Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Smør enderne i formen og læg et stykke firkantet bagepapir ned i, så det kun dækker de lange sider. Det gør det nemt at få kagen op af formen igen.
Skær de rensede rabarber i stykker på 10 centimeters længde, så det passer med formens bredde.
Pisk smør, sukker og vanillesukker lyst. Tilsæt marcipanen og pisk igen, til det er jævnt. Hæld æggene i ét ad gangen, mens du pisker godt imellem hvert æg.
Dejen ser skilt eller grynet ud, fordi du har hakket marcipanen i småstykker, men den bliver glat igen, så snart melet kommer i. Det betyder ingenting.
Sigt mel og bagepulver sammen i en skål og bland det godt, så der ikke er nogen klumper af bagepulver. Vend melet i med lange tag med en dejskraber, skiftevis med mælken. Begynd og slut med mel. Du skal ikke røre længere, end at der ikke er synligt mel længere. – Og du skal slet ikke piske, for så bliver din rabarbermazarin kompakt.
Fordel dejen i den aflange form og læg rabarberstilkene på tværs af formen ovenpå dejen. Tryk rabarberne lidt ned i dejen, når de ligger rigtigt.
Bag din rabarbermazarin i nederste tredjedel af ovnen i ca. 50 minutter. Tjek med en trætandstikker eller et -grillspyd, om kagen er gennembagt, eller der hænger dej ved. Hvis rabarberne har rejst sig på kagen, kan du presse dem ned med hånden, mens kagen er varm.
Lad kagen køle af i formen i 10 minutter, før du forsigtigt løfter kagen ud af formen ved at løfte i bagepapiret. Lad kagen afkøle helt.
Noter
Rabarbermazarinen holder sig frisk i et par dage, men kan også fryses ned.
Tags Forår, Marcipan, Raberber, Skærekage, Sommer
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!