Forestil dig en blød og saftig muffin. Der er en let syrlig smag af rabarber. Toppen er lidt sprød som en kokosmakron, når de er nybagte. Kagen er uden fedtstof af nogen art. Og så er den tilmed nem at bage? Glæd dig til at bage kokosmuffins med rabarber!
Jeg piskede æg og sukker luftigt, før jeg forsigtigt vendte mel og rabarber i. På den måde får du lidt luftigere muffins. Men har du ingen håndmixer eller røremaskine, kan du sagtens røre dejen sammen med en grydeske og fordele den i muffinformene.
Det er en fordel at sætte papirformene i en fast muffinform. Så bevarer de nemlig den flotte form og hæver opad. Uden støtte fra den faste form, tynges papirformenes sider udad af den tunge dej, så nogle gange løber dejen ud på bagepladen i stedet for at blive til flotte muffins.
Har du ingen fast form, så sæt mindst to papirforme oveni hinanden, så der er ekstra støtte. Opskriften passer også til en springform på ca. 24 cm, og så skal kagen bage i 40-45 minutter, før den er færdig.
Tørrede kornblomster
Sidste sommer plukkede jeg kornblomster. Jeg plukkede kronbladene af, lagde dem på et stykke bagepapir og tørrede dem i ovnen ved 60°, til de var helt gennemtørre. Det tog en halv times tid.
Jeg lod blomsterne køle helt af, før jeg hældte dem i et glas med tætsluttende låg. Derfor kan jeg nu pynte mine kager med de fineste, lysende blå kornblomster. De holder farven ekstremt godt.
Når det igen bliver kornblomstsæson, skulle du tage at gøre det samme. Det er supernemt;-)
Kokosmuffins med rabarber
Jeg brugte nogle store muffinforme denne gang. Mine er købt i Fakta og går under navnet “Amerikanske muffinforme”. De har højere sider end dem, jeg normalt bruger.
De store kokosmuffins skal selvfølgelig bage lidt længere end de lave, jeg plejer at bage. Hvis du bager i almindelige muffinforme, får du 16-18 stk., og så skal de bage i ca. 20 minutter.
Har du lyst til andre opskrifter med rabarber, skulle du prøve de her Bedstefars skæg muffins.
Kokosmuffins med rabarber
Udstyr
- 12 stk. amerikanske muffinforme eller 18 almindelige.
Ingredienser
- 3 æg, str. M/L, stuetemperatur
- 200 g sukker
- 200 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 2 tsk bagepulver
- 100 g kokosmel
- 350 g rabarber i mindre stykker
- Tørrede kornblomster eller andre spiselige blomster
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt 12 store muffinforme i en fast muffinform. Skyl rabarberstilkene og skær dem i mindre stykker.
- Pisk æg og sukker, til det er lyst. Sigt bagepulver og hvedemel sammen i en skål, bland kokosmel i sammen med de snittede rabarber.
- Vend mel og rabarber i æggemassen. Fordel dejen i de 12 muffinforme.
- Bag dine kokosmuffins i nederste tredjedel af ovnen i ca. 24 minutter. Lad kagerne køle af i den faste form i 5 minutter, før du flytter dem over på en bagerist og lader dem afkøle helt.
- Drys med tørrede kornblomster eller andre spiselige blomster før servering.
Charlotte
Mums den må jeg da prøve! 🙂
Lene Tranberg
Ja, gør endelig det
Kh Lene
Ole Meyer
Ser bare så gode ud, de må laves!
Lene Tranberg
Ja, Ole, det er du faktisk nødt til;-)
Kh Lene
Elsebeth
Det overrasker mig, at kornblomsterne bevarer den smukke blå farve, når de bliver tørret helt uden æggehvide og sukker. Meget andet mister den klare farve, når det tørres. Min mor og jeg lavede engang kandiserede violer, men det blev noget værre gratværk; de blev slet ikke som de fine (og dyre) franske violer, vi kunne købe. Det kunne være, jeg også skulle prøve med morgenfrue-kronblade.
Lene Tranberg
Jeg tørrede også rosenblade sidste år, men de mistede hurtigt farven og blev triste. Jeg ved ikke, hvordan morgenfruer klarer sig, men det må komme an på en prøve;-)
Jeg kandiserede violer sidste år. De blev superfine, men fik ikke den kraftige violsmag, som købe-violer har. Sandsynligvis fordi der tilsættes aroma hos producenterne;-)
Kh Lene
Heidi
Kan det godt passe dejen er meget tyk og nærmest står i klatter i formene måske bare mig der bager flest tynde deje blev dog lidt overrasket over den var så fast glæder mig til de er ude af ovnen og smage dem
Lene Tranberg
Hej Heidi:-)
Ja, det er helt korrekt, at dejen er meget tyk. Kokosen suger en god del af væsken;-)
God weekend.
Kh Lene