Hæld 1½ cm vand i en stegepande og bring det i kog. Gå imens sværen efter med en skarp kniv og rids den godt ned i fedtet, men ikke ned i kødet.
Vend flæskestegen med sværsiden nedad i panden og kog den i 2 minutter. Læg stegen på en tallerken med sværsiden opad og dup den tør med et stykke køkkenrulle.
Fordel olivenolien hen over sværen og gnid saltet godt ind og ned mellem sværene. Stik laurbærbladene ned mellem sværene.
Læg flæskestegen ned i airfryerens kurv. Brug løget til at klodse stegen op, så sværen ligger vandret. Flyt rundt på de kvarte løg, til den ligger rigtigt. Hæld 1 dl vand ved.
Sæt stegen i airfryeren. Sæt den på 180° og 40 minutter, før du starter den.
Når de 40 minutter er gået, skrues temperaturen op til 200°, og flæskestegen steges yderligere 10 minutter, til sværen er sprød.
Læg et stykke alufolie på et skærebræt, læg stegen ovenpå, og pak alufolien op omkring stegen, men ikke henover sværene. Lad stegen trække i 10 minutter.
Tilbehør
Skræl kartoflerne og bring dem i kog under låg i en gryde med 2 cm vand i bunden af gryden. Når vandet koger, tilsættes salt.
Kog kartoflerne under låg i 10 minutter. Sluk under gryden og lad den stå i yderligere 10 minutter, til kartoflerne er møre.
Lun rødkålen i en lille kasserolle og smag den til.
Saucen
Hæld kartoffelvandet i bunden af airfryeren og giv det 1 minut ved 200°.
Skrab både inder- og yderkurv med en siliconedejskraber, så du får det hele med. Hæld skyen gennem en sigte over i en lille gryde. Tilsæt fløden og bring gryden i kog.
Ryst en jævning af mel og vand (put først melet i jævningsrysteren og derefter vandet, altid vådt i tørt) og tilsæt det lidt ad gangen til sovsen, mens du rører, til den har en passende konsistens. Kog sovsen godt igennem. Lav evt. mere jævning, hvis det er nødvendigt.
Farv sovsen brun med sovsekulør og smag den til med ribsgele, salt og peber.
Skær din flæskesteg i ca. 1 cm tykke skiver (det passer ca. med to rækker svær) og servér den straks.
Tags Airfryer, Dansk Klassiker, Juleaften, Julemad, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!