• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bøger
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Kager / Kærestebreve med kirsebær – Will you be my Valentine?

Kærestebreve med kirsebær – Will you be my Valentine?

2. februar 2019 af Lene Tranberg

Køb Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Valentinsdag nærmer sig med hastige skridt. Kærestebreve er gået helt tabt i den digitale tidsalder med emails og sms’er. Jeg synes, det er på tide, vi genindfører dem. Især hvis vi putter kirsebær indeni.

Kærestebreve med kirsebær

Jeg kan stadig sidde og tænke henført på min mand og føle mig nyforelsket. Selv efter 18 år. Det lyder måske pladderromantisk for nogen, men jeg er sikker på, at det lille hjerte efter hans navn i min telefon, at vi altid kysser godnat og farvel, og at vi holder liv i alle små mærkedage, gør, at han stadig kan feje benene væk under mig:-)

Kærestebreve med kirsebær

Valentinsdag er ingen undtagelse. Det ved Pinterest åbenbart godt, for de har sendt mig inspirationsbilleder med hjerter og roser (og kager) i en uges tid nu. Også i dag.

Kærestebreve med kirsebær

Der dukkede et billede op af et amerikansk brev med kirsebær i. Den ville jeg bage, men da jeg fulgte linket, skulle man bare bruge en rulle færdiglavet tærtedej og en dåse færdiglavet kirsebærtærtefyld. “Tak for hjælpen, typisk USA!”, tænkte jeg. Men billedet bed sig fast i mig. Jeg var nødt til at finde på en måde at lave disse nuttede, små kager, som jeg har valgt at kalde Kærestebreve.

Kærestebreve med kirsebær

I min kolonialskuffe lå der en karton kirsebærsauce, som blev til overs fra julen. Den lå lidt i vejen. Men bagefast var den jo ikke just. Jeg havde også min opskrift på en sprød mørdej. Glittersukker, lyserøde sukkerhjerter, jeg havde vist det hele.

Hvis du ikke har kirsebærsauce på lager, kan du sagtens fylde kærestebrevene med andet. Jeg vil anbefale dig en bagefast marmelade, men andre typer mos eller frugt kan sagtens bruges.

Konvolutten

Det, der voldte mig størst problemer var at lave en skabelon af en lille konvolut. En sådan kage skal være en lille, lækker ting. Så små konvolutter havde jeg ikke. Jeg havde ikke gemt en konvolut sammen med et kort. Jeg printede en skabelon ud fra nettet og formindskede den, men der var det flapperne foroven og forneden, der var størst, og det var ikke sådan, jeg ville have kagen til at se ud. Det tog mig syv lange og – brede, før jeg regnede ud, at en sådan skabelon skal være ruder-formet.

Kærestebreve med kirsebær

Den endelige størrelse blev 19,7 cm på den bredeste led, fra spids til spids, og 12,2 på den anden led. Når en sådan konvolut foldes, så alle spidser er inde, svarer det til en rektangel på 9,5×6 cm. Hvis du er så heldig at have en lille konvolut fra sidst, du fik en buket blomster, vil jeg anbefale dig at gemme den. Den er særdeles nyttig, hvis du vil bage Kærestebreve;-) 

Husk at sige, hvad du føler, til dem, du elsker. Glædelig Valentinsdag<3

Kærestebreve med kirsebærfyld. En opskrift fra Bagvrk.dk.

Kærestebreve med kirsebær

En mørdej med kirsebærfyld til at fejre Valentinsdag med.
5 fra 1 stemme
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 50 minutter min
Tilb. tid 16 minutter min
Hviletid 30 minutter min
Samlet tid 1 time t 36 minutter min
Ret Kage
Køkken Bagværk
Antal 15 stk.
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

Mørdej

  • 350 g mel
  • 75 g sukker
  • 200 g koldt smør
  • ½ dl creme fraiche, 18%
  • ½ dl iskoldt vand

Kirsebærfyld

  • 1 karton kirsebærsauce, 500 g
  • 1 spsk maizena
  • Lidt vand
  • Mandelaroma
  • Lidt rød pulverfarve

Pensling og pynt

  • 1 sammenpisket æg
  • 1 spsk fløde
  • Små sukkerhjerter
  • Lidt glittersukker.

Sådan gør du
 

  • Start med at hælde kirsebærsaucen over i en sigte, så den tynde sauce kan dryppe fra.
  • Pisk creme fraiche og vand sammen. Bland mel og sukker i foodprocessoren. Skær det kolde smør i mindre stykker og hak det i foodprocessoren sammen med mel og sukker, til det ligner groft sand. 
  • Tilsæt creme fraiche/vand lidt ad gangen, til dejen kan hænge sammen. (Måske skal du ikke bruge det hele.) Ælt dejen kort igennem, kom den i en frysepose, og læg den i køleskabet i mindst en halv time.
  • Imens varmer du kirsebærrene (al saften behøver ikke være dryppet helt af) op sammen med en dl. af kirsebærsaucen. Maizena røres ud i så lidt koldt vand som muligt og røres i kirsebærsaucen. Smag den til med lidt mandelaroma og forstærk den røde farve med lidt rød pastafarve.
  • Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Læg bagepapir på et par bageplader.
  • Udrul dejen til 3 mm tykkelse. Brug din skabelon og skær ud efter den med en bølget klejnespore (alternativt kan du selvfølgelig bruge et pizzahjul eller en kniv). Udstik 15 små hjerter i kanten af den del af dejen, som ikke bliver til konvolutter.
    Kærestebreve med kirsebærfyld. En opskrift fra Bagvrk.dk.
  • Pisk æg og fløde godt sammen og find de to slags krymmel frem.
  • Fordel kirsebærfyldet på dejen, så det ligner et kort, der stikker op af en konvolut. Fold de to sider ind over fyldet og saml spidserne med lidt æggestrygelse. Pensl samlingen med æg. 
    Kærestebreve med kirsebærfyld. En opskrift fra Bagvrk.dk.
  • Fold bunden op og tryk den fast. Pensl et dejhjerte på bagsiden og brug det til at forsegle konvolutten med. Pensl også oversiden af hjertet, så du har noget at sætte sukkerhjertet fast i.
  • Rids med en skarp kniv langs kanterne, pensl med æggestrygelse og drys med glittersukker. Fortsæt på denne måde, til du har samlet alle kærestebrevene.
    Kærestebreve med kirsebærfyld. En opskrift fra Bagvrk.dk.
  • Kærestebrevene bages 15-17 minutter midt i ovnen. 

Noter

Kærestebreve kan serveres som dessert eller en lille tærte, gerne med creme fraiche, flødeskum eller vanilleis til.
Tags Kirsebær, Mørdej, Valentinsdag
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!

Vil du læse mere om Valentinsdag, og hvordan vi fejrer den? Så læs dette indlæg!

Tags: Barnedåb, Billig, Bryllup, Gæster, Kirsebær, Mørdej, Tærte, Valentinsdag, Vinter

Previous Post: « Banankage uden ovn? Jo, det kan man sagtens!
Next Post: Cremetærte med babypærer – eller andre slags frugt »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Lis

    14. januar 2021 kl. 15:36

    Lækker ide. Den vil jeg afprøve.

    Besvar
    • Lene Tranberg

      14. januar 2021 kl. 15:38

      Hej Lis:-)
      Ja, gør endelig det.
      Happy Valentinesday<3

      Kh Lene

      Besvar
  2. Ulla Brouer

    21. januar 2021 kl. 16:33

    Kan de fryses?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      21. januar 2021 kl. 16:34

      Hej Ulla:-)
      Du får bedst resultat ved at fryse dem ubagte ligesom andre mørdejstærter.
      De små bagte tærter vil blive bløde efter optøning.

      God bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
    • Karin Lautidsen

      14. februar 2022 kl. 23:37

      5 stars
      HejsaDem må jeg altså prøve at bage i
      morgen, men jeg har ikke en food processor ”kun” min dejlige Kitchen Aidog selvfølgelig en stav blender. Kanndette bruges i stedet?
      Mvh Karin

      Besvar
      • Lene Tranberg

        15. februar 2022 kl. 8:12

        Hej Karin:-)
        Du kan bare smuldre ingredienserne sammen mellem hænderne eller bruge piskeriset i din Kitchen Aid til at smuldre med, før du blander ægget i.
        Kodeordet er, at dejen kun lige skal samles og ikke æltes;-)

        God bagelyst!

        Kh Lene

        Besvar
  3. Sarah

    10. februar 2023 kl. 19:52

    Hej, hvor længe kan de holde sig gode? De ville være fine til mit kobberbryllup lige om lidt 🙂

    Besvar
    • Lene Tranberg

      10. februar 2023 kl. 21:45

      Hej Sarah:-)
      Tillykke med kobberbrylluppet<3
      Det bedste vil være at fryse tærterne ned og lune dem inden servering. Så kan de fint holde et par måneder.
      Ellers ville jeg bage dem 1-2 dage før.

      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Verdens bedste romkugler – tril dig til lykke…
  • Focaccia med oliven og surdej – det luftigste brød
  • Fødselsdagsboller – de bedste og blødeste bamseboller
  • Sæt gang i fastelavnsfesten med gammeldags…
  • Pastel de Nata – sprød butterdej, silkeblød…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme