Jeg beskriver og anbefaler mit yndlingsgrej i køkkenet. Alle anbefalinger og ord er mine egne. Dette indlæg er ikke sponsoreret.
Bagestålet
Jeg er meget begejstret for at bage brød, pizza og boller på bagestålet, en 6 mm tyk jernplade, som varmes op sammen med ovnen. Det har fået sit helt eget indlæg, som du kan læse her.
Dejskraberen
Jeg har tre dejskærere/bordskrabere, men kunne godt nøjes med én. Dejskrabere som den hvide og silikonedejskrabere kan man derimod aldrig få for mange af. Mine yndlingshjælpere har fået deres eget blogindlæg. Jeg er særligt glad for de tre i metal, når jeg skal gøre køkkenbordet rent bagefter.
Stegesoen
Marmitta stegesoen fra Kähler er mit mest uundværlige stykke køkkengrej. Jeg bager alt mit surdejs- og langtidshævede brød i den, fordi den kan holde dampen lukket inde, indtil det er tid til at gøre skorpen sprød. Andre bruger støbejernsgryder, men med Marmitta’en er det særligt smart, at den kan vendes på hovedet, så den dybe del fungerer som låg og den flade som bund. Dermed er der ikke så stor risiko for at brænde sig, når brødet skal ind og ud af den – eller når det skal ridses før bagning.
Kagerullen
Min kagerulle har fulgt mig i mange år, faktisk lige siden 1989, hvor jeg flyttede hjemmefra. Marmor var højeste mode, men den er bare så supergod, at den ikke skal skiftes ud, nogensinde. Kagerullen er ret tung, over to kilo. Man skal ikke bruge mange kræfter på at rulle dej ud, bare rulle frem og tilbage og lade vægten gøre resten. Derudover er marmoren altid kølig, så mør- og wienerdeje ikke bliver varmet unødigt op under udrulning.
Røremaskinen
Nogle vil mene, at det ikke har noget med en røremaskine at gøre, men jeg er forelsket i min KitchenAid. I forhold til at røre eller ælte i hånden, er den en kæmpehjælp. Den har måske ikke så mange muskler på papiret som min mors gamle, gule Kenwood, men for sytten, hvor er den PÆN!
Jeg ønskede mig den lækre lyserøde, men besindede mig og købte den klassiske sorte, da jeg stod i butikken og skulle vælge. Jeg glæder mig over de bløde kurver, hver gang jeg bruger den, og den har sit eget hjørne af køkkenbordet.