Endnu et år er slut, og på Instagram vrimler det med Best Nine billeder, de ni billeder som har fået flest likes på ens profil. Det er tid til at gøre status over 2019.
50 års fødselsdagen
Jeg blev 50 i år. Jeg havde en skøn dag med familien, veninder, masser af latter og champagne.
Det er altid noget særligt at runde et skarpt hjørne, men dette hjørne nød jeg endnu mere end de foregående. Da jeg blev 40, havde jeg uendeligt svært ved at sige min alder, og at den nu begyndte med ‘F’.
50 er ikke kun et tal. Det er halvvejs gennem livet. Når jeg ser tilbage på de 50 år, jeg allerede har levet, er det fyldt med lykkelige stunder, kærlige ord, knus, kys og glade oplevelser. Det lover godt for de næste 50 år.
Bagvrk i 2019
Bagvrk er vokset støt i år. Jeg er taknemmelig for hver eneste læser, følger og synes-godt-om. Tusind tak, fordi du har lyst til at læse med.
Jeg håber, vi ser endnu mere til hinanden i 2020, og at du bliver hængende.
Jeg har nydt at møde nye mennesker i virkeligheden, som allerede vidste, hvem jeg var gennem bloggen og mine sociale medier. Ikke fordi jeg er kendt eller fører mig frem, men fordi de har set MIG og husket mig:-)
Når man kun er en lille (eller måske snart mellemstor?) fisk på det store internet, er det sjovt at blive genkendt:-)
2019 var også året, hvor jeg begyndte at modtage tilbud om samarbejder – og hvor jeg lærte at sige nej tak.
Jeg siger kun ja, når et samarbejde passer 100% ind i mit univers. Og selv da tænker jeg mig om en ekstra gang. Jeg er nemlig stadig meget skrøbelig mht. forventninger og deadlines. Hellere sige nej tak end at presse mig selv unødigt, nu når bloggen udelukkende er for min fornøjelses skyld.
BOBLEVRK
I starten af året startede jeg endnu en blog, Boblevrk.dk. Den handler om champagne og andre dejlige dråber, men er ikke så hurtigtvoksende som Bagvrk. Det er helt OK, for det er også kun lysten og overskuddet, der driver værket der:-)
Kan du huske ti år tilbage?
Jeg er helt blank, når jeg prøver at tænke tilbage til 2010. Det eneste, jeg husker, er, at den store askesky sørgede for, at vi hang fast i Rom i april 2010.
Men hvad med hele årtiet? Tre børn fik studentereksamen, de to ældste er godt på vej med deres uddannelser, og alle tre arbejder videre mod deres drømme. Junior bliver færdig med 9. klasse til sommer og vil videre på gymnasiet. De bliver hurtigt store, de små.
Jeg begyndte at løbe (og holdt op igen, da jeg blev syg), gennemførte tre marathons og adskillige halvmarathons. Det var en stor bedrift, fordi jeg aldrig havde løbet før. Det beviser blot, at man kan, hvad man vil, hvis man er stædig nok.
Mit arbejde gjorde mig så syg, at jeg stadig er syg 3,5 år efter. Der har ikke været nogen fremgang i 2019, så det skal hele 2020 nok også gå med…
Vi fejrede vores kobberbryllup i 2016. Det er ikke til at tro, at det snart er fire år siden<3
2020 – hvad nu?
Et helt blankt år og tærsklen til et nyt årti. Bliver det en gentagelse af “de brølende 20’ere”? Optimisme, udvikling, økonomisk fremgang, rummelighed?
Well, hvis man blot gentager, sker der ikke nogen udvikling, vel? Men de fire nøgleord ovenfor kunne jeg godt ønske for det nye årti. – Blot det ikke ender med den store depression som i 1929…
Eftersom jeg allerede har depressionen helt inde på livet, kan det kun gå fremad.
Mine ønsker for 2020
Mine egne helt personlige ønsker for 2020 er blandet sammen med ønskerne for bloggen.
Jeg ønsker, at bloggen vokser yderligere i 2020. Ikke fordi det er vigtigt, at tallene bliver ved med at vokse, men fordi det er lidt sjovere at skrive de små ankedoter til opskrifterne, når der sidder nogen på den anden side af skærmen og læser med.
Du kan hjælpe mig med at blive “mere kendt” ved at synes-godt-om Bagvrk på Facebook, ved at følge mig på Instagram og ved at fortælle familie og venner om bloggen og de fortræffelige opskrifter, jeg deler;-)
Jeg havde et ønske for 2019, at jeg ville starte et nyhedsbrev op. Det fandt jeg aldrig overskuddet til. Det håber jeg at få taget hul på i 2020.
Nyhedsbrevet skal ikke bombardere din indbakke, men sende remindere om de bedste opskrifter til sæsonen samt gode tips og nyheder direkte til dig.
Jeg ønsker dig og din familie et helt vidunderligt nytår! Jeg håber, vi ses? Det kunne være så hyggeligt, hvadenten det er her på bloggen, på de sociale medier eller ude i virkeligheden:-)
De kærligste knus
Lene
PS: Hvis du er interesseret i at se de ni opskrifter, som er vist flest gange på bloggen i 2019, kan du se dem på billedet her:
Ann-christina
Kære Lene
Tak for din super gode “bage side” Jeg har fundet meget inspiration på den i løbet af året, særligt omkring måden at rydde op ud og væk på.
Som dig går jeg desværre også hjemme og er syg, venter på pension og har ventet længe, rigtig længe…. (Ca 18 år, har været syg i 22 år)Nok om det.
Når jeg nu er så meget hjemme, så er de sociale medier, blevet en ret “nær ven” de har taletid hele døgnet
Ønsker det bedste for dig, for din familie og for din fantastiske bagvrk side.
Rigtig godt nytår ✨
Knus Ann-christina
Lene Tranberg
Kære Ann-Christina:-)
Du og familien ønskes et vidunderligt nytår!
Jeg krydser fingre for, at 2020 bliver vores år;-)
Knus Lene