Rambomuffins – til seje spejdere

Vores mindste har været på tropstur med spejderne. Turen havde Rambo som tema, camouflage på invitationen, og mødre (eller fædre) måtte gerne bage en kage. Når kager skal stoppes i en rygsæk uden at tage alt for meget skade, er det smart at bage muffins. Temaet gav ligesom sig selv, det skulle være i camouflagefarver. – Jeg bagte Rambomuffins.

Rambomuffins

Dejen er stort set identisk med den, jeg bagte regnbuemuffins af til St. Patricks Day, men når man ser den, er den en ganske anden. Smagsmæssigt er det nærmere en marmormuffin – og hvis du ikke vil lave den firefarvet, kan du nøjes med at putte kakao i halvdelen af dejen og bage den sådan.

Rambomuffins

Det er ikke svært at lave Rambomuffins. Bare følg min vejledning. Der bliver 12 camouflerede muffins ud af portionen.

Rambomuffins

Rambomuffins

  • 100 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 3 æg
  • 200 g mel
  • 1½ tsk. bagepulver
  • ½ dl. mælk
  • 2 tsk. med top mørk kakao
  • Pastafarver i sort, brun (Wilton Marron) og mosgrøn (Wilton).

Rør smør lyst og luftigt med sukker og vanillesukker. Tilsæt æggene ét ad gangen og rør godt imellem hvert æg, så dejen er ensartet. Bland mel og bagepulver og tilsæt det ad et par gange, skiftevis med mælken.

Rambomuffins

Del dejen i fire små skåle. I de to af dem blander du en stor teskefuld mørk kakao. Den ene lade du være sådan, det er den brune. I den anden med kakao blander du sort pasta- (eller frugtfarve). I en tredje skål blander du lidt brun pastafarve, så dejen får en lys sandfarve. Den fjerde farves militærgrøn med mosgrøn pastafarve og en dråbe sort farve.

Læg papirmuffinforme i en muffinform med 12 huller og varm ovnen op til 200°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)

Rambomuffins

Fordel hver dej i en lille frysepose og klip et hjørne af. Læg små klatter dej i muffinformene i et tilfældigt mønster. (Læg en klat i alle 12 muffinforme, før du tager den næste farve og lægger en klat af den, så du skifter mellem farverne og får fordelt dejen ligeligt i alle forme.) Når al dejen er fordelt, banker du bagepladen mod bordet et par gange, så der ikke er luftlommer i formene.

Rambomuffins

Sæt formen i ovnen og bag dine Rambomuffins i ca. 18 minutter. Test med et trægrillspyd ell. lign. om der følger dej med op. Jeg valgte ikke at pynte kagerne yderligere, fordi de skulle med på tur, men det kan du gøre helt, som du vil.

Rambomuffins

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *