50glyse kiks (Mariekiks, Digestive eller en blanding)
50gæggehvide
Flormelis
12vingummibamser
2Katjes Sour bredbånd (eller andet båndslik)
12Polo pastiller
12pebermyntechokoladestænger
Sådan gør du
Marengs
Start med at lave marengsen. Varm ovnen op til 100° varmluft. Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.
Æggehviden vejes, og du skal bruge tilsvarende mængde sukker og flormelis. (Det er ikke så vigtigt, om den vejer 40, 45 eller 50 gram, for du får rigeligt med palmetoppe, det er kun vigtigt, at du bruger lige så meget sukker og flormelis som æggehvide, vægtmæssigt.)
Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!), tilsæt pastafarven ved at dyppe en kniv i farven og skrabe den af mod det løftede piskeris. Tilsæt de 50 g sukker en skefuld ad gangen.
Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke, ca. 5 minutter. Tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere. Flormelis sigtes i skålen og vendes forsigtigt i marengsen.
Tag en engangssprøjtepose med en lille bladtylle i, og sæt den over et glas. Tegn striber indvendigt i sprøjteposen med et trægrillspyd og pastafarverne, så der kommer striber på bladene.
Marengsen fyldes i sprøjteposen, og der sprøjtes palmerosetter ud på bagepapir. Det er ikke så kompliceret, som det ser ud til. Bladtyllen gør sit til, at striberne kommer de rigtige steder, og du skal bare sætte bladene lidt tilfældigt rundt fra midten, så lægger de sig pænt af sig selv. Hvis du synes, der mangler et blad, kan du sagtens tilføje et, før de bliver bagt.
Bag palmebladene i 1½ time ved 100° varmluft, alle plader på én gang. Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i ovnen, til den er helt kold.
Chokolademuffins
Tænd ovnen på 175° (alm. ovn, ikke varmluft) og læg 12 papirforme i en muffinform med 12 huller. Brug evt turkise forme, så det ligner vand.
Pisk smør, sukker, farin og vanillesukker godt sammen, så det bliver lyst og luftigt. (Jeg bruger K-spaden i min røremaskine. Du kan sagtens bruge håndmixer i stedet.) Tilsæt æggene et ad gangen, pisk godt mellem hvert æg.
Rør creme fraiche, mælk og kaffe godt sammen i en kande. Sigt mel, kakao og natron sammen i en skål. Hak chokoladen lidt groft og sigt den sidste teskefuld mel henover og rør rundt. På den måde undgår du, at chokoladen synker til bunds.
Rør skiftevis de tørre og våde ingredienser i dejen ad et par omgange. Rør ikke for meget, for så bliver kagerne kompakte. Det skal kun lige blandes godt. Vend til sidst den hakkede chokolade i.
Fordel dejen i muffinformene og bag kagerne i ca. 25 minutter. Mærk efter med en tandstikker, om de er gennembagte, eller om der følger dej med op. Lad dem afkøle helt.
Pyntningen
Påsmøring af glasur og kiksesand skal ske på én kage ad gangen, så glasuren ikke når at tørre ind, før der kommer krummer på. Der skal være meget sand, for at det ser rigtigt ud.
Knus kiksene i fx en foodprocessor, til du har meget fint sand uden klumper. Hæld sandet i en dyb tallerken.
Pisk æggehviden let skummende med et piskeris og tilsæt flormelis gradvis, til du har en tyk, glat glasur. Fyld glasuren i en frysepose eller sprøjtepose og bind en knude på den, så glasuren ikke tørrer ud.
Afsæt en klat glasur på toppen af kagen, dyp bagsiden af en teske i en skål med vand og brug den til at glatte glasuren ud, helt ud til kanten af kagen. Vend kagen om og dyp den i tallerkenen med kiksekrummer. Pres den lidt ned, så du får en flad strand, som er helt dækket. Fortsæt, til du har gjort dette ved alle kagerne.
Tegn røde striber på Polo pastillerne med den spiselige tusch. Der er fire røde striber på en redningskrans. Hvis du hellere vil lave prikkede baderinge end redningskranse, gør du selvfølgelig bare det.
Klip båndslikket i strimler, som er lidt bredere end vingummibamserne. Sæt vingummibamserne fast på håndklæderne, enten med en halv tandstikker, som du stikker i fra bagsiden af håndklædet og ind i vingummibamsen eller med en klat æggehvideglasur. Gør de solbadende vingummibamser fast på dine feriemuffins med tandstikkerne eller glasur.
Sæt en klat glasur bag på din Polo-redningskrans og sæt den fast på sandet. Stik pebermyntechokoladen ned i sandet og afsæt en klat glasur på toppen af stammen, før du sætter palmeblade fast på toppen.
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!