Gør dit motiv klar. Klip et stykke bagepapir på 25×31 cm, som passer ned i formen. Læg motivet ind under og fastgør det evt. med et stykke tape, så det ikke kan rykke sig.
Husk, at motivet skal være spejlvendt!
Rør det bløde smør med flormelis, til det er lyst og luftigt. Tilsæt æggehviden, og pisk godt. Dejen vil skille lidt, men den samler sig, når du rører melet i. Hvis du vil farve dejen, skal du gøre det nu. Rør pastafarve i, til du har den ønskede farve og tilsæt evt. lidt mere mel, hvis dejen bliver meget tyndere af farven.
Hæld skrivedejen i en sprøjtepose med en fin, rund tyl og tegn motivet op. Ret kanter og hjørner til med en stegenål eller en tandstikker, så du følger motivet så nøjagtigt som overhovedet muligt. Gør dig umage og lad det tage den tid, det tager. Det bliver du glad for, når kagen er bagt.
Lad bagepapiret med skrivedejen glide over på en bageplade og sæt det i fryseren i minimum 30 minutter, mens du laver kakaodejen. Hvis du har skrivedej tilbage, så tilsæt den i kakaodejen. Den skal ikke gå til spilde.
Kakaodej
Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft).
I en lille kasserolle smelter du smør sammen med kakao og de tre spsk. vand. Rør godt, så der ikke er nogen klumper. Tag kasserollen af varmen og lad det køle lidt af.
I en skål pisker du æggeblommer med sukker, til det er lyst og skummende. Tilsæt kakao og smør i en tynd stråle, mens du pisker. Hvis du havde skrivedej til overs, blander du det i kakaodejen nu. Sigt melet i dejen ad tre omgange, og vend det i med lange tag med en dejskraber – skiftevis med de sidste to skefulde vand.
I en helt ren skål pisker du æggehviderne stive. (Vend skålen på hovedet, så du er sikker!) Tilsæt sukkeret en skefuld ad gangen, mens du pisker. Pisk, indtil du har en tyk og sej marengs uden sukkerkrystaller. Gnid lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, skal du piske mere.
Vend først ¼ af marengsmassen i kakaodejen med lange tag med en dejskraber, så du ikke presser luften ud af marengsen. Når det er blandet godt, og der ikke er synlig marengs, tilsætter du den næste ¼ og fortsætter, indtil du har blandet dejen godt og forsigtigt med al marengsen.
Tag bagepapiret med motivet ud af frysen, læg det i formen og fordel kakaodejen henover. Min form er en silikoneform, så jeg satte den på en bageplade, så jeg var sikker på, den ikke blev skæv under transporten til ovnen.
Løft bagepladen med formen nogle cm over bordet og sæt den hårdt ned igen et par gange, så evt. store luftbobler kommer til overfladen.
Bag din kakaoroulade i nederste tredjedel af ovnen i 16-18 minutter. Kagen må ikke få for meget, for så bliver den svær at rulle.
Afkøling og fyld
Når din kakaoroulade er færdigbagt, skal du have den vendt om. Skær rundt langs kanten af formen, så kagen slipper. Sigt lidt flormelis på overfladen (som nu er bagsiden), læg et rent viskestykke henover, derefter en bageplade og vend kagen over på viskestykket og pladen.
Fjern formen og træk forsigtigt bagepapiret af motivet. Læg et rent stykke bagepapir henover, og derefter et viskestykke. Vend nu igen kagen om, men lad det første viskestykke ligge på dejen, indtil kagen er kølet af. Viskestykkerne holder på fugten, så kagen ikke bliver tør og knækker.
Husk at vende kagen rigtigt! Du skal rulle din kakaoroulade fra den modsatte ende end der, hvor navnet står.
Pisk fløden stiv sammen med vanillesukker og sukker. Fordel halvdelen af flødeskummet på indersiden af kagen, når den er kølet af, men stadig blød. Lad den sidste cm i “navneenden” stå uden flødeskum. Skær bananen i tynde skiver og fordel dem ovenpå flødeskummet og læg derefter resten af flødeskummet på.
Rul rouladen fra den modsatte, korte ende end der, hvor navnet står. Brug bagepapiret til at hjælpe med rulningen. Træk det med op omkring rouladen, så den ikke knækker, men bliver støttet i rulningen. Vær forsigtig og pres ikke rouladen så meget sammen, at fyldet presses ud.
Noter
Når du har rullet din kakaoroulade sammen og ser motivet komme frem, må du gerne være lidt selvfed og stå med armene over hovedet;-) – “Når man har noget at prale med, så må man godt”:-)
Tags Kakao, Roulade, Rørekage
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!