Bland mel, sukker, bagepulver og natron godt. Sigt de tørre ingredienser ned i en stor skål. Skær smørret i mindre stykker, og smuldr det med kolde hænder sammen med melet, til det ligner groft sand.
Mens du smuldrer smørret, løfter du op i det tørre og lader det drysse ned i skålen. På den måde får du mere luft ind i dejen. (Alternativt kan du hakke det i foodprocessoren eller i røremaskinen med dejspaden.)
Lav en fordybning i melet. Bland evt chokoladestykker i. Hæld kærnemælken ned i fordybningen. Rør nu med gaflen udefra og ind, indtil du har blandet kærnemælken ind i dejen og saml resten med hænderne.
Dejen skal være ret fugtig, du skal ikke ælte mere mel i. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile på bordet i 30 minutter, så den får tid til at slappe lidt af - og melet får ro til at opsuge mere af væsken.
Varm ovnen op til 190° (alm. ovn, ikke varmluft).
Rul dejen ud på et let meldrysset bord med en kagerulle til en tykkelse på 2 centimeter. Fold en tredjedel af dejen ind over midten og gør det samme med den anden tredjedel. Hvis du vil have chokolade i dine scones, kan du fint folde den ind i dejen.
Vend dejen, så samlingen vender ned mod bordet, og rul dejen ud til 2 centimeters tykkelse på den anden led. Fold igen dejen sammen i tredjedele (på den anden led denne gang). Du har nu en kvadratisk dej.
Dejen udrulles til 2 cm tykkelse, og der udstikkes cirkler med et glas eller en udstiksform med en diameter på 6 cm. Dejen lægges på en bageplade, beklædt med bagepapir. Resten af dejen samles hurtigt, rulles ud igen og stikkes ud.
Stik dem ud så tæt, du kan. Jo flere gange, dejen rulles ud, jo mere kompakt bliver din scone.
Pisk ægget til pensling godt sammen. Dejen pensles med sammenpisket æg og tørrer et par minutter, før de pensles igen. Bages i ca. 17 minutter i nederste tredjedel af ovnen.
Noter
Scones er fryseegnede i op til 3 måneder.Den ubagte dej kan fryses ned. Du behøver ikke tø den op før bagning. Dine scones skal blot bage ca. 5 minutter længere.
Tags Boller, Klassisk, Mellemmåltid, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!