Udskriv
Gulerodsboller med kærnemælk og chia. Den lækreste opskrift fra Bagvrk.dk.

GULERODSBOLLER MED KÆRNEMÆLK OG CHIA

Gulerodsboller med kærnemælk og chiafrø holder sig bløde og friske i flere dage efter bagning, men de er lige så gode efter en tur i fryseren. Mine allerbedste boller!

Ret Brød
Køkken Bagværk
Nøgleord Boller, Chia, Kærnemælk
Forberedelsestid 30 minutter
Tilberedningstid 16 minutter
Hævetid 1 time 45 minutter
Samlet tid 2 timer 31 minutter
Antal 12 stk.

INGREDIENSER

  • 2 spsk chiafrø
  • 1 dl vand
  • 25 g gær
  • 60 g smør eller margarine
  • 4 dl kærnemælk (ell. andet surmælksprodukt)
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 250 g groftrevne gulerødder
  • 2 æg
  • 100 g groft fuldkornshvedemel/speltmel
  • ca. 750 g hvedemel

SÅDAN GØR DU

  1. Chiafrø blandes godt med vandet, så alle frø bliver våde og trækker i 15-20 minutter. 

    Gulerodsboller med kærnemælk og chia
  2. Smørret smeltes og afkøles let. Hæld kærnemælken i og begge dele over i en stor røreskål.

    Mærk efter at blandingen ikke er varmere end lillefingervarm. Smuldr og opløs gæren. Tilsæt salt, sukker, æg, gulerødder og chiafrø og rør godt.

  3. Tilsæt det grove mel og derefter hvedemelet lidt ad gangen til en smidig dej, som lige akkurat slipper skål og hænder. Den må gerne være lidt klistret.

  4. Ælt gerne dejen i røremaskinen i 10 minutter. Dæk dejen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik og lad dejen hæve et lunt sted i en time.

    Gulerodsboller med kærnemælk og chia
  5. Dejen æltes kort igennem på et let meldrysset bord. Du skal ikke mætte dejen med mel. Den må stadig gerne klistre.

  6. Del dejen i 12 lige store dele (jeg vejer dem af på ca. 160 g pr. stk.). Stram dejen op ved at trække i kanterne ind til midten (som når du samler en bylt), vend bollen med samlingen nedad og tril den rund og glat under en hul hånd.

  7. Sæt gulerodsbollerne på en plade med bagepapir. Lad bollerne hæve lunt og tildækket med et fugtigt viskestykke i 45 min.

  8. Varm ovnen op til 225°. (Almindelig ovn, ikke varmluft.) Jeg pensler ikke bollerne, før jeg bager dem.

  9. Bollerne bages 15-17 minutter og afkøles på en bagerist under et fugtigt viskestykke.

NOTER

Gulerodsboller med chiafrø og kærnemælk kan fryses, men holder sig bløde og lækre i flere dage i en plastpose ved stuetemperatur.