Bliver du også glad, når du ser en regnbue på himlen? Når du ser, at solen skinner, selvom det regner? Når du ved, at #detblivergodtigen? Så vil du også blive glad af en portion regnbuekrymmel. En hjemmelavet krymmel i alle regnbuens farver.
Jeg ser en milliard (eller i hvert fald mange) billeder på internettet med inspiration til St. Patrick’s Day, den irske nationaldag, som fejres den 17. marts hvert år til minde om irernes nationalhelgen.
I irske folkeeventyr optræder en lille mand, en Leprechaun, som har en krukke med guld for enden af regnbuen.
Derfor oversvømmes nettet i det tidlige forår af regnbuer i alle afskygninger. Du kan fx bage mine regnbuemuffins med guldmønter.
Regnbuekrymmel
Jeg havde allerede forsøgt mig frem med hjemmelavet krymmel og overvejede, om man måske selv kunne lave regnbuekrymmel?
Udfordringen blev taget op, men jeg nøjedes selvfølgelig ikke med at lave tofarvet krymmel, vel? Næ, vi går direkte efter regnbuen (og krukken med guld).
Det var ikke så besværligt endda. Jeg havde jo allerede fundet ud af teknikken med selve opskriften, og jeg var kommet forbi et billede af en flerfarvet smørcreme på et tidspunkt.
Glasur kontra smørcreme – der er ikke stor forskel, vel? OK, det er måske en lille smule kompliceret, men jeg tog billeder undervejs i processen, så jeg er sikker på, du kan følge med;-) Ellers er farverne på billederne så flotte, at jeg håber, du bliver lige så mild og glad som jeg.
Sådan gør du
Start med at røre en lidt stiv glasur af æggehvide og flormelis. Del den op i 6 lige store portioner og indfarv hver del med pastafarve i rød, orange, gul, grøn, blå og lilla.
Fyld glasuren op i 6 små fryseposer, en til hver farve, og bind en knude i toppen. Klip et hjørne af posen, så du får et hul på godt en centimeters bredde.
Bred et stort stykke husholdningsfilm ud på bordet og afsæt en stribe med hver farve, ca. 20 cm lang. Hvis du har mere tilbage i posen, når du er nået stribens ende, bruger du resten af farven til at tegne oven på den samme farve. Striberne skal ligge tæt sammen og i den rigtige rækkefølge: Rød, orange, gul, grøn, blå og lilla.
Når du har lavet alle glasurstriberne, lægger du den dobbelt (på den lange led), pakker den godt ind som en rullepølse og snor enderne fast sammen. Bind en knude i den ende, der bliver toppen.
Monter en sprøjtepose med en studs, klar til tylle. Læg din regnbueroulade ned i sprøjteposen og træk spidsen uden knude ud igennem studsen. (Som når du tråder en nål.) Klip det overskydende husholdningsfilm af spidsen, og monter din tylle. Dæk din bordplade med bagepapir. Du er nu klar til at lave krymmel.
Så let er det
Jeg brugte en rund tylle med et hul på 2 mm i diameter. Det er vigtigt at trykke fra toppen af posen og nedad, så glasurfarverne ikke blandes sammen i posen. Du kan dreje sprøjteposen en gang imellem, så det er forskellige farver fra regnbuen, der kommer øverst på stregerne. Samtidig med at du drejer, vrider du toppen af sprøjteposen lidt, så indholdet presses langsomt nedad.
Tryk glasuren jævnt ud af posen i tynde streger. Hold sprøjteposen et par centimeter over bordpladen. Dermed undgår du at lavede rystede streger og store klatter. Glasuren når at rette op på det i luften, så du får lange, lige streger. Flyt hånden fra den ene ende af papiret til den anden, ikke frem og tilbage. Du vil kun have lige stykker regnbuekrymmel, ikke buede;-)
Glasurstriberne kan ligge ret tæt på papiret, de må bare ikke røre ved hinanden. Sæt krymlen i ovnen ved 80° varmluft i en halv times tid. Det er jo en form for tynd marengs, så den tørrer hurtigt. Alternativt kan du lade krymlen tørre ved stuetemperatur i ca. 12 timer.
Når glasuren er helt tør, slipper den let papiret. Løsn alle striberne og put dem i en frysepose og luk den til. Pyt med, om de knækker – det skal de alligevel. Gnid fryseposen mellem hænderne, indtil din regnbuekrymmel har den rigtige størrelse. Opbevar din krymmel tørt og ikke for varmt.
Regnbuekrymmel
Ingredienser
- 1 æggehvide
- Flormelis
- Pastafarve i lilla, rød, orange, gul, grøn og blå
Sådan gør du
- Rør en tyk glasur af æggehvide og flormelis. Del glasuren op i 6 lige store dele og indfarv dem i de seks regnbuefarver. Fyld hver portion i en frysepose og klip et hul i det ene hjørne.
- Læg et stort stykke husholdningsfilm på bordet og læg de seks farver glasur side om side i ca. 20 cm lange striber. Læg resten af hver farve ovenpå den første.
- Læg husholdningsfilmen dobbelt ved at folde de tre farver ind over de andre tre. Drej enderne på husholdningsfilmen, så det bliver til en stram pølse. Bind en knude i den ene ende.
- Læg glasurpølsen ind i en engangssprøjtepose, træk enden uden knude igennem tyl-adapteren, klip spidsen af og monter en rund 2 mm tyl.
- På bagepapir laver du lange, lige streger med glasuren. De må gerne ligge tæt, men ikke røre hinanden. Når du har brugt al glasuren, tørrer du striberne i en 80° varm ovn i ca. 30 minutter, til glasuren er helt fast og slipper papiret.
- Læg alle glasurstriberne i en pose, bind en knude på posen og knæk krymlen i passende længder.
Skriv et svar