Byens fedeste teenageværelse med hovedgærde af genbrugstræ? Det stod og ventede på vores yngste (på snart 16), da han vendte hjem fra spejderlejr i går.
Hvis man tager væk i minimum en uge, kan der være overraskelser i vente, når man vender hjem igen. Da Morten var i frivillig Corona-karantæne i marts/april, havde August og jeg bygget en buet bålbænk med tilhørende bålområde til ham imens.
Værelsesrokaden
August har længe talt om at flytte værelset nedenunder til det gamle soveværelse, som er større end hans hidtidige værelse. Jeg har været “lidt” tilbageholdende, fordi det ville betyde en større rokade af opbevaring og funktioner i huset.
Det gamle soveværelse har fungeret som skabsrum/opbevaring af løbetøj, Augusts tøj, syltetøjsglas, håndklæder, vinreol, fotoudstyr, tørrerum, fotorum – og sikkert flere ting. Det har været nemt at bære vasketøjet fra bryggerset til skabsrummet, når det skulle tørre – og lægge det på plads efter foldning.
I stedet skulle fire højskabe bæres på førstesalen til hans tidligere værelse sammen med tørrestativet og et skrivebord/fotobord/tøjfoldningsbord.
August havde på forhånd målt det nye værelse op, placeret sine møbler – og forkastet ideen, fordi der ikke var så meget mere plads, som han havde håbet.
I stedet ville han hellere vente på, at Natasja flyttede hjemmefra (hun har husets mindste værelse, men bor her kun hver anden weekend), så han kunne få hendes værelse som Playstation-rum. (Det var det samme rum, som jeg havde forestillet mig, skabene skulle flyttes ind i, så der kunne være tørrerum også.)
Indretningsideerne
Det kræver altid et nyt lag maling, når man renoverer et rum. Der var huller i væggene fra hylder, som hang der, da vores ældste havde værelset (for ca. 8 år siden), og malingen trængte til en hurtig opkvikning. Hvidt loft og hvide vægge var i forvejen en del af planen.
Jeg ville gerne give indretningen et markant udseende med et hovedgærde af genbrugstræ, men med flere funktioner end bare at beskytte væggen bag sengen mod slid.
Der skulle være en opslagstavle, en væglampe, opladerstik – og så måtte det gerne se lidt råt ud.
Skabenes placering skulle være i det ene hjørne, mens Augusts skateboardhylder, som fulgte med fra det gamle værelse, skulle hænge mellem dør og skabe.
Det er aldrig rart at sidde med ryggen til døren i et rum, så skrivebordets placering til højre for døren gav også sig selv. Der kom lyset også ind fra siden, så han hverken fik lyset lige i hovedet (med stor kontrast til skærmens lys), eller at der kom spejlinger i skærmen fra vinduet.
Sengetæppet af gamle jeans-bagdele bør få et blogindlæg for sig selv, så udover at det var et 7 år gammelt projekt, som havde ligget halvfærdigt i en skuffe i al den tid, behøver du ikke få så meget at vide om det her;-)
Hovedgærde af genbrugstræ
Der skal ikke så meget arbejdstegning til, når Morten og jeg bygger noget sammen. En hurtig skitse som den her og en tommestok på væggen, så var han klar til at gå i gang.
Vi havde en stak brædder liggende, fra da vi byggede shelter forrige år. Træet var rå, ubehandlede brædder. De skulle slibes på den side, som skulle vende udad på hovedgærdet, så man ikke risikerede at stikke sig på splinterne.
Bredden på hovedgærdet er 110 cm. Sengen er 90 cm bred, så der er et udhæng på begge sider på 10 cm.
Det var vigtigt for os, at hovedgærdet ikke gik helt til gulvet, men sluttede omkring fodlisten. På den måde vil der ikke ligge en masse støv bag det nederste bræt, men det kunne holdes rent, når der støvsuges.
Skulle der falde noget ned imellem brædderne og om bag hovedgærdet, ville man kunne fiske det frem under sengen.
To skillerumslægter blev skruet fast til væggen, og brædderne blev skruet fast til dem med en lille smule afstand. Vi brugte to tændstikker som afstandsklodser, og ligeledes var der et par mm afstand til væggen.
Skru endelig alle brædderne fast til væggen og sæt sengen på plads, før du begynder at tage stilling til lampens placering etc. Da brædderne er sat fast med en enkelt skrue i hver side, kan de nemt skrues af igen, når du skal trække ledninger etc.
Stikdåsen
En af mine ideer var, at jeg ville skjule den stikdåse, som Junior har alle sine opladere i. På det gamle værelse lå den under sengen. Det var besværligt, når der skulle støvsuges, og der lå altid en gang ledningsspaghetti mellem seng og natbord.
Stikdåsen med 6 stik og afbryder er monteret med vinkelkroge på den lodrette lægte. De kan nemt drejes til siden, hvis man har behov for at fjerne stikdåsen på et tidspunkt. De holder den fast, så stikkene altid sidder sikkert. Brædderne går ud over stikdåsen og stikkene, så den er skjult bag hovedgærdet. Regn med 10 cm udhæng fra kanten af brættet til kanten af lægten.
Væglampen
Vi havde en Bestlite væglampe siddende på en væg, hvor den var monteret lidt umotiveret. Der havde stået en lænestol under den, men den var siden blevet flyttet, så lampen nu hang underligt for sig selv. Den skulle være den nye sengelampe.
(Nogle kan synes, det er overkill med en Bestlite lampe på et børneværelse, men det var en lampe, jeg havde købt billigt gennem et tidligere job, og den var som sagt til overs…)
På den gamle lampe sad afbryderen på ledningen ret langt nede, så vi var nødt til at finde på en anden løsning. Det blev en lille trykafbryder, som kunne monteres på brættet ved siden af lampen.
Vi købte den lille trykafbryder i Bauhaus. Der var ingen samlevejledning med, så det voldte en smule problemer. Det syntes indlysende, at ledningerne begge skulle føres ind i den lille afbryder – men det blev ved med at tage strømmen i huset.
Heldigvis har vi en nabo, som ved en masse om ledninger og strøm, så da først Søren havde kigget på det, lå løsningen lige for.
Det var kun den ene ledning, som skulle samlet med trykafbryderen, mens den anden skulle samles med en samlemuffe og isoleres, så den ikke kunne få forbindelse til den første;-)
Brættet blev skåret ud på bagsiden, så trykafbryderen kom ind i plan med brættet, og løsningen blev perfekt.
Opslagstavlen
I min syæske lå en rulle sort elastik, som sikkert var indkøbt til noget babytøj for mange år siden.
Jeg ville lave en simpel opslagstavle ved at føre elastikken på kryds og tværs mellem brædderne.
En skrue blev fastgjort til den ene ende af elastikken, før den blev skubbet ind mellem to brædder. Derefter var det blot at skubbe elastikken ind mellem brædderne og for enden af dem, indtil jeg havde brugt det hele. En skrue blev bundet til den anden ende af elastikken, så der var en afslutning, der kunne holde den fast.
For at gøre mønsteret mere stabilt, så billeder etc. blev holdt fast til brædderne, slog jeg en lille stift (lille søm) fast i krydsene, hvor elastikkerne mødtes. Hovedet på stiften blev malet sort med en tusch, så den faldt i ét med elastikken.
Fra enkeltseng til dobbeltseng
Da junior et par år efter, dette indlæg blev udgivet, fik sig en sød kæreste, opstod ønsket om en dobbeltseng. Derfor skulle hans hovedgærde af genbrugstræ udvides.
Det var ikke svært at opgradere sengegavlen til den nye seng: De nederste brædder blev skruet af og erstattet af nogle, der var dobbelt så lange.
Der blev monteret en skillerumslægte til venstre og en vandret bag det øverste bræt. Den vandrette udgjorde nu en hylde, så telefon, iPad og diverse opladere kunne ligge skjult øverst.
Ligeledes blev stikdåsen flyttet højere op, så den kom op over hylden, men stadig sad skjult bag de øverste brædder.
Bræddernes farveforskel (fra nyslebne til patinerede brædder) udligner sig over tid.
Slå dig løs!
Nu er du klar til at bygge dit eget hovedgærde af genbrugstræ. Har du lyst til at læse om nogle af vores andre gør-det-selv-projekter, finder du den samlede oversigt her.
Materialer til hovedgærde af genbrugstræ
Ingredienser
- 2 skillerumslægter 38×57 mm, L240 cm
- 6 skruer 5×120 mm plus plugs
- 22 brædder 16×100 mm, L110 cm
- 44 skruer 4×40 mm
- 1 stikdåse til 6 stik med afbryder
- 4 vinkelkroge
- 5 meter sort elastikbånd, B25 mm
- 2 skruer
- 1 væglampe
- 1 trykafbryder
- Kap-/geringssav
- Rystepudser med korn 120 sandpapir
- Bore-/skruemaskine
- Tommestok og blyant
- Vaterpas
Sådan gør du
- Sav lægterne til i højden. Fastgør dem til væggen, 10 cm inde fra hver side af hovedgavlen. Tjek med vaterpasset, at de er i lod.
- Skær brædderne til i længden, og puds dem med rystepudseren, så der ikke er splinter, der stikker ud.
- Skru brædderne fast fra toppen af lægterne og nedefter. Kontroller, at det øverste bræt er i vater. Brug fx tændstikker til at holde afstanden mellem brædderne. Lad der være et par mm fri i siden ind mod hjørnet.
- Bor hul igennem et bræt til væglampens ledning. Skru væglampen fast. Bor hul til trykafbryderen ved siden af lampen. Udskær brættet på bagsiden, så der bliver plads til samlemuffen. Monter trykafbryderen.
- Fastgør stikdåsen med de fire vinkelskruer. Det er nemmest at skrue de nederste brædder af imens, så du får plads til at arbejde på. Vikl stikdåsens og væglampens ledninger op, og fastgør dem bag de nederste brædder, så de sidder pænt og ikke "hænger underud". Skru brædderne på plads igen.
- Bind elastikbåndet om en skrue. Træk den ind mellem to brædder, så den sidder fast, og før elastikken i et mønster mellem brædderne. Fastgør den anden ende til en skrue, og afslut ved at føre den ind mellem to brædder. Slå små stifter fast gennem elastikkens samlinger, og mal dem sorte med en tusch.
- Sæt sengen på plads, læn dig tilbage, og nyd synet af dit arbejde<3
Skriv et svar