Jeg har opdateret dette indlæg om den fine småkagemand som bordkort fra sidste år, både med nye billeder og en nærmere angivelse af bagetiden:
Jeg lover, at dette bliver det sidste indlæg om Småkagemanden i år;-) Men hvis du endnu ikke har bagt dem, kan du sagtens være med. Jeg vil blot dele endnu en mulighed med jer, som vil være oplagt at afprøve som bordpynt juleaften.
I vores sammenbragte familie holder vi altid to juleaftener: En “førstejuleaften” den 22. december for de børn, som ikke er med den 24., men i stedet hos deres andre forældre, og så naturligvis juleaften den 24. december. Vi skal holde jul for svigerfamilien for første gang, så jeg bestemmer suverænt over bordpynten både i aften og på lørdag:-)
Småkagemand som bordkort
Vi plejer ikke at bruge bordkort, men Småkagemænd med hjerte var oplagte til at få skrevet et budskab eller et navn på hjertet, hvis de altså blev lidt større end de første, jeg bagte. Derfor købte jeg en udstiksform et nummer større end den gamle, så den nu er 13,5 cm høj, og hjerterne er også vokset. Det gav mig plads til et navn – og dermed var version 3.0 og småkagemand som bordkort en realitet.
Opskriften finder du her.
Bagetiden er kun et øjeblik længere end de små småkagemænd med hjerte, så hold øje med dem. Det tager ca. 6 minutter og 15 sekunder.
Bordpynt og takkekort
Jeg havde set et nuttet billede på Pinterest af en honningkagemand, som holdt om en sukkerstok. Der skulle et par prøvebagninger til, før jeg fandt ud af, hvordan det skulle gøres. Sukkerstokkene smelter, når de kommer i ovnen (se Bismarckshjerterne her), så jeg kunne godt regne ud, at de ikke var bagt med fra starten. Det lykkedes, så version 4.1 og 4.2 er også klar til jul:-)
Junior fik disse “takkekort” med til sine lærere den sidste dag før jul. Lærere gør et stort stykke arbejde og fortjener en særlig tak engang imellem. Jeg håber, du også husker at sætte pris på dem, der passer på dine børn, når du ikke selv kan. Også de skrappe eller “sure” lærere. Det er måske endda dem, der allermest trænger til påskønnelsen?
Jeg kunne regne ud, at der skulle bages “et eller andet” med, som skulle erstattes af en sukkerstok, efter bagningen. Jeg tænkte, man kunne bruge en trædyvle Ø10 mm, vendt godt i mel. Men trædyvler er skabt til at suge fugt til sig fra lim og udvide sig, så de sidder godt fast i det, de skal samle. De er også gode til at suge fugt fra småkagemænd og holde godt fast i dem… De var umulige at vriste fri.
Jeg fandt dog en løsning: Jeg lagde to trædyvler i forlængelse af hinanden, rullede dem ind i stanniol og bagte dem med i favnen på småkagemændene. Tricket er at lade småkagemanden køle helt af, før man forsøger at trække sølvpakken ud. Når dejen er varm og blød, går den i stykker eller falder sammen, hvis man prøver før, den er kold.
Der er dog ingen, der siger, at man skal lade sig begrænse af en sukkerstok. (Nogen kan jo have spist dem, eller brugt dem til en anden kage eller pebermynteboller?) Til julebordet er det også fint med en lille gren (gran eller thuja som her) i favnen på din småkagemand som bordkort, eller en dessertske, eller…?
I ønskes alle en glædelig jul:-) Jeg håber, I nyder at være sammen med jeres kære!
Dorthe
De lyserøde hjerter er det også bare af vanilje mørdejen som de oprindelige småkagenænd og så farvet lyserøde?
Lene
Hej Dorthe:-)
Ja, det er det lige præcis. Jeg har farvet dem med en lille smule pink pastafarve fra Wilton:-)
Kh Lene
Dorthe
Tusind tak for hurtigt svar – de er simpelthen så fine 🙂
Lene
Tak:-)
Brenda
Awww!! Your Lil Cookie Men are just to Adorable!! To Eat and do you sell the cookie cutter? Thank you!
Lene Tranberg
Hi Brenda,
Thanks a lot:-)
I don’t sell the cookie cutter. The small one is from Ikea (a Duktig baking set for kids). The large one was bought at a Christmas market in Germany.
Best regards,
Lene