Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle, også på piskeriset. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.
Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt de 45 g sukker lidt efter lidt. Drys en teskefuld i ad gangen, mens du pisker. Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke.
Tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere. Marengsen skal være meget stiv. Flormelis sigtes i skålen, og vendes forsigtigt i marengsen med en dejskraber.
Dyp et trægrillspyd i rød pastafarve, og stik den ned i marengsmassen. Træk striber med pastafarven i den hvide marengs. Tag et nyt grillspyd og gentag, indtil du har så meget rød farve i, som du ønsker. Pas på ikke at blande det for meget, så farven bliver ensartet.
Sæt marengsen på bagepladen, som beskrevet i indlægget ovenfor. Sæt sukkerøjnene fast i den fugtige marengs.
Hvis du lavede dine marengsmonstre samme størrelse som mine, skal du bage dem i ca. 2 timer ved 90° varmluft. Marengsen er færdig, når den nemt slipper papiret. Regn med, at det tager lidt længere tid at bage dem end normalt, fordi der er klatter af pastafarve i.
Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i den slukkede ovn, til den er helt kold.
Noter
Marengs opbevares i tætlukkede kagedåser og kan fint holde et par måneder.
Tags Halloween, Marengs, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!