Marengs med tyggegummi er hurtigere at lave end tørre marengs, fordi de skal bages ved højere temperatur og i kortere tid.
Min farmor, hed i virkeligheden Dagny, men blev aldrig kaldt andet end Bedste. Jeg har allerede fortalt lidt om hende i mit indlæg om Påskekyllinger og Bedstes “falske” makroner. Der var altid “tyggegummi” i Bedstes marengs. Jeg syntes, det var lidt besværligt at spise som barn og kan stadig bedst li’ de helt tørre, som smelter på tungen.
Marengs med tyggegummi
Jeg spurgte min mor, hvorfor der altid var tyggegummi i Bedstes marengs? Hun havde ikke noget helt klart svar, men jeg fik en lang fortælling om gasovne og brændekomfurer, og hvordan man ikke kunne bage vandbakkelser, når vinden stod i et bestemt hjørne, for så blæste ovnlågen op, og vandbakkelserne faldt sammen:-)
Bedste piskede ikke sin marengs med et piskeris. Hun piskede den med en træske, mens hun gik rundt om huset. Det fortaber sig lidt i fortællingen, hvorfor Bedste gik rundt om huset, mens hun rørte, men måske var hun på vej hen for at lukke hønsene ud – eller ind – eller også var det en vane, hun havde, at hun bevægede sig, mens hun rørte.
Jeg pisker nu bare min marengs i røremaskinen, for jeg har ingen høns – og måske heller ikke Bedstes tålmodighed.
Hvis man gerne vil have marengs med en sprød skal og et blødt indre, skal man bage dem ved højere varme end ellers. De skal have kortere tid i ovnen og skal ikke stå så længe og køle af, at de kan blive gennemtørre. Derfor skal ovnlågen også være lukket den sidste time. – Og så må de ikke være små.
For at der kommer tyggegummi, skal varmen være så høj, at varmen når hurtigt ind i midten og smelter sukkeret, så det lægger sig i bunden. Marengsen bliver derved hul indeni.
Når vi nu har alle forudsætningerne og kemien på plads, er det tid til opskriften. Der bliver 12 store marengs af denne portion.
Store marengs med tyggegummi og chokoladestriber
Ingredienser
- 90 g æggehvider (3 stk.)
- 150 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 40 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen eller på piskeriset. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.
- Varm ovnen op til 150°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)
- Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!). Bland sukker og vanillesukker, og tilsæt sukkeret en spiseskefuld ad gangen, mens du pisker. Pisk i 5-10 minutter og tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere.
- Smelt imens chokoladen over vandbad. Hæld chokoladen henover den færdige marengs og vend den i med en dejskraber. Det skal ikke blandes helt, der skal være mønster i.
- Afsæt 12 store marengs med to spiseskeer på en bageplade med bagepapir, og bag dem midt i ovnen i 25 minutter. Sluk ovnen og lad marengsen stå i en time i den slukkede (og lukkede) ovn, før du tager dem ud og lader dem afkøle helt.
Lisbeth
Mums – de må prøves sammen med mine 2 børn
LT
God fornøjelse med dem, Lisbeth:-)
Kh Lene
Wilja
Kan man mon bruge varmluft, hvis man har to plader inde?
Lene Tranberg
Hej Wilja:-)
Ja, det kan du sagtens. Så ville jeg sænke temperaturen til 140 grader varmluft.
God bagelyst!
Kh Lene
Pernille
Hvor mange grader skal marengsne bages på?
Du skriver blot i midten af ovnen i 25 min. Og på høj varme?
Er det almindelig eller varmluft? 🙂
Vh.
LT
Hej Pernille:-)
Lige under billedet af de ubagte marengs står der, at ovnen skal varmes op til 150 grader, almindelig ovn.
God fornøjelse med dem.
Kh Lene
Anne
Mums de er lækre – har lavet dobbeltportion.
Den ene del brugte jeg til bittesmå. Gav dem 60 min på 80 grader og tog dem ud til afkøling. De er perfekt sprøde udenpå og lille klat tyggegummi indeni. Mums
LT
Hej Anne:-)
Det er dejligt at høre. Tak for din besked:-)
Kh Lene
Maja
Kan man bruge varmluft ovn?
Lene
Hej Maja.
Beklager det sene svar. Du var røget i spamfilteret:-(
Du kan godt bruge varmluftovn, men så skal du skrue ned for ovnvarmen til ca. 125 grader.
Men medmindre din almindelige ovnfunktion ikke virker, vil jeg faktisk anbefale dig at bruge den. Den har jeg bedst erfaring med til de store marengs.
God fornøjelse og beklager endnu engang.
Kh Lene
Mette
Hejsa lækker opskrift men ligesom dig kan jeg også bedst lide mine marengs sprøde hvor langt tid skal de så have i ovnen? Og hvilken temperatur skal de stå ved?
Lene
Hej Mette:-)
Du skal tørre marengsen ved 80 grader varmluft. Alt efter størrelse vil jeg tro, det tager 4-5 timer, før de er gennemtørre. Hellere for lang tid end for kort;-) Marengsen slipper nemt papiret, når de er færdige.
Kh Lene
Isabella
Mine marengs blev slet ikke seje – hvad kan være gået galt? Har fulgt opskriften nøje 🙂
Lene Tranberg
Hej Isabella:-)
Der kan være flere faktorer, der spiller ind, men umiddelbart lyder det underligt, at der slet ikke kom “tyggegummi” i dine marengs, når de bliver bagt ved 150 grader. Måske varmer din ovn anderledes end min eller marengsene havde en anden størrelse…
Kh Lene
Iben
Hej Mette.
Jeg er vild med pavlova som er er kæmpemarengs.
Jeg oplever det som jeg også ser på dine billeder, nemlig at låget hæver sig, men det indre følger ikke med.
Tror du at man kan forhindre det ved en særlig temperatur på ovnen?
Jeg drømmer om at bage en pavlova med et flot rent snit hvor det indre og overfladen “følges” ad.
Ved ikke om jeg har forklaret mig godt nok?
Mvh Iben
Lene Tranberg
Hej Iben:-)
Du har forklaret dig helt fint:-)
Til en pavlova vil jeg ikke bruge denne opskrift på kæmpemarengs, for her er det meningen, at de skal være hule og med tyggegummi i.
I stedet skal du bruge denne grundopskrift på marengs, for den kan det, du efterspørger. Den er porøs, ensartet hele vejen igennem og får et fint snit.
https://bagvrk.dk/grundopskrift-paa-marengs/
God bagelyst og god weekend:-)
Kh Lene