Start med at dræne kirsebærsaucen fra kirsebærrene ved at hælde dem i en grovmasket sigte eller et dørslag. Lad dem afdryppe i en halv times tid.
Varm ovnen op til 175°. (Alm. ovn, ikke varmluft.) Forbered en fast muffinform med 12 papirforme.
Pisk sukker og smør godt sammen, så det bliver lyst og luftigt. (Jeg bruger K-spaden i min røremaskine. Du kan sagtens bruge håndmixer i stedet.) Tilsæt æggene et ad gangen, pisk godt mellem hvert æg og tilsæt kirsebærsaucen.
Sigt mel og bagepulver i en skål, rør det i dejen og vend de afdryppede kirsebær i dejen sammen med pastafarven. Rør ikke for meget, for så bliver kagerne kompakte. Det skal kun lige blandes.
Fordel dejen i muffinformene. Bag kagerne i ca. 20 minutter. Mærk efter med en tandstik, om de er gennembagte, eller der følger dej med op. Lad dem afkøle helt.
Imens laves mascarponefrostingen
Pisk smørret i ca. 5 minutter ved høj hastighed, til det skifter farve og bliver lyst og luftigt. Tilsæt mascarpone, kirsebærsauce og mandelessens og pisk igen ca. et minut, til det er en homogen masse.
Sigt flormelis over i en skål. Tilsæt halvdelen af flormelisen og pisk i to minutter. (Start ved lav hastighed, ellers har du flormelis ud over hele køkkenet!) Tilsæt resten af flormelisen og pisk igen et par minutter, til du har en let og luftig smørcreme. Smag evt. til med mere mandelessens.
Fyld cremen i en engangssprøjtepose med en lukket stjernetyl og dekorer dine kirsebærcupcakes med mascarponefrosting og drys røde sukkerhjerter på.
Hvis du ikke spiser dine kirsebærcupcakes indenfor et par timer, skal de på køl. Husk at tage dem ud af køleskabet ca. en halv time, før du serverer dem, så cremen kan blive blød og lækker igen.
Noter
Jeg har haft held med at fryse de færdigpyntede cupcakes. Jeg satte dem på en plastbakke, så de ikke rørte hinanden, frøs dem ned og flyttede dem over i en plasticbøtte med låg.Da de skulle tøes op, tog jeg blot det antal, jeg skulle bruge og lod dem tø op på køkkenbordet et par timer, til frostingen var blød igen. Det forudsætter selvfølgelig, at det sukkerpynt, du putter på, ikke begynder at smelte.