Pisk æg, sukker og vanillesukker lyst og meget luftigt. Det tager 10-12 minutter. Imens smelter du smørret og blander det med yoghurten. Sigt mel og bagepulver sammen og bland det godt, så bagepulveret bliver ordentligt fordelt.
Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør en bradepande på ca. 20×30 cm med bagepapir. (Det er nemmest, hvis du gør bagepapiret vådt og vrider det op. Så kan du få papiret helt ud i hjørnerne.)
Når æggesnapsen er tyk, rører du yoghurten i æggene. Du skal ikke piske, for så tvinger du noget af luften ud af æggene. Vend mel og bagepulver i de våde ingredienser med lange tag med en dejskraber. Igen, du skal ikke piske, for så bliver kagen kompakt. Du skal kun røre, indtil det hele er blandet.
Bag kagen i nederste tredjedel af ovnen i ca. 20 minutter. Mærk efter med en trætandstikker, om dejen er gennembagt, eller der hænger dej ved. Lad kagen køle af.
Jordbærpuré
Bring sukker og jordbær i kog. Lad det simre i ca. 10 minutter, indtil bærrene er helt bløde og let kan trykkes i stykker med en ske. Rør engang imellem. Mos bærrene helt ud, gerne med en stavblender, så det bliver jævnt og glat.
(Hvis du bruger andre bær end jordbær, så kør pureen gennem en sigte, så du sorterer kernerne fra. Hindbær- og brombærkerner pynter ikke i kagen.)
Prik huller med skaftet af fx en trægrydeske overalt i kagen. Et par centimeters afstand eller tre er fint. Fordel din jordbærpuré på kagen og lad den trække ned i hullerne. Lad kagen stå og trække i minimum 5-10 minutter.
TOP OG PYNT
Pisk fløden stiv sammen med sukker og vanille. Rengør jordbærrene og skær dem i skiver.
Fordel flødeskummet på din jordbærdrøm og pynt den med de skiveskårne jordbær. Skær kagen ud i passende firkanter, før du serverer. Og drømmer – om endnu en jordbærdrøm og sol og sommer.
Noter
Kagen skal opbevares i køleskabet, hvis du ikke får spist det hele.
Tags Forår, Jordbær, Sommer, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!