Tænd ovnen på 175° (alm. ovn, ikke varmluft) og læg 12 papirforme i en muffinform med 12 huller.
Rør smør, sukker og vanillesukker godt sammen. (Jeg bruger K-spaden i min røremaskine, men du kan sagtens bruge en håndmixer.) Tilsæt æggene ét ad gangen, og rør godt mellem hvert æg. Skrab skålens sider ned, hvis det er nødvendigt. Tilsæt creme fraiche og pastafarve og rør igen.
I en skål sigtes mel, Maizena, kakao, bagepulver og natron sammen. Bland det godt og sørg for at hævemidler og kakao er godt fordelt. Vend de tørre ingredienser i dejen med lange tag med en dejskraber. Du skal ikke piske, så får du kompakte muffins.
Juster evt. farven med mere pastafarve. Farven bliver mørkere, når de er bagt, fordi kakaoen træder mere frem. (Du kan tydeligt se forskellen på billederne herover og -under.)
Bagningen
Fordel dejen i de 12 muffinforme. Put ikke mere dej i, end at formene ikke fyldes højere op end ¾.
Bag dine green velvet cupcakes i nederste tredjedel af ovnen i ca. 20 minutter. Mærk efter med en tandstikker af træ, om kagerne er gennembagte, eller om der følger dej med op.
Lad dine kager afkøle 5 minutter i metalformen, før du tager dem ud og lader dem afkøle helt på en bagerist.
Pynt dem med et drys flormelis eller top med flødebolleskum og trekløverkrymmel.
Noter
Green velvet cupcakes kan sagtens fryses ned uden skum og pynt. Kagerne kan også bages dagen før og blot opbevares (uden pynt) i fryseposer ved stuetemperatur.Du finder opskriften på flødebolleskummet her.
Tags Cupcakes, Harry Potter, Muffins, St. Patricks Day, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!