Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør en bageplade med bagepapir.
Slå æggene ud i en skål og vej dem. Ret opskriften til efter vægten af dine æg, så du bruger (vægtmæssigt) lige så meget vand som vægten af æggene. Brug halvdelen af vægten i smør og to tredjedel mel i forhold til æggenes vægt.
Varm vand og smør op i gryde, til det koger. Tag gryden af varmen. Hæld melet i på én gang, og rør dejen glat. Sæt gryden tilbage på varmen, og bag dejen godt igennem, til den er blank, glat og har en kernetemperatur på 75°.
Hæld dejen over i en røreskål og lad den afkøle til den er højest 60° varm. Bred den lidt op ad skålens sider, så køler den hurtigere.
Med din håndmixer eller piskeren i din røremaskine rører du ét æg i dejen ad gangen. Rør godt imellem hvert æg og skrab skålens sider ned, så dejen bliver samlet og glat, før du rører det næste æg i.
Dejen bredes ud i et 1-1½ centimeter tykt lag på bagepapiret. Brug bagsiden af en ske. Husk, at kagemanden hæver og breder sig under bagningen, så han skal være lidt slank, når du lægger dejen på.
Bag din kagemand i nederste tredjedel af ovnen i 25-30 minutter. Husk ikke at åbne ovnlågen før tid!
Kagemanden skal være gyldenbrun, ikke lys og ikke mørk. Kig på billedet og gå efter den farve.
Når kagemanden er kølet af, skal du røre en blank, lidt tyk glasur af flormelis og kogende vand. Farv den evt. med kakao eller pastafarver, før du fordeler glasuren på kagemanden. Pynt med slik, før glasuren sætter sig.
Noter
Vandbakkelser smager allerbedst, når de er friskbagte. Du kan bage kagemanden dagen før, men den skal først pyntes på dagen. Når den er kølet af på pladen, lægger du et tørt viskestykke over den og sætter den i et køligt rum. Alternativt kan du fordele dejen på bagepapiret og stille bagepladen i køleskabet til dagen efter, så du kan bage den.
Tags Dansk Klassiker, Fødselsdag, Kagemand, Supernem, Vandbakkelser
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!