Jeg har da ikke en depression! – Har jeg?

Det er tid til et meget personligt indlæg, for jeg har brug for at være åben om det. Jeg er for nylig blevet diagnosticeret med en mellem til svær depression, som jeg nu er i medicinsk behandling for.

Indflydelse?

Nogle gange kalder jeg mig selv blogger, når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver. Jeg er en del af Fynske Influencers, som er bloggere og influenter på Fyn.

Hvis jeg betragter mig selv som en influent, har jeg vel også en form for indflydelse? Jeg har et talerør, min blog, hvor jeg har lov at skrive, hvad jeg vil. Om hvad jeg vil. Hvad der berører mig. Og rører mig.

Jeg har indflydelse på, hvad jeg skriver om. Og hvad du kan læse om. Skal jeg udelukkende lave opskrifter? Eller skal jeg løfte en flig af sløret og fortælle lidt om mig selv? Det er mig, der bestemmer.

Du bestemmer selv, om du vil læse mit indlæg. Det er det, du har indflydelse på. Men hent en kop kaffe eller te og læs videre, for det, jeg har at fortælle, er faktisk ret vigtigt.

Hvad drev mig herud?

For lidt over to år siden blev jeg sygemeldt med stress pga ekstremt dårligt arbejdsmiljø. Jeg havde en chef, som var urimelig og nogle gange råbte ad mig. Andre gange var han indsmigrende og fortalte om alle de store planer, de havde med mig.

Når jeg skal lave en sammenligning, som de fleste kan forholde sig til eller forestille sig, sammenligner jeg mit job med et voldeligt ægteskab. Den ene dag slog han, den næste dag var han det sødeste. (Altså, ikke fysisk, men psykisk, ikke?)

Jeg kunne gå en hel dag, uden at nogen talte til – eller med – mig, før jeg kom hjem igen.

Kunne jeg ikke bare have fundet et andet job? Jo måske, men det er umuligt at se egne evner, når man er drevet helt derud, hvor jeg var. Hvorfor forlader en voldsramt ikke bare sin mand eller kone? Fordi de ikke kan. Ikke kan overskue konsekvenserne. Ikke tør.

Halmstråene

Da jeg blev sygemeldt i starten af juni 2016, troede jeg, at jeg bare lige skulle hen over sommeren, så var jeg klar igen. Bare et andet sted. Det var jo bare stress.

Jeg greb alle halmstrå i håb om at få det bedre: Psykolog, mindfulness, fysisk træning, kurser i at slippe tankerne og håndtere stress.

Noget af det var kommunale tilbud, andre var gennem min sundhedsforsikring, hvor jeg havde fire (unge) psykologer på et år – og startede forfra for hvert skift og skulle rippe op i det hele igen – og igen.

Jeg kom omkring Arbejdsmedicinsk Klinik for at få konstateret, om der var tale om en arbejdsskade. Selvom det var jobbet og min chef, der gjorde mig syg, var der “kun” tale om en tilpasningsreaktion pga en “temperamentsfuld ledelsesstil, grænsende til chikane”.

Jeg havde tydelige angstsymptomer, men ikke tegn på depression, så det har jeg hele tiden hængt min hat på: “Jeg har ikke en depression!” – i hvert fald ikke i august 2016.

Jeg har gået til samtaler hos min egen læge hver 3.-4. uge. Nogle dage har jeg været optimistisk og smilende. Jeg var i bedring, omend det gik langsomt fremad. Andre dage var jeg bange og ked af det. Græd. Meget.

Jeg har holdt fast i bloggen. Tristheden og melankolien skulle bare bages væk. Jeg modbeviste min manglende tro på egne evner ved at finde de perfekte opskrifter på marengs  og eclairs. Der var noget, jeg var god til:-)

Psykiateren og diagnosen

Sundhedsforsikringen har selvfølgelig haft et ønske om at få undersøgt, om jeg virkelig kunne blive ved med at være syg? De bad om en speciallægeerklæring hos en psykiater i København.

Jeg forestillede mig en mand med hugtænder – og horn i panden. Men han var helt stille og rolig. Tog sig tid til at tale med mig. Hørte mig. SÅ mig. Lyttede til mig.

Psykiateren var ikke i tvivl. Jeg slog ud på 8 ud af 10 faktorer. Jeg har en mellem til svær depression, som krævede omgående medicinsk behandling. At vente med behandling svarede til at gå med et åbent benbrud og vente på, at det gror sammen af sig selv. Det sker ikke. Og jeg kan ikke bare bage det væk.

Jeg blev nærmest lettet. Jeg var ikke rask. Jeg var præcis lige så syg, som jeg følte mig. Måske endda lidt værre, for jeg havde jo ikke en depression, havde jeg?

Var jeg ikke altid positiv og smilende? Skrev jeg ikke altid søde svar og kommentarer til alle spørgsmål? Jo, når jeg tog min positive maske på og tvang de mørke tanker til at træde i baggrunden.

Der er da ingen, der vil høre på et klynkehoved? Ingen har medlidenhed med en, der kæmper med så mange psykiske dårligdomme? Som bliver ved med at være skrækslagen, når hun ser en bil magen til chefens? Som ikke kommer i bestemte dele af byen, fordi der er risiko for at møde de forkerte?

Medicin mod depression

Men depressionen er en del af mig, og jeg har taget imod den medicinske behandling med kyshånd. Det er den sidste sten, vi ikke har vendt endnu.

Den medicinske indlægsseddel er på størrelse med vores spisebord og tætskrevet. Der er en lang liste med bivirkninger. Bivirkningerne kommer med det samme. Virkningen først efter en måned eller længere.

Så jeg venter med længsel. De bivirkninger, jeg oplever, er kvalme, svimmelhed og uendelig træthed. Jeg har nedsat appetit og slet ikke lyst til mellemmåltider eller søde sager. (Fint for vægten, men lidt skidt, når man plejer at bage kage hver dag, næsten.)

Men bivirkningerne er ikke værre, end at jeg gerne tager dem med for at slippe for mørket og det onde. Jeg vil SÅ gerne være rask igen. Jeg vil gerne være den gamle Lene med det lyse sind igen! Det sker måske aldrig. Måske letter det bare lidt.

Jeg har en henvisning til en psykiater her i byen, som forhåbentlig kan hjælpe mig videre. Eller holde øje med mig. Om der sker fremskridt. Men pga ventetider har jeg først en tid i starten af oktober! Godt, det ikke var et brækket ben, der skulle vente så længe!?

Pointen

Og hvor vil jeg hen med hele den fortælling? Jo, jeg har nogle pointer, jeg gerne vil ud med:

Lad være med at skue hunden på hårene! Du kan umuligt vide, hvordan andre har det uden at være i deres krop. Jeg vidste det ikke engang selv, og jeg var endda i min egen krop!

Bed om al den hjælp, du kan få, men bed om den rigtige hjælp. Mærk efter, hvad der føles rigtigt for dig. Jeg var så desperat, at jeg klamrede mig til alle halmstrå for at blive rask, og jeg endte med hele halmballen. Det var lige i overkanten… For lidt og for meget, du ved.

Depression er en ganske almindelig følgevirkning ved langvarig stress, men kan have mange andre årsager. Da jeg skrev på min private Facebook i går, var der flere venner, som rakte hånden op og fortalte, at de selv havde været der.

Depression er meget almindeligt. Når man kigger hen over et helt liv, havner hver femte eller sjette dansker i en depression. Kig dig omkring og tæl dig frem, hvor udbredt det er. Det kan ramme din veninde, din kollega, din bror, dig selv.

Bryd tabuet og tal om det

Der er stadig store tabuer omkring depression og andre psykiske sygdomme. Men når det er så almindeligt, hvorfor er det så skamfuldt at tale om? Det er umuligt for andre at tage hensyn til sygdommen og den syge, hvis de ikke ved, at de skal.

Psykisk sygdom er usynligt. Alle kan se en brækket arm, spørge ind til det og tage hensyn. Hjælpe med at tage jakken på eller bære posen med købmandsvarer. Der er endda en prognose for, hvornår gipsen kommer af, og man kan starte genoptræning. Det er tydeligt for omverdenen, hvad man kan og har brug for.

Hvad er prognosen for en depression? Jeg trækker på skuldrene, for jeg ved det ikke. Det er selvfølgelig heller ikke alle depressioner, der kræver medicinsk behandling. Mange kan hjælpes med samtaler hos en psykolog.

Hvis du vil vide mere, kan du læse videre hos Psykiatrifonden. Psykiatrifonden er en humanitær organisation, som bl.a. arbejder for, at fremme den psykiske sundhed, så alle får mulighed for at leve et godt liv.

Hvad kan du gøre som pårørende/veninde/kollega? Bryd tabuet og tal om det! Vis, at du anerkender, ser og lytter til den syge. Giv en krammer, når der er brug for det. Gå en tur sammen. – Og det her gælder ikke kun ved depressioner. Psykisk sygdom kommer i mange forklædninger.

Det var det, jeg havde på hjerte i dag. Pas på hinanden derude!

Tak, fordi du læste med♥

Hvis du vil læse mit tidligere indlæg om bagning mod stress, kan du finde det her.