Når livet tager en drejning. Helt personligt.

Det her er et meget personligt indlæg om dele af mit liv, jeg ikke har talt højt om før. Det handler om, når livet tager en drejning.

Hvordan går man fra at være en succesfuld indretningsarkitekt med styr på egne og andres kunder til at være et rystende espeløv under dynen, som ikke engang magter at stå op? 

Kan man virkelig gå fra at vide (næsten) lige så meget som Google til ikke at kunne sætte sætninger sammen og miste en stor del af sit ordforråd?

Grunden til, at jeg nu tager bladet fra munden, er en artikel i magasinet Alderbedst, et tillæg til aviserne fra JyskFynske medier den 13. februar 2021. 

Jeg blev kontaktet af journalist Mette Mathilde Skeel-Gjørling, om jeg ville være med i en artikelserie om “Når livet tager en drejning”. Artiklen kan du læse via det her link.

Det dårlige arbejdsmiljø

Som det fremgår af artiklen, var jeg fanget i et psykisk dårligt arbejdsmiljø. Jeg sammenligner det med et voldeligt ægteskab, selvom der ikke var tale om fysisk vold. 

Min arbejdsplads var præget af spændinger mellem de to indehavere, hvoraf den ene var mistroisk og overvågende, mens den anden var passiv og ignorerende. Hver dag var en balancegang på en knivsæg.

Den ene dag hørte jeg om alle de store planer, man havde med mig og lige netop mine kompetencer – dagen efter blev jeg råbt ad, kontrolleret, hvor jeg var eller stillet urimelige opgaver oven i alle de andre, jeg sad med i forvejen. 

Mit selvværd svandt ind til ingenting, selvom jeg tidligere havde været glad for og i mit job.

Jeg vidste aldrig, hvilken slags dag jeg mødte ind til om morgenen. Jeg var på vagt og loddede de mindste ændringer i stemningen. 

“Kunne du ikke bare rejse?”

Så nemt var det ikke. Der var ikke andre stillinger som min i byen. Jeg håbede hver dag på, at det var en af de gode dage. – Og når man i forvejen er psykisk presset, er det umuligt at sælge sine fortræffelige egenskaber til en ny chef. Man tror ikke engang selv på, man har dem. 

Da jeg blev sygemeldt i juni 2016, var jeg overbevist om, at jeg “bare lige skulle hen over sommeren”. Så skulle jeg nok være fit for fight igen. Psykolog og kommunen var enige. Det gik bare ikke sådan.

Min hjerne lukkede ned, så “harddisken blev slettet”. (Det kan du læse mere om i det her indlæg.) Mit ordforråd forsvandt. Jeg blev væk, fordi jeg ikke længere kunne huske vejen. Jeg kunne ikke genkende folk, jeg ellers kendte godt. Jeg mistede evnen til at sætte sætninger sammen og blev følsom for støj. Både engelsk og tysk var helt væk, selvom jeg tidligere talte begge sprog flydende.

Kampen tilbage mod livet

Jeg tog imod alle de redningskranse og endda halmstrå, der blev rakt mig.

Mindfulness, slip tankerne og stresshåndtering lød alt sammen fornuftigt. Det var det bare ikke i min situation. Det var for meget, men jeg var ikke i stand til selv at se det. Hver gang jeg mødte op, var jeg meget sårbar og græd, hver gang jeg skulle dele min historie eller sige noget som helst.

Samtidig gik jeg til psykolog hver uge, styrketrænede to gange om ugen – betalt af min sundhedsforsikring, som selvfølgelig også var interesserede i, at jeg kom tilbage til arbejdsmarkedet.

Mit system kørte på overtid. Jeg havde kvalme, hjertebanken, hovedpine, høj puls. Hukommelsen var helt tom.

Jeg var gået fra at være knivskarp i mit job, altvidende og hurtigttænkende til at sidde og tude, hver gang jeg var sammen med andre.

Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt se, at det var tæt på et fuldtidsjob at være syg og slet ikke det, jeg havde brug for. Min hverdag var ikke mindre stressende, end da jeg gik på arbejde, og jeg brugte resten af min tid på at sove eller tude.

“Heldigvis” skulle kommunen spare penge, så de lukkede kurserne ned. Sundhedsforsikringens tilbud om psykolog og træning varede et år og blev afsluttet samtidig med.

Efter to års sygemelding fik jeg konstateret en svær depression hos en psykiater. En depression som jeg nu tager medicin for hver eneste dag.

Det var dog ikke medicinen, som blev vendepunktet for mig. Det blev bagningen<3

Når livet tager en drejning

Hverdagen handlede om at overleve. Alle alarmklokker ringede hele tiden. De ringede højt. Alle handlinger var febrilske og præget af panik.

Jeg kunne ikke lave mad, for det var umuligt for mig at følge en opskrift eller planlægge, hvornår jeg skulle begynde på maden, hvis vi skulle spise kl. 18.

Min egen fødselsdag er den 7. september, og Juniors er den 6. Mens jeg bagte fødselsdagsbollerne, opdagede jeg, at der faldt ro over mig. At stå med hænderne i dejen eller at trille bollerne fik min krop til at slappe af.

Jeg prøvede at bage igen, og det samme skete. Bagning blev min form for mindfulness.

Jeg prøvede mig frem. Eksperimenterede lidt. Skrev alting ned, for hvis det nu blev godt, var det træls ikke at kunne huske, hvad der var i. Rev lidt gulerødder. Udblødte chiafrø. Inden september var omme, stod jeg med de bedste gulerodsboller, jeg nogensinde havde smagt.

Det var selvfølgelig gulerodsbollerne med kærnemælk og chiafrø😉 Min første opskrift på bloggen.

Opskrifterne blev skrevet ned på gule post-its. Som blev væk. En stor del af min dag blev brugt på at lede efter ting. Så snart jeg havde sluppet dem, var de ude af øje og dermed helt ude af sind.

Løsningen var ikke at skrive opskrifterne ned i min håndskrevne kogebog, for den forsvandt også. Det eneste, jeg ikke mistede, var min telefon, for den kunne jeg opspore ved at ringe til den. Opskrifterne måtte på nettet. Bagvrk blev til.

Bagvrk.dk

Bloggen blev oprettet for min egen skyld. For at holde styr på mine noter og for at træne mit sprog. Når jeg skrev, havde jeg nemlig tid til at formulere en sætning i mit hoved, inden den skulle ud, og jeg havde alle muligheder for at rette i den, indtil den gav mening og så rigtig ud.

Instagram blev det sted, hvor jeg trænede mit engelske. I starten skrev jeg både på dansk og engelsk og havde i forvejen et stort internationalt netværk fra min tid som løber.

Hen ad vejen blev det for omfattende for mig at formulere mig på andet end dansk, så derfor er Bagvrk.dk på Instagram nu udelukkende på dansk og har været det længe.

De første mange måneder, var der ikke meget trafik på bloggen. Der var nogle, der bagte gulerodsbollerne. Alle bagte dem flere gange. Fødselsdagsbollerne og de gammeldags fastelavnsboller kom med. Opskrifter, jeg havde fået af min mor, og som jeg vidste, hvordan skulle smage, når de var lykkedes.

Bagvrk er stadig genoptræning for mig, og jeg bager eller skriver kun, når jeg har energien til det. Jeg holder allermest af at bage brød eller boller, som skal hæve, for så er der plads til et hvil ind imellem.

Samtidig er bloggen og de sociale medier blevet en stor del af mit netværk. Der er mange på den anden side af skærmen, som støtter mig. Hver gang jeg modtager en sød besked fra en læser, er det et virtuelt skulderklap.

Ligesom bollerne kan jeg gå til og fra kontakten med andre mennesker uden at være fysisk til stede. Der er plads til at lukke ned. Ingen forventer, at jeg byder ind med noget hele tiden.

Den største kamel når livet tager en drejning

Det sværeste har været at acceptere, at jeg ikke bliver rask. I december 2020 blev jeg tilkendt førtidspension.

Måske tænker du, at det ville være fedt at gå på pension som 51-årig? At have resten af sit liv til at gøre, lige hvad man har lyst til?

Eller måske er du af den opfattelse, at førtidspensionister er posedamer i en boligblok – eller at det er alkoholikeren nede på bænken. Det kan jeg fortælle dig, at det ikke er!

Førtidspensionister kommer i alle størrelser og udformninger. Man kan ikke spotte os på lang afstand. Jeg ser helt almindelig ud. Er godt gift og bor i et parcelhus bag en thujahæk.

En guldgrube?

Er jeg så en samfundsnasser? Nej! Jeg modtager førtidspension, fordi jeg er for syg til at kunne arbejde. Fordi min arbejdsplads gjorde mig syg. Man får ikke en førtidspension, hvis det ikke er nødvendigt.

Min mand får en udmærket løn. Derfor bliver der trukket i min pension. Hver den første får jeg udbetalt kr. 1.335,- i pension. Efter skat ganske vist, men alligevel. Et tusinde tre hundrede og fem og tredive kroner. Det er sgutte meget.

Førtidspensionsudbetalingen er nemlig afhængig af samboendes indtægt. Uanset om man er gift eller ej.

Vores held er, at jeg havde en god sundhedsforsikring. En forsikring, hvor jeg valgte at forsikre mig mod “Tab af erhvervsevne”. Den var ret dyr, men det er de bedste penge, vi nogensinde har givet ud. Min erhvervsevne er nemlig tabt.

Forsikringen udbetaler hver måned et beløb, så jeg bidrager med min del til de fælles udgifter, og så vi kan blive boende i huset. Det er jeg taknemmelig for.

Hvis jeg må give dig et godt råd, så gennemgå lige dine sundhedsforsikringer. Man håber altid, at man ikke får brug for en forsikring – uanset om det er mod brand eller indbrud. Men når uheldet er ude, er de virkelig guld værd.

Mit liv tog en drejning

Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg allerhelst have undværet at være syg. Det vil alle. Jeg kan længes efter den gang, hvor jeg altid havde en løsning i ærmet til kunderne, overskud til at løbe marathon og have mange bolde i luften.

Når det så er sagt, er jeg stolt og taknemmelig for hver eneste læser og følger, som frygtløst kaster sig ud i at bage vandbakkelser, brød eller fastelavnsboller efter mine opskrifter.

Mange gør det for første gang, men jeg ved, at mine opskrifter er grundigt forklarede og skudsikre, så alle kan lykkes med dem. Alle kan lære at bage!

Hvert eneste like er et smil. Hver eneste kommentar er et skulderklap.

Bagningen har reddet mig, så jeg igen har noget at stå op til. Noget, jeg er god til. Alle dage er ikke lige gode, men der er lyspunkter, som jeg kan holde fast i på de dårlige.

Det er det, jeg gerne vil give videre med Bagvrk. Et håb. Et opmuntrende ord. Troen på, at jeg gør noget godt, og at det forplanter sig ud i verden.

Det er store ord at kalde mig “bagestjerne på Instagram”, som der står i teksten i avisen, men jeg ved, jeg gør det godt. Måske er ordene lige tilpas?:-)

God karma er som en boomerang. Den vender altid tilbage.

Tak, fordi du læste med<3
Kærlig hilsen Lene