Smuldr gæren og opløs den i kærnemælken. Tilsæt olie, æg, chilipasta, sukker, salt og rød pastafarve og bland det godt.
Ælt først durummelet i, og derefter hvedemelet ad et par omgange. Ælt dejen i ca. 8 minutter, til den slipper skålens sider, men den skal stadig være blød og lidt klistret.
Dæk skålen til med en opklippet frysepose, som du fastgør med en elastik, før du sætter dejen til hævning et lunt sted i en times tid.
Ælt dejen kort igennem og del den i 10 lige store stykker. (Jeg vejer dejen af, for jeg vil gerne have mine boller lige store.)
Stram bollerne op og tril dem runde under en hul hånd på bordpladen, gerne uden mel. Bollens overflade bliver glat og stram på denne måde. Hvis dejen klistrer for meget, kan du dyppe hånden i mel, men lad være med at drysse bordet.
Sæt bollerne med god afstand på to bageplader, beklædt med bagepapir.
Dæk bollerne til med et hårdt opvredet viskestykke, og lad dem hæve i 20 minutter.
Imens laver du den sorte dej
Pisk sort pastafarve ud i det lune vand. Smuldr gæren i og pisk den ud. Derefter tilsættes olie, sukker, salt og rismel. Det hele blandes godt med et piskeris.
Tilsæt evt. mere pastafarve for at få farven mørkere eller lidt mere rismel, hvis du synes, dejen er for tynd. Dejen skal være tyk og klistret, men skal kunne dryppe og løbe langsomt af piskeriset.
Dæk skålen til med en opklippet frysepose og lad dejen hvile i 15 minutter, til bollerne har hævet.
Burgerbolletricket og den sorte dej
Fjern viskestykket, læg et stykke bagepapir henover bollerne og derefter fx et skærebræt. Pres langsomt skærebrættet ned, så bollerne bliver ensartet flade og ca. en cm høje.
Fjern skærebrættet og bagepapiret, tag en god klat sort dej i hånden og smør den på bollerne, til de er helt dækket. Det skal være et godt, tykt lag, for så lykkes krakeleringen bedre, og du kan bare bruge al den sorte risdej.
Lad chilibollerne hæve utildækket i yderligere 30 minutter. Det sidste kvarter af hævetiden varmer du ovnen op til 210° (alm. ovn, ikke varmluft).
Bag bollerne i nederste tredjedel af ovnen i 17-18 minutter, til de er gennembagte, og den sorte dej er krakeleret.
Afkøl dine burgerboller på en bagerist med et tørt viskestykke henover.
Noter
Chiliburgerboller er fryseegnede i op til tre måneder.