Skræl gulerødderne og skær dem i så mange og så lange strimler som muligt med en tyndskræller. Sørg for, at strimlerne bliver så regelmæssige som muligt og i hele gulerodens bredde.
Rul gulerødderne sammen til små ruller. Jeg brugte to-tre strimler til hver rose. Hvis du bruger strimler i forskellig bredde (fordi du også bruger de første strimler, du skar af gulerødderne), så brug de brede inderst og rul de smallere udenpå. På den måde får du en bedre rose-form, som er højere i midten af blomsten.
Sæt roserne opret i en minimuffinform og tør dem i nederste tredjedel af ovnen ved 80° varmluft i en time.
Tag dine gulerodsroser ud af formen og sæt dem forsigtigt på en bageplade med bagepapir – igen lodret – i yderligere en time ved 80°. Sørg for, at de står med lidt afstand, så luften kan cirkulere omkring dem. Tag roserne ud af ovnen og lad dem afkøle helt.
Gulerodskage
Varm ovnen op til 190° (alm. ovn, ikke varmluft) og klargør en springform med en diameter på 18 cm ved at fastgøre bagepapir i bunden og smøre siderne indvendig med lidt smør.
I en skål blander du æg, olie, farin og gulerødder. I en anden skål sigter du mel, bagepulver og krydderier sammen. Bland det godt, så både krydderier og bagepulver er godt fordelt i melet.
Bland valnødderne i og rør blandingen sammen med de våde ingredienser. (Du skal ikke piske, bare røre med en grydeske, ellers bliver kagen kompakt.)
Hæld dejen i springformen, bind det meget våde bagebælte rundt om formen og bag gulerodskagen i nederste tredjedel af ovnen i 65-70 minutter. Mærk efter med et trægrillspyd, om kagen er færdigbagt, eller om der hænger dej ved.
Lad gulerodskagen afkøle fem minutter i formen, før du tager den ud og lader den afkøle helt på en rist.
Når gulerodskagen er helt kold, drysser du den let med flormelis, før du pynter den med dine gulerodsroser.
Noter
Hvis du ikke bager med bagebælte, skal kagen bage i 35-40 minutter. Kagen er fryseegnet, men det er gulerodsroserne ikke.
Tags Farin, Gulerødder, Kagepynt, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!