Udskriv
Mazarin med brændenælder - Bagvrk.dk

MAZARIN MED BRÆNDENÆLDER

En blød, lækker og luftig mazarinkage med marcipan og brændenælder.

Ret Kage
Køkken Bagværk
Nøgleord Brændenælde, Marcipan
Forberedelsestid 10 minutter
Tilberedningstid 35 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 8 stykker

INGREDIENSER

  • 50 g brændenældeblade
  • 2 spsk. fløde
  • 100 g blødt smør
  • 75 g sukker
  • 75  g groftrevet marcipan
  • 2 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 130 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • Flormelis til glasur
  • Noget af kogevandet

SÅDAN GØR DU

  1. Tænd ovnen på 180°. (Almindelig ovn, ikke varmluft.)
  2. Skyl brændenældebladene godt og lad dem dryppe af i en sigte. Husk, det skal kun være blade, ingen stilke eller stængler. Bring en gryde med en liter usaltet vand i kog, læg bladene i vandet. Kog bladene ved svag varme i 3-4 minutter. Lad bladene dryppe af i en sigte, men gem noget af kogevandet til glasuren.
  3. Purér brændenældebladene sammen med de to spsk. fløde og sæt det til side.
  4. Rør smør lyst og skummende sammen med sukkeret. Riv marcipanen groft og bland den i sammen med brændenældepuréen. Rør æggene i ét ad gangen og rør godt imellem dem, så dejen bliver jævn. Bland mel og bagepulver og sigt det i dejen ad et par omgange. Rør kun, indtil melet er blandet i.
  5. Beklæd bunden af en 18 cm springform med bagepapir og smør siderne godt. Hæld dejen i og sæt kagen i den nederste tredjedel af ovnen.

  6. Hvis du vil have en kage, som hæver helt lige op, kan du lægge et par meget våde viskestykker eller et bagebælte rundt om formen i ovnen, mens den bager.

  7. Bag din mazarin med brændenælder i ca. 35 minutter, til den er gennembagt. Mærk efter med en tandstikker af træ, om kagen er gennembagt, eller om der hænger dej ved.

  8. Lad mazarinkagen med brændenælder afkøle på en rist. Fjern springform og bagepapir og læg den på et kagefad. Rør en ret tyk glasur af flormelis og kogevandet fra brændenælderne, så det får en lys pistaciegrøn farve.

  9. Overtræk din mazarin med glasuren og lad det løbe lidt ned ad siderne. Pynt evt. med et par brændenældeblade.

NOTER

Mazarinen kan fryses ned uden glasur. Holdbarheden er ca. tre måneder.