Dette focaccia med honning, pære og brie er en skøn smagskombination – lige velegnet til ostebordet, tapas eller som tilbehør til et glas god rødvin. Prøv den også med gedeost eller blåskimmel!
Gæren smuldres og opløses i det lunkne vand. Bland honning, salt og olie i og tilsæt melet ad et par omgange. Brug K-spaden i røremaskinen og ælt i ca. 10 minutter, til dejen slipper skålens sider. Dejen er blød og smidig – og en lille smule klistret, når den bliver sat til hævning.
Modstå fristelsen til at putte mere mel i. Du skal næsten ikke røre mere ved dejen, så det gør ikke noget, at den klistrer lidt, men brødet bliver mange gange mere lækkert. Lad dejen hæve tildækket med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, et lunt sted i 45 minutter.
Læg et stykke bagepapir i ovnens bradepande. Hæld dejen forsigtigt ud i bradepanden og skrab skålens sider rene. Træk i dejen med fugtige hænder, så den når ud til kanterne. Du skal ikke trykke for meget på dejen. Der er ingen grund til at presse luften ud af den;-) Dæk dejen til igen og lad den hæve yderligere 30 minutter.
Imens varmes ovnen op til 220°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)
Del pærerne i fire og fjern kernehuset i midten. Er dine pærer almindelig størrelse, deles de i otte.
Når dejen er færdighævet, dryppes olivenolien over, og der trykkes små fordybninger i dejen med fingerspidserne. Læg pærerne ovenpå dejen og tryk dem let ned.
Bag dit pærefocaccia i nederste tredjedel af ovnen i ca. 20 minutter, til det er gyldent og gennembagt.
Lad brødet afkøle helt, før du skærer det i stykker, lægger et stykke brie på hvert stykke og drypper lidt ekstra honning henover. Pynt med et blad af rød skovsyre.
Noter
Et pærefocaccia er fryseegnet i op til tre måneder.