Smelt smør, farin og krydderier sammen. Tag det af varmen og rør honningen i, til massen er glat.
Hæld honningmassen i en skål, tilsæt æg og æggeblomme. Rør potasken med vandet og hæld det i honningblandingen.
Bland natron godt med melet og ælt det sammen med de øvrige ingredienser. Ælt det godt nogle minutter. Den færdige dej er blød og klistret.
Hæld dejen i to fryseposer, som du lægger i køleskabet i mindst to timer, gerne til dagen efter. (Dejen kan holde sig op til en uge i køleskabet.)
Varm ovnen op til 220° (alm. ovn, ikke varmluft). Beklæd bageplader med bagepapir.
Ælt dejen igennem på et meldrysset bord. Arbejd med en halv portion ad gangen, mens den anden venter i køleskabet.
Rul dejen ud til en tykkelse på 5 mm. Flyt hele tiden på dejen og sørg for, at der er mel nok på bordet, så dejen ikke hænger fast. Udstik så mange hjerter, som du kan. Min hjerteform måler 8 cm på det bredeste sted.
Saml dejen og rul den ud igen, indtil du har brugt al dejen. Sæt honninghjerterne med et par cm afstand, da de hæver op. Fortsæt med den anden halvdel af dejen.
Bag honningkagerne i den nederste tredjedel af ovnen i ca. 5½-6 minutter. Kagerne er bagt, når de netop giver efter for et let tryk med en finger og rejser sig igen. Rejser aftrykket sig ikke, skal de bage lidt længere. Giv dem endelig ikke for meget.
Straks kagerne kommer ud af ovnen, lægger du et rent, hårdtopvredet viskestykke henover dem. Lad dem ligge under viskestykket, til de er kølet helt af.
Overtræk og pynt
Smelt chokoladen og kakaosmørret sammen i en dyb tallerken, enten over vandbad eller i mikroovnen. Dyp honningkagerne i chokoladen, lad dem dryppe kort af og læg dem til tørre på en bagerist.
Hvis du vil pynte med krymmel, skal den på, mens chokoladen er blød. Vil du pynte med glasur, skal chokoladen tørre først.
Glasur: Pisk æggehviden let skummende, før du tilsætter flormelis og citronsaft ad et par omgange, indtil glasuren er tyk og blank.
Fyld glasuren i en sprøjtepose med et lille hul/en rund tylle på 1 eller 2 mm, og pynt kagerne med glasuren.
Opbevaring
Bagte honningkager kan fryses ned eller opbevares i en plasticbøtte i køleskabet, før de overtrækkes.
Er dine honningkager blevet tørre?
Hvis dine honningkager er blevet tørre under opbevaring, når du skal til at overtrække dem med chokolade, kan du godt redde dem med damp.
Sæt en bagerist midt i en kold ovn med et ildfast fad eller en bradepande i bunden af ovnen. Læg honningkagerne på risten, og hæld 2 dl kogende vand i fadet. Luk ovnlågen.
Lad honningkagerne stå i ovnen i nogle minutter, indtil de har den rette blødhed igen.
Tags Dansk Klassiker, Honning, Jul, Julebag
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!