Kræft er en frygtelig sygdom! Der er alt for mange, der rammes, og der kan aldrig gøres nok for at forske i sygdommen. TV2 og Kræftens Bekæmpelse gør hvert år i oktober opmærksom på og indsamler penge til kræftforskning. Mit beskedne bidrag til debatten og opmærksomheden er denne Knæk cancer kage.
Knæk cancer
Jeg har haft kræft inde på livet alt for mange gange. Min mor har haft brystkræft og tarmkræft og har overlevet begge. Min far gik bort i sommer efter et kort, men heftigt kræftforløb, hvor kræften i tyktarmen havde bredt sig til lever og lymfer, før den blev opdaget. Heldigvis fik jeg lov at være hos ham i den sidste tid sammen med mine søstre, og jeg har fået mange smukke minder med i rygsækken.
Du kender helt sikkert nogen, som har eller har haft kræft? Det rammer alle, ikke kun naboen, men også søskende, forældre, kolleger, venner. Jeg ser ikke programmerne eller det store indsamlingsshow. Jeg magter det ikke. Heller ikke selv om man også hører om de gode historier med overlevelse og helbredelse.
Min far plejede at samle ind til Kræftens Bekæmpelse i april. Det har han gjort, siden min mor blev ramt af kræft første gang. Næste år må jeg tage stafetten op og føre det videre.
Det nemme mønster
Jeg er naturligvis inspireret til at lave denne kage af min halloweenroulade. Heldigvis er knæk cancer logoet meget lettere at omsætte i en kage. Fremgangsmåden er den samme. Og her kan alle altså være med, bare de har lidt tålmodighed.
Knæk cancer logoet er enkelt og stærkt. Et rødt udråbstegn som en del af en sort blomst. Blomsten symboliserer livet og optimisme, og med udråbstegnet signalerer man, at det er tid til handling. Hvis vi står sammen, kan vi knække cancer, og vi gør det, fordi vi vil livet og håbet.
Jeg har printet logoet ud fra nettet og tilpasset det størrelsen på mine lagkageforme. Læs mere om Knæk Cancer på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Fordi motivet er så skarpt og enkelt, tror jeg næsten, jeg brugte lige så lang tid på det, som jeg brugte på min halloweenroulade, før jeg var tilfreds.
Knæk cancer kagen
Selve kagen er en vanillekage bagt med æggehvider, så bunden er så lys som overhovedet muligt. Jeg bagte tre vanillebunde og lagde dem sammen med hindbærfyld. Ideen er min mors, som tit laver en hurtig lagkage, hvor flødeskum blandes med hindbær og knuste makroner. Det skal ikke altid være besværligt og tage flere timer.
Hvis dine hindbær er fra egen have, enten frosne eller friske, behøver du ikke gøre noget ved dem. Hvis du har købt dem frosne, skal hindbær altid have et opkog for at fjerne risikoen for bakterier. Kog dem kort sammen med sukkeret, men lad dem køle helt af, før du blander dem med flødeskum og makroner.
Du behøver ikke engang pynte denne kage yderligere. Du har det smukke blomsterlogo på toppen og lyserøde striber af hindbærfyld imellem bundene. Der skal ikke mere til;-)
Knæk cancer kage
Ingredienser
Skrivedej
- 35 g blødt smør, stuetemperatur
- 45 g flormelis
- 1 æggehvide, str. M/L, stuetemperatur
- 45 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 tsk mørk kakao
- Sort og rød pastafarve
Kagedej
- 250 g blødt smør, stuetemperatur
- 250 g sukker
- 1 spsk vanillesukker
- 4 æggehvider, str. M/L, stuetemperatur
- 120 g yoghurt naturel
- 250 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 2 tsk bagepulver
Fyld
- 250 g hindbær, gerne frosne
- 80 g sukker
- 4 dl piskefløde
- 100 g groftknuste makroner
Sådan gør du
Start med skrivedejen
- Start med at klargøre bagepapiret og skabelonen. Bagepapiret skal have samme mål som din form. I mit tilfælde vil det sige en diameter på 21 cm. Sæt bagepapiret fast ovenpå skabelonen på en bageplade eller et skærebræt, der kan gå i fryseren.
- Rør smør og flormelis lyst og luftigt. Tilsæt æggehviden og rør igen. Skrab skålens sider ned, så du får det hele med. Sigt melet i og vend det forsigtigt i dejen, indtil der ikke er mere tørt mel.
- Tag noget af den hvide dej fra og farv den dybt rød med pastafarve. Put den i en engangssprøjtepose, som er klargjort til en tyl. Jeg brugte en rund 1 mm tyl, men du kan også bare klippe et lille hul i sprøjteposen.
- Til den store del af dejen tilsætter du en tsk. mørk kakao og så meget sort pastafarve, at dejen bliver mørkegrå. Dejen bliver mørkere, når den får lov at stå lidt. Fyld også den sorte dej i en engangssprøjtepose, klargjort til tyl.
- Med en rolig hånd tegner du først motivets omrids op med 1 mm tyllen. Læg striber mellem konturstregerne. Bland disse streger ved at tegne kruseduller med et grillspyd eller en kødnål. Husk at blande dejen med konturstregerne også, så der ikke opstår mellemrum mellem dem og den store flade.
- Ret evt. fejl eller træk skarpere kanter med kødnålen. Fortsæt med den anden farve, til du har motivet på plads. Sæt pladen med motivet på bagepapiret i fryseren i minimum 30 minutter, til det er stift.
- Du skal selvfølgelig kun lave ét motiv til den øverste kagebund.
Kagedejen
- Imens motivet fryses ned, varmer du ovnen op til 160° (varmluft, så du har plads til alle tre forme) og laver den lyse dej.
- Klip bagepapiret til, så det passer ned i bunden af dine bageforme. Klargør de tre bageforme (mine har en diameter på 21 cm). Smør siderne og læg bagepapiret ned i bunden.
- Rør smør, sukker og vanillesukker luftigt. Tilsæt æggehviderne lidt ad gangen, og rør godt mellem hvert gang. Skrab skålens sider ned, så du får det hele med.
- Rør yoghurten i. Bland mel og bagepulver sammen i en skål. Sigt det over i skålen med dej og vend det i med lange tag med en dejskraber. Du skal ikke piske det sammen, for så får du kompakte bunde.
- Tag motivet ud af fryseren, læg det forsigtigt i din bageform. Fordel en tredjedel af den lyse dej henover motivet og glat den ud med en dejskraber. Fordel resten af dejen i de to øvrige forme.
- Sæt bundene i ovnen og bag dem i 20-22 minutter. Tryk let med en finger på kagebundene. Når kagen springer tilbage, er bundene færdigbagt. Efterlader din finger et aftryk, skal bundene bage lidt længere. Kagerne løsner sig også fra formens sider, når de er færdige.
- Vend bundene ud på en bagerist, så de kan køle af. Fjern forsigtigt bagepapiret.
Fyldet
- Giv hindbærrene et let opkog sammen med sukkeret. Hæld hindbærrene i en flad skål og sæt dem i køleskabet, så de hurtigere kan køle af. Knus makronerne let.
- Pisk fløden til bløde toppe. Rør en femtedel af fløden ud i de kolde hindbær. Pisk resten af fløden stiv. Vend den forsigtigt i bærrene ad et par omgange sammen med de knuste makroner.
- Læg en lagkagebund på et serveringsfad. Fordel halvdelen af fyldet ovenpå. (Ikke helt ud til kanten, for når der kommer flere lag på, presses fyldet længere ud.)
- Læg den midterste kagebund på og fordel derefter resten af fyldet på bunden. Læg kagebunden med Knæk cancer logoet på toppen.
Kristina
Hej!
Jeg ejer ingen lagkageforme, så vil bage dem samlet i én springform. Men kan jeg det og hvor længe skal kagen mon have så?
Lene
Hej Kristina:-)
Det kan du godt. Jeg ville sætte ovnen på 170 grader for at få en flad top på kagen (hvor toppen så bliver bunden). Jeg vil tro, at kagen skal bage 50-60 minutter, før den er færdig. Den må ikke blævre, når du rører ved formen, og der må ikke hænge dej ved et trægrillspyd, når du stikker i midten af kagen.
God fornøjelse! Jeg krydser fingre;-)
Kh Lene
Naja Horn Rindom
Jeg har kun 2 springforme i diameter 21. Kn jeg mange de to lyse forme sammen og dele dem? I så faldt hvilke grader og tid? Hvorfor er det vigtigt med protein indhold i hvedemel? Jeg tænker det handler om hvordan det arbejder, men hvad gør det præcist?
Lene Tranberg
Hej Naja:-)
Hvis jeg var dig, ville jeg bage bundene ad to omgange, så du venter med den sidste tredjedel af dejen, til de to første har været i ovnen. Så bliver de nemlig lige tykke og har samme bagetid.
Hvis du har plads til to forme ved siden af hinanden på én gang, ville jeg skrue ovnen op til 175 grader og bruge almindelig over- og undervarme i stedet for varmluft. Men måske er det bare mig, der har det sådan, fordi min ovn bager uens med varmluft…
Når man bager tærter, rørekager og småkager gælder det om at have et lavt glutenindhold (som er angivet med proteinindholdet på posen). Det giver luftigere rørekager og sprødere småkager. Lange glutenstrenge fra højt glutenindhold er ønskeligt i gærkager og brød, som skal være luftigt i krummen, men den sejhed, som glutenstrengene giver, duer ikke i rørekager. Derfor bruger jeg mel med lavt glutenindhold i kagerne.
Jeg bruger Kagemel fra Valsemøllen, fordi jeg synes, den er rigtig god og nem at få fat i mange steder. Du kan selvfølgelig sagtens bruge andre slags:-)
Ha’ en dejlig weekend!
Kh Lene
Hanne Nordahl
Hej Lene
Det er virkelig en fin og symbolsk lagkage du har lavet her – den skal helt sikkert prøves!
Jeg er i tvivl om hvad du mener med det velmente råd: “Husk at blande dejen med konturstregerne også, så der ikke opstår mellemrum mellem dem og den store flade”.
Jeg er med på at man først laver en streg rundt om “dråben” i udråbstegnet og derefter “fylder det ud”, men den anden beskrivelse kan jeg ikke rigtig få ind på nethinden hvad du vejleder i.
Håber du kan hjælpe – evt med et link til en video hvis du tidligere har lavet sådan en hvor du viser teknikken.
På forhånd tak – og ikke mindst tak for dine mange lækre opskrifter
Venlige hilsner
Hanne
Lene Tranberg
Hej Hanne:-)
Tusind tak for din søde besked:-)
Det med at blande konturstregerne med resten af skrivedejen…
Når kanten tegnes op, ligger den som en tynd pølse for at dejen bliver, hvor den skal. Når du fylder midten ud, ligger den ind mod “pølsen”, men der kan være nogle lufthuller mellem kanten og dejen i midten. Det er dem, du skal “røre sammen” med en kødnål eller tandstikker:-)
Jeg har delt en video på Instagram, hvor du kan se teknikken. Den er her:
https://www.instagram.com/p/CEi0pyNhVMB/?igshid=gzaw76nst6t9
God bagelyst!
Kh Lene