Det er pudsigt med barndomsminder. Nogle gange er oplevelsen ikke den samme, når den gentages mange år senere. Måske har dine smagsløg ændret sig, eller stemningen er ikke den samme. Det er et par år siden, jeg sidst har bagt jødekager. Jeg har prioriteret anderledes, når der skulle vælges småkager til advents- og julebag. Men de tynde, sprøde småkager smager nøjagtig, som jeg husker dem:-)
Jødekager
Jødekager er en gammel småkage. I 1700-tallet flygtede europæiske jøder bl.a. til Danmark, hvor de slog sig ned som bagere og skræddere. Man mener, at småkagen er opstået i de jødiske bagerier på den tid. Dengang blev kagerne bagt med kardemomme, som sammen med kanel var eksotiske krydderier for danskerne.
Jødekager er fantastiske at bage sammen med børn. Dejen er hurtig at lave. Børnene kan stikke alle de faconer kager ud, de orker. Kagerne skal ikke have ret lang tid i ovnen. Det er sådan en småkage, som alle kan li’. Helt knasende sprøde med en mild smag af kanel.
Du kan sagtens lave dejen dagen før, du skal bage dem. Den skal hvile mindst to timer i køleskabet. Hvis der går mere end to dage, fra du laver dejen, til du bager jødekager, så put dejen i fryseren. Der kan den ligge op til et par måneder.
Nogle drysser jødekager med kanel og mandler. Jeg bruger altid klassikeren kanelsukker. Du gør helt, som du vil;-)
Det er svært at sætte antal på en portion som denne, for det kommer an på, hvor store dine udstiksforme er. Men der bliver 6-7 plader småkager ud af dejen. Så har du da et fingerpeg.
Vil du se alle mine andre juleopskrifter, så få det fulde overblik her.
Jødekager
Ingredienser
- 250 g mel
- 100 g sukker
- ½ tsk hjortetaksalt
- 150 g bagemargarine eller smør
- 1 æg, str. M/L
Pensling og drys
- 1 æg
- 1 spsk fløde (eller mælk)
- 1 tsk kanel
Sådan gør du
- Bland mel, hjortetaksalt og sukker godt. Smuldr margarinen i de tørre ingredienser, så det har konsistens som groft sand. Saml dejen med ægget, og ælt dejen kort igennem. Læg dejen i en frysepose og lad den hvile i køleskabet i minimum to timer.
- Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør bageplader med bagepapir. Pisk æg og fløde godt sammen. Bland sukker og kanel i en anden skål.
- Rul dejen ud til 2 mm tykkelse på et meldrysset bord. Flyt på dejen en gang imellem, så den ikke hænger fast i bordet. (Hvis din dej bliver tykkere, skal kagerne bages længere tid i ovnen og bliver ikke helt så knasende sprøde.)
- Udstik så mange kager, du kan. Dyp udstikkerne i mel engang imellem, så de ikke hænger fast i dejen. Flyt kagerne over på bagepladerne med bagepapir og læg dem med en lille smule afstand.
- Pensl dine jødekager med æggeblandingen og drys dem med kanelsukker. (Jeg synes, det er nemmest at drysse kanelsukker på med fingrene.)
- Bag jødekagerne i øverste tredjedel af ovnen i 5-6 minutter, indtil de er gyldne.
- Lad kagerne afkøle på bagepladen nogle minutter, før de flyttes over på en rist for at afkøle helt.
- Saml dejkanterne, ælt det kort igennem og rul ud igen, indtil du har udstukket al dejen.
Skriv et svar