Du har sikkert slet ikke opdaget det, for farverne og udseendet på bloggen er det samme som i går. Der er dog sket en lille ændring: Overskriften er gået fra ‘Bagvrk – Bagværk bagt med nærvær’ til ‘Bagvrk – Bagværk alle kan bage’.
Bloggens fokus vil også fremadrettet handle om at give dig de allerbedste opskrifter, du kan finde nogen steder på det store internet. De skudsikre opskrifter, hvor du holdes i hånden hele vejen, fordi alt er omhyggeligt beskrevet.
Bagværk alle kan bage
Jeg bager stadig med nærvær. Jeg bager også for at finde den absolut nemmeste vej til et godt resultat. Opskrifter, som også lykkes hjemme i dit køkken, bare du øver dig lidt.
Indrømmet, jeg har bagt meget i de sidste 5 år. Derfor har jeg mere øvelse nu, end da jeg startede med at bage. Men du kan meget mere, end du tror. Jeg hepper nemlig på dig.
Alle kan bage. Alle kan (lære at) bage.
Min anbefaling er stadig at være til stede, når du bager. At gøre dig umage. Så får du nemlig det allerbedste resultat.
Når du bager og bruger alle dine sanser i processen, er det svært at tænke dumme tanker. Hovedet tømmes og tilbage er kun nærværet i øjeblikket.
Nogle gange må det godt gå hurtigt. Hvis familien står og råber på mad som sultne fugleunger, har du brug for at det går stærkt. Så gør du bare det.
Prøv alligevel en gang imellem at tage dig tiden og fordybe dig. Læse opskriften igennem, før du går i gang. Dufte til dejen, mærke den mellem hænderne, nyde det færdige bagværk.
Bagværk alle kan bage.
Tak, fordi du er her<3
Kærlig hilsen Lene
PS: Vil du følge meget mere med og få endnu mere inspiration til bagværk – og alt det andet, så følg med på Facebook eller Instagram. Du vil ikke fortryde det;-)
Skriv et svar