Opløs gæren i vandet. Tilsæt først fuldkornsdurum, derefter salt og til sidst hvedemelet med fuldkorn. Bland det godt, til der ikke er nogen tørre klumper mel.
Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, og lad dejen hæve på køkkenbordet i 8-12 timer. Hvis dejen skal hæve længere, skal du lade den hæve i køleskabet.
Sæt skålen med dej i køleskabet, når du tænder ovnen. Så er dejen ikke helt så levende, når du skal have den ud på bordet.
Varm din ovn op sammen med bagestålet på en rist (placeret i nederste tredjedel af ovnen) til 270° (alm. ovn, ikke varmluft). Det tager ca. 45 minutter. Sæt et lille støbejernsfad/foliebakke/bradepande ind i bunden af ovnen, og lad det varme med. Jeg bruger en lille, oval steaktallerken i støbejern.
Drys bordpladen godt med fuldkornsdurum. Dyp en dejskraber i vand, og skrab forsigtigt dejen ud på bordet uden at ødelægge luftboblerne. Dejen er ret våd, så behandl den forsigtigt.
Drys et godt lag fuldkornsdurum på toppen af dejen og skær den ud i 9-12 lige store stykker med din bordskraber/dejskærer. Løft morgenstykkerne over på en pizzaspade med bagepapir. Prøv at samle dem lidt med dejskæreren, så de ikke flyder helt ud i hinanden.
Når ovnen er varm, lader du bagepapiret med dine morgenstykker glide over på bagestålet i ovnen. Hæld ½ dl. vand ind i støbejernsfadet i bunden af ovnen, og luk straks ovnlågen. Dampen forsinker bagningen af skorpen på bollerne, så de får mulighed for at hæve endnu mere.
Åben lågen efter fem minutter, så evt. rester af dampen kan slippe ud, og skorpen kan blive sprød. Bag dine morgenstykker i 12-14 minutter i alt, til de lyder hule, når du banker på undersiden af dem. De største morgenstykker skal selvfølgelig bage længst.
Lad dine morgenstykker køle lidt af på en bagerist, før du serverer dem.
Noter
Skulle de mod forventning ikke blive spist allesammen, er morgenstykkerne også fryseegnede.Har du ikke et bagestål, kan du lade en bageplade varme op sammen med ovnen som beskrevet i blogindlægget ovenfor.
Tags Fuldkorn, Morgenbrød, Morgenmad, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!