Bord- og/eller dejskraber? – Godt grej!

Billedet viser mine uundværlige hjælpere i køkkenet. Jeg har tre dejskærere/bordskrabere, hvilket egentlig er to for mange, for man kan sagtens nøjes med én. Men én dejskraber er ikke nok – dejskrabere kan man aldrig få for mange af;-)

Dejskærer

Den med stålhåndtaget har jeg købt for en mindre formue (sammenlignet med de andre) i KaDeWe i Berlin. Den er min første dejskærer. Cynthia Barcomi er amerikaner, bosat i Berlin. Hun ejer et kafferisteri og en deli, skriver bøger – og laver bagegrej. Dette stykke rustfrit stål stod mig i €14,90, ca. kr. 110,- Men jeg synes, den er pæn:-)

Ugen efter var jeg i Føtex for at handle og fandt den med det sorte, runde plasthåndtag til kr. 15,- Den kan sørme også skrabe dej af bordpladen uden problemer, men den anden er lidt federe;-) – Og en dejskærer til kr. 15,- kan man da ikke bare gå forbi uden at tage den med?

Den tredje dejskærer står der Bagestålet på. Det er selvfølgelig fordi, jeg har fået den sammen med mit Bagestål, som jeg er helt vild med. Da jeg pakkede denne ud, gled den ud af hånden på mig og landede lodret ned i linoleumsgulvet i køkkenet, hvor den blev stående. Den har altså ret skarpe hjørner…

Dejskraber

En dejskærer kan selvfølgelig dele dej, når man bager. Den er god til at skære boller ud af gær- eller surdeje, hjælpe til når de skal over på pladen, og til at vende dejen, når jeg former surdejsbrød.

Rengøring

Men der, hvor dejskæreren for alvor er genial, er, når jeg skal rengøre køkkenbordet bagefter. Vi har en træbordplade, hvor dej kan hænge særligt godt fast, hvis det når at tørre ind, før det bliver fjernet. Når jeg er færdig med at bage, bruger jeg dejskæreren til at skrabe bordet rent med. Jeg holder den i en ca. 45° vinkel og skraber hen over bordpladen, langs årerne i træet. Jeg kan undre mig over, at jeg ikke er blevet præsenteret for så genialt et stykke værktøj før. Hvis ikke du allerede har én, bør du tjekke din Føtex, næste gang du kommer der, om de ikke har en, der er sat ned;-)

Dejskraber

Den lille, hvide dejskraber er kun en af mange. Jeg har to som denne i hård plast (den anden har en lidt anden facon) og selvfølgelig et hav af almindelige dejskrabere i silikone. (Dejslikkere, som de hed, da jeg var barn…) Men denne lille, hvide er helt genial, når jeg skal have mine gær- og surdeje fra skålen og ud på bordet. Rundingen passer med skålens form, og den ligger godt i hånden. Det er derfor nemt at få dejen ud, uden at ødelægge lufthullerne i den. Jeg bruger den også til at skrabe skålen ren for rester, når den skal vaskes af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *