Udskriv
Banankage uden ovn. En lagkage fra Bagvrk.dk.

BANANKAGE UDEN OVN

En skøn banankageopskrift, bagt på panden i stedet for i ovnen. Lagt sammen og pyntet med Nutellasmørcreme og bananskiver.

Ret Kage, Lagkage
Køkken Bagværk
Nøgleord Banan, Lagkage, Nutella
Forberedelsestid 30 minutter
Tilberedningstid 40 minutter
Samlet tid 1 time 10 minutter
Antal 10 personer

INGREDIENSER

Banankagedej

  • 50 g blødt smør, stuetemperatur
  • 125 g sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 2 modne bananer, almindelig størrelse
  • 2 dl kærnemælk, stuetemperatur
  • 225 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 50 g chokolade, hakket
  • 20 g smør til bagning af pandekagerne

NUTELLASMØRCREME

  • 150 g blødt smør, stuetemperatur
  • 150 g Nutella
  • 150 g flormelis

I ØVRIGT

  • 60 g hasselnødder, hakkede
  • 2 modne bananer i tynde skiver
  • Små chokoladekugler (Valrhona)

SÅDAN GØR DU

KAGEDEJEN

  1. Pisk smør, sukker og vanillesukker lyst og luftigt. Tilsæt ægget og pisk igen.

  2. Mos bananerne og bland dem med kærnemælken. Rør bananerne i dejen.

  3. Sigt mel, bagepulver og natron sammen i en skål. Hak chokoladen og bland den i melet. 

  4. Vend melet i dejen ad et par omgange med en dejskraber. Brug lange tag og rør ikke længere, end til du ikke kan se striber af mel. Hvis du rører for længe, bliver kagen kompakt.

  5. Del dejen i fire lige store dele og varm pandekagepanden op. Smelt smørret på panden og fordel en portion dej. Skru ned for varmen under panden, så pandekagen ikke bliver for mørk. 

    Banankage uden ovn. En lagkage fra Bagvrk.dk.
  6. Når kagen har dannet skorpe på undersiden, og dejen er boblet på oversiden, vender du den med en flad paletkniv. Steg den færdig og læg den til afkøling på en bagerist. Bag de øvrige pandekager.

NUTELLASMØRCREME

  1. Hæld smør og Nutella i røreskålen. Sigt flormelis derned og pisk cremen lysebrun og luftig.

  2. Pisk først ved lav hastighed (så du ikke har flormelis ud i hele køkkenet) og derefter ved høj hastighed i ca. 10 minutter. Skrab skålens sider ned engang imellem, så du får det hele med. 

  3. Fyld smørcremen i en engangssprøjtepose med en rillet tyl og læg den på køl, til bundene er kølet af. 

SAMLING OG PYNTNING

  1. Læg en bund på et kagefad. Fordel et tyndt lag Nutellacreme henover bunden, drys med hakkede hasselnødder og læg bananskiverne over. Læg en bund ovenpå og gentag.

    Banankage uden ovn. En lagkage med Nutellasmørcreme fra Bagvrk.dk.
  2. Den øverste bund smøres også med smørcremen. Smør kagens sider op med Nutellasmørcreme.

  3. Gør det ad to gange, så du i første omgang glatter kagens sider ud med et tyndt lag creme. Sæt kagen på køl, til cremen er stivnet lidt, før du giver kagen et nyt lag og trækker mønster i cremen med en lille paletkniv. 

  4. Drys toppen af kagen med de sidste nødder og sæt dutter af Nutellasmørcreme langs kanten af toppen. Pynt hver lille top med en chokoladekugle fra Valrohna.

  5. Sæt kagen på køl, indtil den skal serveres. 

NOTER

Min pandekagepande måler 20 cm i diameter i bunden.