Bræk rugbrødet i mindre stykker og put det i en food processor sammen med mel, salt og creme fraiche. Purér det til en homogen masse. Hæld olie og vand i og blend igen.
Fyld massen i en frysepose og læg det i køleskabet i en halv time, så det får lov at samle sig.
Varm ovnen op til 200 grader (alm. ovn, ikke varmluft) og spray fire små tærteforme med løs bund (10 cm i diameter) med smør- eller oliespray. Sæt dem på en bageplade.
Når dejen har hvilet, deler du den i fire lige store dele. Pres massen godt fast i tærteformen og pres den rundt langs kanten. Prik tærtebunden med en gaffel. Bag tærterne i ca. 17 minutter, til de er gyldne i kanten.
Lad dine rugbrødstærter køle i formene, før du tager dem ud af formene og lader dem afkøle helt. Hvis du først skal bruge tærtebundene dagen efter, skal du pakke dem ind, så de ikke bliver tørre. (Jeg brugte en bradepande med låg til at opbevare dem i.)
Tunmousse
Læg husblassen i blød i koldt vand i 20 minutter.
Hæld vandet fra tunen. Bland tun, skyr, mayonnaise, citronsaft og dild i en food processor og blend det til en homogen masse. Smag til med salt, cayennepeber og peber.
Knug husblassen fri for vand og læg den i en lille gryde sammen med de to spsk. mælk eller fløde. Varm det over svag varme, indtil husblassen er smeltet. Fjern gryden fra varmen og lad det køle af.
Tag en skefuld tunmousse og pisk det grundigt ind i husblassen. Fortsæt med endnu en skefuld tunmousse eller to, til husblassen ikke er varmere end lillefingervarmt. Hæld husblasmassen over i tunmoussen, mens food processoren kører, så det bliver blandet godt med tunmassen.
Hæld din tunmousse i en skål, dæk den til og sæt den i køleskabet, indtil den er stivnet.
Samling og pynt
Hvis rugbrødstærterne er blevet bløde af at stå, kan du lune dem i ovnen, til de er sprøde igen.
Skyl citronen og skær den i tynde både, og fjern evt. kerner. Skær midterstrengen af citronbådene. Skyl salaten og læg tre små blade i hver rugbrødstærte.
Fyld tunmoussen i en engangssprøjtepose, som du har klargjort med en stjernetyl. Det er ikke nødvendigt at piske moussen først. Start i midten af tærten og sprøjt en rose ud. Pynt med en citronbåd og en kvist dild.
Noter
Sæt dine rugbrødstærter på køl indtil servering.
Tags Forår, Påske, Rugbrød, Supernem, Tun
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!