Jeg har sådan glædet mig til at dele den her opskrift med dig. Den er nemlig uimodståelig, min chili sin carne. Altså, chili uden kød.
November er “World Vegan Month”, og i den anledning deler madbloggerne i netværket Bloggers by Heart hver et vegansk indlæg. Min chili sin carne er en del af den serie.
Den største modstander mod retter uden kød er flyttet hjemmefra. Derfor spiser vi kødløst mindst en gang om ugen. Det er ikke noget, vi planlægger SKAL ske hver uge, men der findes rigtig mange, lækre retter uden kød.
Chili sin carne
Det er slet ikke sikkert, at kødspisere opdager fraværet af kødet, for belugalinserne i chilien ser ud som hakket oksekød. Skru evt lidt ned for lyset, så opdager de (han) det aldrig;-)
Chili sin carne har sin berettigelse i ethvert køkken, ikke kun de veganske eller vegetariske.
Når du krydrer din chili rigtigt, fylder smagen hele tungen og brænder ikke hele vejen ned i halsen. Jo, en chiliret skal være stærk, men ikke stærkere end du bryder dig om;-) Vær derfor varsom med chilien og tilsæt mere, hvis du gerne vi have den stærkere, efter du har smagt på den.
Du kan bruge alle slags grønsager, hvis du har noget liggende i grønsagsskuffen, som trænger til at blive brugt. – Jeg havde fx en halv squash, som kom med i gryden – og derfor i opskriften.
Vil du hellere lave en chili con carne, finder du min opskrift her.
World vegan month
I november deler bloggere i netværket Bloggers By Heart deres bud på lækre, veganske opskrifter.
I går skrev Maria Silje om veganske pandekager uden mælk, æg og smør. I morgen anmelder Tekla fra Teklas Køkken bogen ‘Veganske højtider og fest’ og laver samtidig en giveaway, så det kan godt betale sig at kigge ind hos Tekla.
Chili sin carne
Ingredienser
- 1 mellemstort rødløg, finthakket
- 2 mellemstore gulerødder, groftrevne
- 3 fed hvidløg i tynde skiver
- 2 spsk olivenolie
- 1 ds hakkede tomater
- 200 g belugalinser
- ½ grøn squash i tern
- ½-1 tsk chiliflager
- 1 tsk rosenpaprika
- 1 tsk stødt spidskommen
- 2 tsk oregano
- 1 terning grønsagsbouillon
- 4 dl vand
- 1 ds kidneybønner
- 25 g mørk chokolade
- Salt og friskkværnet peber
- Nachos chips som tilbehør
Sådan gør du
- Svits rødløg, gulerødder og hvidløg i olien, uden at de tager farve. Skyl linserne og fjern evt urenheder.
- Tilsæt belugalinserne sammen med de hakkede tomater, squash, krydderier, bouillonterning og vand. Lad det koge op og simre i 20 minutter til linserne er møre.
- Tilsæt bønnerne, og smag din chili sin carne til med mørk chokolade, salt og peber.
- Server chilien med nachos chips og en iskold øl med en limeskive i.
Ulla
Hej Lene.
Vi prøvede din opskrift i går og jeg må bare sige, at det er den lækreste chili, vi nogensinde har smagt.
Man mærker slet ikke, at der ikke er kød i.
Tak for endnu en dejlig opskrift.
Mvh Ulla Olsen