Du kan sagtens sætte sukkerstokkanten på glassene dagen før, du laver moussen, hvis det passer bedre ind i dit program. Læg sukkerstokkene i en frysepose og knus dem med en hammer eller kagerulle.
Hæld lidt glukosesirup i en flad tallerken. Vend glassene på hovedet, dyp kanten i siruppen, dryp dem af og sæt glassene rigtigt.
Lad siruppen tørre nogle minutter, før du går videre, for ellers kan det løbe, når der kommer vægt fra sukkerstokkene på.
Hæld de knuste sukkerstokke i en dyb tallerken eller skål og dyp glassene ned i. Sørg for at kanten er helt dækket.
Pebermyntemousse
Læg husblassen i blød i koldt vand i minimum 20 minutter. Hak chokoladen fint og hæld den i en skål.
Varm 1 dl. af fløden op til lige under kogepunktet. Tag gryden af, knug væden af husblassen og smelt den i fløden. Bland pebermynteekstrakten i og hæld den varme fløde over den hakkede, hvide chokolade.
Lad blandingen stå et par minutter, før du rører i den. Bland fløde og chokolade ved at røre med en dejskraber, først i midten og så længere og længere ud i blandingen.
Når al chokoladen er smeltet, deler du blandingen i to lige store dele og farver den ene halvdel rød eller pink med pastafarve eller frugtfarve. (Jeg synes, det fungerer bedst med pastafarve.)
Husk, at farven bliver lysere, når der kommer flødeskum i. Smag evt. til med mere pebermynteekstrakt. Lad begge portioner afkøle til max. 37 grader. Det må gerne begynde at sætte sig en smule.
Pisk resten af fløden til skum (bløde toppe), del det i to dele og vend det forsigtigt i hver chokoladeblanding med lange tag med en dejskraber ad nogle omgange, så du ikke slår luften ud af fløden.
Fyld i glasset
Hæld din pebermyntemousse i hver sin engangssprøjtepose og klip spidsen af. Fordel mousserne i de klargjorte glas, cirka en barneskefuld ad gangen, skiftevis rød og hvid, indtil du har brugt al moussen.
Hold sprøjteposen lodret og læg klatterne lige ovenpå hinanden, så du nærmest stabler dem. På denne måde bliver desserten stribet indeni, når du spiser af den.
Sæt dine glas med pebermyntemousse koldt, indtil moussen har sat sig, ca. 2 timer.
Noter
Sæt først de små pebermyntemarengs på, lige før du serverer din pebermyntemousse.
Tags Jul, Mousse, Pebermynte
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!