Udskriv
Gammeldags æblekage. En klassiker fra Bagvrk.dk.

GAMMELDAGS ÆBLEKAGE

En klassisk, dansk dessert, som man aldrig går fejl af.

Ret Dessert
Køkken Dansk
Nøgleord Æble
Forberedelsestid 15 minutter
Tilberedningstid 20 minutter
Samlet tid 35 minutter
Antal 4 personer

INGREDIENSER

ÆBLEMOS

  • 800 g æbler
  • 1/2 dl vand
  • 2 tsk vanillesukker (eller en vanillestang)
  • 75 g sukker

ÆBLEKAGERASP

  • 75 g rasp
  • 20 g sukker
  • 1 spsk smør
  • 100 g makroner
  • 2 dl piskefløde
  • 1 spsk sukker
  • Evt. ribsgele til pynt

SÅDAN GØR DU

  1. Skræl æblerne, fjern kernehuset og del æblerne i mindre tern.

  2. Læg æblerne i en gryde sammen med vand, vanillesukker og sukker og bring det i kog. 

  3. Lad det simre ved svag varme, indtil du nemt kan mose æblerne, 15-20 minutter. Mos æblerne med en gaffel og lad æblemosen køle af.

  4. Lad smørret smelte på panden. Tilsæt rasp og 20 g sukker og lad det blive gyldent ved medium varme, mens du hele tiden rører i det. Hæld raspen ud på et stykke bagepapir og lad det køle af.

  5. Knus makronerne og bland dem med raspen. Pisk fløden til bløde toppe sammen med den sidste spiseskefuld sukker.

  6. Læg æblemos og æblekagerasp skiftevis i lag i portionsglas (eller en glasskål). Gem en lille smule rasp til at drysse på toppen.

  7. Top æblekagen med flødeskum og drys med lidt rasp - eller pynt med klatter af ribsgele.

  8. Stil æblekagen i køleskabet indtil servering.

NOTER

Æblemosen kan laves i forvejen og fryses ned. Ligeledes kan raspen ristes og blandes med makroner i god tid. Læg æblekagen sammen minimum et par timer, før den skal spises, så den får lov at sætte sig.