Regnbuekrymmel, en udfordring;-)

Jeg har set en milliard (eller i hvert fald mange) billeder på internettet den sidste uges tid med inspiration til St. Patrick’s Day, den irske nationaldag, som fejres den 17. marts hvert år til minde om irernes nationalhelgen. I irske folkeeventyr optræder en lille mand, en Leprechaun, som har en krukke med guld for enden af regnbuen. Derfor oversvømmes nettet i disse dag af regnbuer i alle afskygninger. Jeg var ikke ude af min krymmeltrance og undredes, om man måske selv kunne lave regnbuekrymmel?

Regnbuekrymmel

Jeg tog udfordringen op, men nøjedes selvfølgelig ikke med at lave tofarvet krymmel, vel? Næ, vi går direkte efter regnbuen (og krukken med guld).

Det var ikke så besværligt endda. Jeg havde jo allerede fundet ud af teknikken med selve opskriften, og jeg var kommet forbi et billede af en flerfarvet smørcreme på et tidspunkt. Glasur kontra smørcreme – der er ikke stor forskel, vel? OK, det er måske en smule kompliceret, men jeg tog billeder undervejs i processen, så jeg tror, du kan følge med;-) Ellers er farverne på billederne så flotte, at jeg håber, du bliver lige så mild og glad som jeg.

Regnbuekrymmel

Regnbuekrymmel

  • Flormelis
  • 1 æggehvide
  • Pastafarve i regnbuens farver

Start med at røre en lidt stiv glasur af æggehvide og flormelis. Del den op i 6 lige store portioner og indfarv hver del med pastafarve i rød, orange, gul, grøn, blå og lilla.

Regnbuekrymmel

Sådan gør du

Fyld glasuren op i 6 små fryseposer, en til hver farve, og bind en knude i toppen. Klip et hjørne af posen, så du får et hul på godt en centimeters bredde.

Regnbuekrymmel

Bred et stort stykke husholdningsfilm ud på bordet og afsæt en stribe med hver farve, ca. 20 cm lang. Hvis du har mere tilbage i posen, når du er nået stribens ende, bruger du resten af farven til at tegne oven på den samme farve. Striberne skal ligge tæt sammen og i den rigtige rækkefølge: Rød, orange, gul, grøn, blå og lilla.

Regnbuekrymmel

Når du har lavet alle glasurstriberne, lægger du den dobbelt (på den lange led), pakker den godt ind som en rullepølse og snor enderne fast sammen. Bind en knude i den ende, der bliver toppen.

Regnbuekrymmel

Monter en sprøjtepose med en studs, klar til tylle. Læg din regnbueroulade ned i sprøjteposen og træk spidsen uden knude ud igennem studsen. (Som når du tråder en nål.) Klip det overskydende husholdningsfilm af spidsen, og monter din tylle. Dæk din bordplade med bagepapir. Du er nu klar til at lave krymmel.

Regnbuekrymmel

Så let er det

Jeg brugte en rund tylle med et hul på 2 mm i diameter. Det er vigtigt at trykke fra toppen af posen og nedad, så glasurfarverne ikke blandes sammen i posen. Du kan dreje sprøjteposen en gang imellem, så det er forskellige farver fra regnbuen, der kommer øverst på stregerne. Samtidig med at du drejer, vrider du toppen af sprøjteposen lidt, så indholdet presses langsomt nedad.

Tryk glasuren jævnt ud af posen i tynde streger. Hold sprøjteposen et par centimeter over bordpladen. Dermed undgår du at lavede rystede streger og store klatter. Glasuren når at rette op på det i luften, så du får lange, lige streger. Flyt hånden fra den ene ende af papiret til den anden, ikke frem og tilbage. Du vil kun have lige stykker krymmel, ikke buede;-)

Regnbuekrymmel

Glasurstriberne kan ligge ret tæt på papiret, de må bare ikke røre ved hinanden. Lad glasuren tørre i minimum 12 timer. Alternativt kan du sætte krymlen i ovnen og tørre den ved 80° varmluft i en halv times tid. Det er jo en form for tynd marengs.

Regnbuekrymmel

Når glasuren er helt tør, slipper den let papiret. Løsn alle striberne og put dem i en frysepose og luk den til. Pyt med, om de knækker – det skal de alligevel. Gnid fryseposen mellem hænderne, indtil din regnbuekrymmel har den rigtige størrelse. Opbevar din krymmel tørt og ikke for varmt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *