør halvdelen af melet i dejen med lange tag med en dejskraber. Du skal ikke piske, for så får du kompakte muffins. Rør yoghurten i og derefter resten af melet. Rør ikke længere, end at det lige er blandet godt, så der ikke er mere synligt mel.
- Fordel dejen i de 12 forme. De må max være 3/4 fyldte. Bag kagerne i nederste tredjedel af ovnen i 18-20 minutter. Lad dem afkøle fem minutter i den faste form, før du flytter kagerne over på en bagerist, og lader dem afkøle helt.
Pynt
- Skyl jordbærrene, dup dem tørre og del dem i fire. Lad blomsten sidde på. Tag først jordbærcremen ud af køleskabet, når du er klar til at pynte dine babyshower cupcakes.
- Tyl en roset af jordbærcreme ved at starte på midten af kagen. Pynt med sukkerhjerter, -kugler og kvarte jordbær. (Hvis det er til en dreng, bruger du selvfølgelig blåbær i stedet.)
- Skulle du komme til at sprøjte en grim rose ud, kan du forsigtigt skrabe cremen af igen og fylde den tilbage i sprøjteposen;-) Husk, at øvelse gør mester, og at vi alle er startet uden erfaringer:-)
Jannie
Hej søde Lene
hvor meget vanilje skal der i jordbær cremen ? den er nævnt i fremgangsmåden men i opskriften står der kun vaniljesukker i muffin ingredienserne
jeg prøver med 2 tsk
mvh Langben
Lene
Hej Jannie:-)
Hov, ja, det har du da helt ret i. Jeg husker det som 1,5 eller 2 tsk. Det skal jeg da lige have rettet til. Tak:-)
Kh Lene
Lone
Hej Lene
Kan de laves et par dage før, fryses og først pyntes efteroptøning?
Lene Tranberg
Hej Lone:-)
Ja, det kan du sagtens.
God bagelyst:-)
Kh Lene
Josefine
Hej Lene
Mon man kan lave jordbærcremen dagen før og bare lade den ligge i sprøjteposen i køleskabet? Eller bliver flødeskummen “mærkelig” af at ligge så længe? 🙂
Lene Tranberg
Hej Josefine:-)
Toppingen bliver ikke så fint glat, hvis du lader den ligge i sprøjteposen til dagen efter.
Du kan se på billederne her, at overfladen bliver fyldt med små lufthuller og linjerne mere uskarpe, når den får lov at ligge: https://bagvrk.dk/spejderblaa-babycupcakes/
Mine lyserøde cupcakes fik top på dagen før, de skulle serveres og stod i køleskabet indtil da.
God bagelyst.
Kh Lene