Du har helt sikkert prøvet det. Barn eller mand kommer og siger: “Jeg skal forresten have kage med i morgen. Kan du ikke lige bage en?” Så skal du bage den nemmeste chokoladekage i verden. Det er den her;-)
Uanset om det er kage til klassens time, en kage til en skovtur eller en kvajekage, du skal bage, slipper du godt afsted med den her. Dejen skal bare røres sammen med en grydeske, og jeg lover dig, at kagen er lige så god og saftig i morgen.
Nem chokoladekage uden æg
Der er ikke for mange bradepandekager på bloggen. Det beklager jeg, for det er nok dem, jeg har spist allerflest af, når andre har haft kage med.
Du kan sagtens stå og røre dejen sammen, mens du laver aftensmad, selvom jeg altid prædiker, at multitasking er evnen til at fucke to ting op på én gang. Du kan roligt lade børnene røre dejen sammen.
Udgangspunktet for opskriften er en kanelkage, som også laves uden æg. Den eneste forskel er, at kanel er skiftet ud med mørk kakao. Resultatet er en lækker, saftig, svampet kage. Supernemt, helt enkelt.
Har du ikke kærnemælk i huset, kan du fint bruge et andet surmælksprodukt som yoghurt naturel, syrnet fløde, ymer eller lignende. Er det en meget tyktflydende variant som fx skyr, du har, kan du fortynde den med lidt vand eller mælk.
Du kan godt udelade den hakkede chokolade, hvis du ikke har noget hjemme. Jeg vil dog anbefale en chokoladekage med chokolade. Det gør den nemlig endnu mere lækker.
Portionen passer til en lille bradepande på ca. 23×33 cm. Bager du en rund kage i en springform med en diameter på 23 cm, skal du halvere opskriften.
Vil du bage muffins i stedet, får du 24 stk ud af portionen. Vær opmærksom på kun at fylde formene 2/3 op.
Kagen kan toppes med en luksusglasur med smør og fløde i. Det gør den mere cremet og lækker. Bliver glasuren for tyk, tilsætter du lidt mere fløde. Du kan selvfølgelig også bruge almindelig glasur.
Vil du hellere bage en kage som ‘Den, du ved nok‘, finder du min opskrift ved at trykke på navnet.
Chokoladekage
Ingredienser
- 125 g smeltet smør
- 400 g sukker
- 5 dl kærnemælk (eller andet surmælksprodukt)
- 400 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 40 g mørk kakao
- 2 tsk natron
- 50 g hakket, mørk chokolade (kan udelades)
Luksusglasur med smør
- 40 g smør
- ½ dl piskefløde (eller mælk)
- 2 spsk mørk kakao
- 200 g flormelis
- Kandiserede violer eller hakket chokolade
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Beklæd en lille bradepande på ca. 23×33 cm med bagepapir. (Det gøres nemmest, hvis du vrider bagepapiret op under vandhanen. Så bliver det blødt og er nemt at få helt ud i hjørnerne.)
- Smelt smørret og bland det sammen med sukkeret i en skål. Sigt mel, kakao og natron sammen i en anden skål. Bland den hakkede chokolade med melet.
- Skiftevis med kærnemælken blander du de tørre ingredienser i smørret ad et par omgange. Rør det sammen med en grydeske. Du skal ikke røre for meget, men kun indtil der ikke er mere synligt mel.
- Fordel dejen i bradepanden og bag din chokoladekage i nederste tredjedel af ovnen i 30-35 min. Mærk efter med et grillspyd, om kagen er gennembagt, eller om der følger dej med op.
- Lad kagen afkøle, før du laver glasur og smører på toppen.
- Smelt smørret til glasuren. Bland fløden i smørret. Sigt flormelis og kakao sammen i en skål. Hæld smørblandingen over i flormelisen og rør den til en tyk glasur.
- Drys med kandiserede violer eller hakket chokolade.
Rikke
Hej Lene.
Jeg prøver at lave denne nemme kage som muffins. Skal de stadig have ca. 30 min i ovnen?
Mvh Rikke.
Lene Tranberg
Hej Rikke:-)
Nej, det skal de ikke. Jeg vil tro, de skal have 18-20 minutter.
God bagelyst.
Kh Lene
Rikke
Det er jo helt perfekt
Tusind tak for det hurtige svar!