“Hvordan har du fået haren derind i?” Glæd dig til at overraske og imponere gæsterne, når du skærer kagen ud, og der er en hare i alle stykkerne. Bag en påskeharekage som den her.
Jeg legede med tanken om den her påskeharekage, siden jeg købte udstikkeren året før. En kage indeni en anden kage, ligesom min Ampelmann kage. Men eftersom harer er brune, ville jeg gerne have en lys kage udenom en chokoladekage.
Jeg ledte længe efter en næsten hvid kagedej til min påskeharekage. Ikke en gullig én, som en drømmekage, men én, som man kan farve i lyse farver. Derfor er kagen også velegnet til at bage lyseblå eller lyserøde kager af til fx. barnedåb eller til en “gender-kage”, hvor man afslører sit kommende barns køn.
Den hvide dej er uden æggeblommer og kun med æggehvider. Derved undgår man meget af den gule farve. Jeg har læst, at man kan bruge margarine i stedet for smør, hvis man vil have den endnu lysere, men der er ikke ret stor forskel på farven på Lurpak og bagemargarine, så jeg vil anbefale dig at bruge smør for smagens skyld.
Jeg havde gennem et stykke tid brugt Kage Hvedemel fra Valsemøllen. Det har et lavt proteinindhold på 9 g pr. 100 g, så det giver luftige rørekager og sprøde småkager. Kage hvedemel er produceret af fintformalet dansk vinterhvede. Jeg har købt mit i Netto, men det fås i mange dagligvarebutikker.
En indbagt påskeharekage
Det er ikke svært at bage en kage, hvor der er noget indeni. Man skal bare være en smule tålmodig, for der er lidt ventetid, mens den første kage bliver helt kold i fryseren. Og den skal være helt kold! Ellers smuldrer den, når du tager kagen ud af udstikkeren. Sæt nogle timer af til projektet, så du har tid nok.
Et godt råd vil være ikke at være for ambitiøs og vælge en udstiksform med masser af krummelurer, for jo mere kompliceret mønsteret er, jo sværere er det, at få figuren hel ud af udstiksformen og senere fylde den hvide dej op omkring.
Jeg kan klart anbefale at starte med en mere simpel udstiksform som fx et hjerte eller et påskeæg… Men alt er muligt, bare du er tålmodig og nærværende undervejs. – Så er det altså heller ikke sværere;-)
Bliver påskeharekagen ikke tør, når den skal bages to gange? Næh! For det første holder den lyse dej godt på fugtigheden. For det andet er chokoladedejen iskold, og så tager det længere tid, før varmen i ovnen når ind til den – og til den tid er den omgivende dej hævet op over den. Den bagte dej suger også lidt fugt fra den våde dej, så nej, kagen bliver overhovedet ikke tør.
Formen til kagen er en treliters rugbrødsform, så kagen får en fin højde. Du skal selvfølgelig måle efter, at din udstikker kan være i formen, og at der er plads til dej rundt om. Rugbrødsformen er 30 cm lang, så der bliver ca. 16 stykker ud af kagen.
Sørg for at tage smør, mælk og æg ud af køleskabet i god tid, før du går i gang med kagen, så det opnår stuetemperatur. Så får du et bedre og mere luftigt resultat.
Påskeharekage
Ingredienser
Brun kagedej
- 2 æg, str. M/L, stuetemperatur
- 170 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 70 g smør
- 1½ dl mælk
- 225 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 25 g mørk kakao
- 2 tsk bagepulver
Hvid kagedej
- 170 g blødt smør
- 300 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 2½ dl mælk, stuetemperatur
- 6 æggehvider (ca. 210 g), stuetemperatur
- 2 tsk mandelekstrakt
- 350 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 3 tsk bagepulver
- Lidt grøn pastafarve
Glasur
- 200 g flormelis
- Kogende vand
- Pastafarver i blå, gul og pink
Sådan gør du
Start med den mørke dej
- Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Gør en bradepande på ca. 20×30 cm klar med bagepapir. Det er nemt at få til at ligge helt ud i hjørnerne, hvis du gør bagepapiret vådt og trykker vandet ud af det. (Som når man vrider en klud.)
- Pisk æg, sukker og vanillesukker meget lyst og luftigt. Det tager minimum 10 minutter. Sigt mel sammen med bagepulver og kakao og bland det godt. Smelt smørret og bland det med mælken. Rør mel i dejen skiftevis med mælkeblandingen ved lav hastighed. Pisk ikke dejen. Det gør kagen kompakt. Jeg plejer at vende det sidste mel i dejen med lange tag med en dejskraber, så jeg ikke presser al luften ud af æggene.
- Hæld dejen i bradepanden og bag kagen i den nederste tredjedel af ovnen i 16-18 minutter. Mærk efter med en tandstikker, om kagen er bagt, eller om der hænger dej ved.
- Lad kagen køle et par minutter i bradepanden. Læg et stykke bagepapir ovenpå, og vend den over på en anden plade. Træk bagepapiret af kagen og sæt kagen i fryseren, indtil den er fast. Den behøver ikke være bundfrossen, men det er nemmere at stikke din påskehare ud, når kagen er kold.
- Når din chokoladekage er kold og fast, retter du kagen op, hvis den er bulet meget op på midten. Skær det øverste lag skorpe af, så der kun er “frisk kage” at se. Derefter tager du din udstiksform og udstikker så mange figurer, at du har nok til, at de kan udfylde rugbrødsformen fra ende til anden. Udstik et par ekstra for en sikkerheds skyld, hvis der er nogen, der knækker.
- Det er nemmest at få figurerne ud, hvis du trykker dem ud med fingrene oppefra i formen. Læg kagerne på frys igen, mens du laver den hvide dej. (Kageresterne kan lægges i fryseren og bruges til popcakes eller romkugler.)
Den hvide dej
- Din ovn skal igen være 175° varm. Smør eller spray din rugbrødsform godt med smør.
- Bland mælk med æggehvider og mandelessens i en kande. Pisk det let, så det blandes godt. Sigt mel og bagepulver sammen i en skål og bland det godt, så bagepulveret er jævnt fordelt.
- Pisk det bløde smør lyst og let med sukker og vanillesukker. Tilsæt æggehvideblandingen lidt ad gangen, og pisk godt imellem hver, så du får en jævn og glat dej. Husk at skrabe skålens sider ned. Når alt det våde er rørt ind i dejen, tilsætter du melet ad et par omgange og vender det i med lange tag med en dejskraber.
- Tag 2½ dl. af dejen fra i en skål og farv den grøn med pastafarve. Fordel dejen i bunden af brødformen og bag den i 7-8 minutter i nederste tredjedel af ovnen. Dejen er ikke gennembagt på dette tidspunkt, men har nået at sætte sig lidt. Hæld den hvide dej i en engangssprøjtepose eller en frysepose.
Bag din påskehare sammen
- Placer dine kolde, udstukne figurer helt tæt sammen i formen, så der ikke kan komme hvid dej ind imellem dem. Pres dem lidt ned i den bløde dej, så de står fast. (Jeg sprøjtede en stribe hvid dej i midten af formen, fordi jeg havde brug for, at der også kom lidt dej mellem harens ben.) Figurerne skal nå hele vejen hen i formen.
- Prik huller i den grønne dej med et trægrillspyd, så der bliver nogle tilfældige huller, som den hvide dej kan løbe ned i. Så kommer det til at ligne græs lidt mere. Fordel resten af den hvide dej ligeligt på begge sider af figurerne. Når du har brugt al dejen, glatter du dejen lidt med en dejskraber og trækker dejen op over figurerne.
- Bag nu din påskeharekage i den nederste tredjedel af ovnen i 45-50 minutter. Mærk efter med et grillspyd af træ, om kagen er gennembagt, eller om der hænger dej ved. Du skal naturligvis mærke i begge sider af kagen, og ikke i midten, for den brune dej er jo bagt;-)
- Lad din påskeharekage afkøle i formen i 5-10 minutter, før du vender den ud og lader den afkøle helt på en rist.
- Når kagen er kølet helt af, skal du pynte den med glasur. Rør en glasur af flormelis og kogende vand, til glasuren er jævn og ikke for tynd. Del glasuren i tre og farv hver del med hhv. blå, pink og gul pastafarve.
- Put hver farve glasur i en frysepose, klip et lille hjørne af posen og dekorer med glasur ved at føre posen frem og tilbage henover kagen, så der kommer multifarvede striber i flere lag. Skift farve en gang imellem, så kagen bliver så farverig som muligt.
Camilla olesen
Jeg er ved at lave den flotte kage her. Er det meningen at det hvide dej ikke overdækker haren i starten?
LT
Hej Camilla:-)
Ja, det gjorde min heller ikke i starten.
Kh Lene